søndag den 6. december 2020

At drive ned ad floden Kawa

Dette billede fortæller godt, hvordan det er at være søskende til en bror eller søster med et handicap. Hele metaforen omkring floden bruges rigtig mange steder og i sammenhænge. Vi vil i dette blogindlæg prøve at beskrive, hvordan vi bruger den på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted. Oprindeligt stammer metaforen fra Japan og ordet Kawa er det japanske ord for en flod og skal dermed ses som et menneskes livsforløb. Kawa er symbol for livet, der ligesom en flod er dynamisk og konstant ændrer sig, i kraft af omgivelsernes indflydelse. Flodens kraft og den gennemstrømning, der er i vandet, er et billede på menneskets sundhed, livskvalitet og trivsel. Ethvert menneskes flod er et unikt billede på, hvordan dets liv har formet sig og former sig. En optimal tilstand af velvære i ens liv eller flod, kan metaforisk beskrives som en stærk, dyb og uhindret strøm. Alle de naturlige elementer som floden har, ligesom omgivelserne og omstændighederne, indflydelse på den gennemstrømning vandet i floden har. Sten (livsomstændigheder), flodvægge og –bund (omgivelser), drivtømmer (ressourcer og forhindringer) er uadskillelige dele af floden, der er afgørende for dens grænser, form og strøm. At være søskende til en bror eller søster med et handicap stiller anderledes krav end de fleste kan forestille sig. Nogle af disse krav er nemme at forstå og andre er meget sværere at forholde sig til og leve med. Ikke desto mindre er det det som søskende må og skal og det betyder at deres erfarings- og oplevelsesgrundlag bliver meget anderledes end de flestes. At drive ned af floden Kawa er således ganske naturligt og det man kommer forbi og nogle gange rammer er således med til at tegne og forme ens liv. Nogle gange kan man hænge fast i en gren eller farten sættes ned på grund af noget drivtømmer så er det godt at få nogen til at hjælpe sig med at komme fri.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar