Typiske reaktioner
Teenageres reaktioner
på et handicap er altid meget forskellige og der findes naturligvis ikke én
rigtig måde at reagere på. Samme oplevelse kan give anledning til meget forskellige
reaktioner hos forskellige unge. Når man som søskende når teenagealderen har de
fleste et stort sæt af erfaringer med et handicap og det er som ofte lykkedes
teenageren at finde på mange forskellige løsningsstrategier gennem årene. Det er naturligt,
at teenageres reaktioner kommer og går, svinger og at de ændrer sig i takt med tiden. Et
teenageliv kan være lidt som en rutschbane tur. Det er der sikkert mange som kan nikke genkendende til.
Tag initiativ til en kommunikation om handicappet
Som forældre vil man typisk gerne - så vidt muligt - beskytte sine børn mod livets forskellige vilkår og det kan derfor være svært at vurdere, hvor meget man skal fortælle sit teenagebarn om handicappet. I har sikkert allerede fortalt en masse og måske har barnet også været på et eller flere søskendekurser hvor det er muligt at møde andre søskende som også har en bror eller søster med et handicap. Når et barn når teenagealderen opstår der ofte andre spørgsmål end tidligere og særligt tanker om fremtiden, økonomi, og forpligtelser kommer til at fylde. Nogle følelsesmæssige reaktioner kan være: Utryghed og bekymring, en længsel efter det normale, vrede og aggression, skyld, håb og fortvivlelse.
Fysiske reaktioner: Hovedpine
og mavepine, søvnproblemer, manglende energi, appetitændringer.
Adfærdsmæssige reaktioner: Trækker sig tilbage fra venner og sociale bekendskaber, en større sårbarhed, græder hyppigere, mere irritabel, ekstra hensynstagen til forældre for de unge kan se at forældrene er trætte eller udkørte, forceret udvikling og modning, oplevelse af uretfærdighed og meningsløshed. Nedsat koncentration og fald i karakterer i skolen eller det modsatte.
Det er vigtigt, at du som forældre er åben og ærlig i din kommunikation om handicappet med din teenager og at du giver din teenager specifik viden om handicappet også selv om de ikke spørger eller udtrykker, at de ingen spørgsmål har. Generelt trives teenagere bedst med at blive inddraget og få fortalt sandheden også om hvis der er tilbagefald i handicappet eller at diagnosen udvikler sig negativt, så længe det bliver gjort på en hensynsfuld og alderssvarende måde.
Hvem skal fortælle om handicappet?
Det bedste er, hvis
det er dig som forældre der fortæller om handicappet fordi det er jer, som
jeres barn kender bedst og er tryggest ved. Måske har du brug for lidt tid til at
forberede dig på det som du gerne vil sige før du fortæller det til din
teenager. Men overforbered dig ikke og vent ikke for længe - teenagere vil typisk
godt kunne fornemme, at der er noget galt og hvis de ikke inddrages, kan de
nemt blive forvirrede over de blandede signaler samt komme til føle sig
isolerede og udenfor. Manglende inddragelse kan også føre til, at din teenagers
tillid til dig som forælder påvirkes fordi han eller hun kan føle, at der er blevet
fortiet noget for ham eller hende.
Hvordan kommunikerer jeg om handicappet med min teenager?
Når du har bestemt dig for, at dit barn skal inddrages i situationen (og det har du sikkert gjort for mange år siden), kan det være en god ide at forberede dig selv på snakken, f.eks. ved at udfærdige nogle helt konkrete sætninger. En god ide er at fokusere på det, som du konkret ved og på det, som du tror og håber. Fokusér på hvad du konkret ved, fx: "Nu skal vores lillebror igennem en udredning hos en psykiater i en måned og bagefter kommer der en diagnose og så må vi se om den giver anledning til at vi skal gøre nogle ting anderledes herhjemme". Fokusér på hvad du tror og håber, fx: "Jeg tror, at udredningen eller undersøgelsen kan være med til at gøre os alle sammen klogere så vores lillebror kan få det bedre" eller "jeg håber på at undersøgelsen kan være med til at vores lillebror kan blive mere glad".
Andre gode råd kan være:
• Giv din teenager så
meget information om handicappet, som han eller hun ønsker og kan rumme
• Giv løbende besked,
når der sker nyt
• Lad være med at
skjule noget for din teenager
• Fortæl, at lærere og
pædagoger på skolen eller i børnehaven gør alt for at hjælpe
• Giv dig god tid til
at besvare din teenagers spørgsmål
• Bed din teenager løbende spørge og fortælle og svar åbent og ærligt på
spørgsmålene
Giv ekstra omsorg og nærvær: Alle børn - også teenagere - har behov for ekstra omsorg og nærvær, når deres bror eller søster har en diagnose og et handicap. Nærvær i den alder handler oftest om, at dit barn føler sig set og hørt - det behøver ikke at være svært og energikrævende. Snak med dit barn og spørg ind til hans eller hendes tanker. Teenagere er gode til at nedtone deres følelser for forældrene, for ikke at gøre dem mere kede af det eller være til besvær. Du kan derfor som forælder nemt komme til at undervurdere, hvordan din teenager har det. Det er vigtigt, at du tør spørge ind til din teenagers følelser, tanker og bekymringer. Vis at du er nysgerrig på, hvordan han eller hun tænker og har det også selvom tilbuddet om snak i første omgang bliver afvist. Når du snakker med dit barn, så vis empati og anerkend hans eller hendes oplevelse af situationen. Prøv ikke at tage oplevelsen væk eller at negligere den. Det kan være svært blot at lytte, rumme og anerkende, da man som forælder oftest, gerne vil afhjælpe eller fjerne ubehagelige følelser fra sit barn. Men det er vigtigt, at du tillader din teenager at blive i den følelse, som han/hun giver udtryk for - du skal lytte, aflaste men ikke aflede. Lad den normale hverdag i familien fortsætte så vidt muligt og giv plads til pauser fra tankerne om diagnose og handicap. Selvom din teenagers hverdag er ændret med et handicap inde på livet, er det bedst så vidt muligt at holde fast i de normale rutiner og aktiviteter. Det skaber tryghed i en forvirrende tid. Ind imellem kan det naturligvis være i orden at slække lidt på kravene til din teenager. Normale aktiviteter kan også fungere som et frirum - et sted hvor din teenager kan få en pause fra en irriterende hverdag og føle sig normal. Det er i pauserne, at teenageren samler ny energi til at håndtere, at tingene og vilkåret med et handicap for evig tid er forandret derhjemme og det er en måde at beskytte sig selv mod det, der er svært. Skab også gerne plads til sjove og festlige oplevelser sammen – både børn og voksne har brug for pauser fra snakkene og oplevelser med et handicap. Tid med venner: Teenagere har særlig brug for tid alene og sammen med deres venner. Det er vigtigt, at din teenager stadig har denne mulighed, så han eller hun kan udvikle sig ligesom andre unge i løbet af teenageårene. Støtten fra venner betyder ofte meget for teenagere og nogle gange mere end fra forældrene. Giv din teenager mulighed for at deltage i aktiviteter og være glad: Selv om din teenager sikkert godt kan forstå, at han eller hun gerne må tage en pause fra handicappet, være glad og deltage i normale aktiviteter, kan han eller hun alligevel nogle gange få dårlig samvittighed over ikke at være hjemme og hjælpe til. Det er derfor godt at fortælle din teenager, at det er i orden f.eks. at være sammen med vennerne, selvom ens bror eller søster har et handicap, ingen venner har og har det svært. På den måde hjælper du din teenager med at slippe den dårlige samvittighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar