Når man har en bror
eller søster med et handicap er der mange måder at reagere på og der vil som
oftest være reaktioner gennem hele livet. Det kan kræve tid og være svært for
børn og unge at acceptere dette vilkår og det kan have en større eller mindre
indvirkning på barnets eget liv. Så et handicap hos en man elsker, kræver både
følelsesmæssigt, socialt og praktisk omsorg. Ved at kende til hvad der er
normale reaktioner hos søskende kan man genkende og måske forhindre, at
negative følelser vokser og stress faktorere bliver uhåndterlige. Hvordan du
som søskende reagerer afhænger naturligvis af mange forskellige omstændigheder.
Vi har alle vores eget tempo og er helt forskellige i vores måde at klare os i
livet på. Nogle er hurtige og andre er mere langsomme. Selvfølgelig spiller det
en rolle, hvem i søskendeflokken der er handicappet og hvilken diagnose der er
tale om samt i hvilken grad der er mulighed for pædagogisk behandling.
Ådalskolen i Ringsted tilbyder støtte til børn og unge i alderen 9-16 år som
har en bror eller søster med et handicap. Vi kalder det for søskendekurser og
er et forløb hvor søskende kan møde med andre jævnaldrende og dele tanker og
erfaringer. Vores motto er ”Alle følelser er tilladte og ingen følelser er
forkerte”. Derfor er det helt naturligt at reagere, når en bror eller søster i
familien har et handicap. Ikke at reagere vil faktisk være mere unaturligt.
Forholdet til en bror eller søster med et handicap, hvordan ens bror eller
søster klarer sig, dine egne livsvilkår, sociale forhold og mødet med de øvrige
omgivelser vil have indflydelse på den måde du opfatter stress. Derudover vil
din egen måde at tænke på, erfaringer og samlede hverdagsopgaver påvirke,
hvordan du reagerer og hvad du oplever som byrdefuldt. Søskende kan have helt
forskellige reaktionsmønstre og der kan nemt i perioder være tidspunkter hvor
der ingen reaktioner er. Det betyder bare ikke at søskende ikke reagerer men da
et handicap jo er et blivende vilkår er reaktionsmåderne et fænomen som kommer og
går. Det er ikke muligt at reagere hele tiden. Man kan også være nødt til at
lade det ligge og ”glemme det for en stund”. På søskendekurser er der mulighed
for at tale om mange emner og et af emnerne er tit oplevelsen af skam og skyldfølelse.
Nogle søskende føler sig skyldige i perioder, fordi de mener, at de bør gøre
noget mere for den bror eller søster som har et handicap. De ønsker måske, at
de er mere tålmodige, har mere magt, tolererer mere eller have et større
overblik. Måske siger søskende til sig selv, at man skal gøre noget mere for
resten af familien, at man bør gøre noget mere ud af sit skolearbejde og for
de ældre søskende at være mere derhjemme for at hjælpe ens forældre. Søskende
kan også opleve skyld over, at det er deres bror eller søster som er
handicappet og ikke dem selv og at det er ens bror eller søster som får et
meget anderledes liv. På søskendekurserne er nogle af vores bedste råd til dig som
søskende:
Taler med nogen, som du
har tillid til, hvis du oplever at skyld tærer på dine kræfter. For eksempel
ved at forestille dig, at din bedste ven var i din situation: Hvad ville du
sige, hvis han eller hun havde fortalt dem, at de følte skyld?
At mærke en følelse
som kaldes, skam er heller ikke ualmindeligt for søskende. Nogle kan skamme sig
over at have blandede følelser over for den bror eller søster som har et
handicap. At man på den ene side kan være uendelig glad for ham eller hende,
men på samme tid kan være dødtræt og vred på ham eller hende. Det er det som vi
kan kalde for ambivalente følelser og dem kan der være flere af. Søskende lever et liv med både med det, som
er normalt og det, som er anderledes. De støder som følge heraf på mange
dobbelte temaer igennem deres barn- og ungdom fx: Ret/uret,
delagtiggøre/udelukke, skam/skyld eller hemmeligt/åbenhed. Nogle søskende
kender til en følelse som skam, når de for eksempel føler sig lettede over, at
ens bror eller søster med et handicap skal i aflastning eller på en koloni med
SFOèn. Tankerne kan flyve i hovedet ”nu bliver der mere tid til mig” eller
”dejligt, nu bliver der lidt ro” er ikke ualmindelige. Nogle søskende beskriver
også en følelse af skam forbundet med symptomerne på handicappet (for eksempel
udseende, kognitive udfordringer, en ukritisk adfærd eller aggression) andre
børn og unge fortæller, at de oplever det vanskeligt, når deres bror eller
søster opfører sig uhøfligt eller upassende overfor andre. Andre kan opleve at
skamme sig, fordi de ikke er i stand til at tage på en fælles familietur i
frygt for hvad ens bror eller søskende kan finde på. Det er ikke altid let at
vide, at der er tale om en følelse af skam og det kan for mange være svært at
sætte ord på når man er barn eller ung. Det er lettere at sætte ord på en
oplevelse af skyld og utilstrækkelighed, uanset om vi har grund til at føle
disse følelser eller ej. At turde kikke indad, at kunne sætte ord på ens
hverdag og prøve at sætte ord på følelser er et første skridt for søskende til
nemmere at komme til accept.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar