Hvad gør man som
forælder, når man har et barn med en diagnose, et handicap og er i tvivl om,
hvor meget man skal fortælle sine andre børn om situationen og ikke mindst,
hvordan støtter man dem bedst muligt? Ådalskolens søskendekursus har i dette
blogindlæg skrevet nogle gode fif til at få taget hul på de vanskelige snakke. Mange
forældre som har et barn med en diagnose har også andre børn, som ser med fra hverdagens
sidelinje. Det betyder, at mange af børnene på et tidligt tidspunkt i deres
opvækst oplever, at deres bror eller søster er anderledes og har brug for en
ekstra og særlig støtte. Som forælder er det ganske naturligt, at man kan blive
bekymret. Man kan blive i tvivl om, hvordan man hjælper sine børn bedst. Ofte
bliver man også i tvivl om, hvor meget man skal tale med dem om, at deres bror
eller søster har en diagnose, et handicap og forventninger til hvordan det skal
gå i fremtiden.De fleste forældre vil instinktivt prøve at skåne vores børn for
ubehag og bekymringer. Det er derudover også krævende at tale om noget, som er
svært. Nogle forældre er måske selv vokset op i familier, hvor man ikke talte
om at det vilkår det er at have et handicap, møde modgang og måske er man som
forældre endnu ikke igennem den bearbejdningsproces som hører med når man får
et barn med et handicap. Eller måske er man en del af den generation, hvor det
at have et handicap er forbundet med tabu og hvor det er uhørt at dele emnerne
med børn.
Alle børn prøver at
forstå
Alligevel giver det god
mening at prøve at bryde den tendens der er at undgå svære emner med sine børn.
Denne undgåelse kan nemlig i sig selv skabe ubehag hos søskende og give dem
problemer på længere sigt. Søskende kan komme til
at gå alene med tanker og fornemmelser, der er følelsesmæssigt belastende for
dem. De vil også let kunne holde dem ufordøjet for sig selv, når de mærker, at deres
forældre viger fra at tale om det. I stedet vil de selv finde forklaringer. De
kan undertiden være vældig forkerte, men er dog forklaringer. Det kan for
eksempel være: “Når min bror eller søster gør sådan og sådan kan det være min
skyld”. Forklaringen kan være, at vi mennesker adskiller os fra andre pattedyr
ved, at vi ikke blot søger at overleve. Vi søger faktisk altid at skabe mening
med det, vi står i. Vi reagerer ikke blot reflektorisk på vores omverden. Vi
mennesker forsøger at tilpasse os på de forandringer, vi møder. Blandt andet
fordi vi forsøger at skabe mening ud af dem og finde alternative måder at klare
dem på. Så når forældre eksempelvis siger til deres børn, at: “Det behøver du
ikke bekymre dig om”, så er der en stor sandsynlighed for, at barnet alligevel
vil bekymre sig. De vil helt automatisk forsøge at skabe mening ud af det, som
han/hun ser eller fornemmer. Uanset om forældrene ønsker det eller ej.
Vi mennesker ser ofte
det værste først
På samme måde har vi
mennesker også en tendens til at ‘se det værste først’. At kunne se og reagere hurtigt på en fare og utryghed
er en grundlæggende biologisk overlevelsesstrategi. I forhistorisk tid har det
skærpet vores evne til at komme væk fra eller bekæmpe en potentiel farlig
situation. I dag kan vores biologiske tilskyndelse nogle gange gøre, at vi kommer
til at bekymre os unødigt eller vi bliver utrygge. Når et barn i en
familie har et handicap fører det naturligt nok til en højere grad af bekymring
eller utryghed. Bekymringen vil, uanset om den er realistisk eller ej, skabe
utryghed. Søskende mærker – som alle andre – når noget er galt. Og når søskende
føler utryghed, vil de søge beskyttelse hos forældrene. Hvis det så er de
voksne som ikke kan håndtere det anderledes vilkår, det er at have et handicap
vil søskende instinktivt fornemme, at forældrene lige nu ikke er trygge og
beroligende at søge til. Hvis man som forældre tier for at skåne sit barn for
noget af det ubehag, man selv oplever, vil ens barn i stedet selv prøve at
finde forklaringer på det, som er galt.
Afhængig af søskendes
alder kan disse forklaringer være mere eller mindre realistiske. Måske tænker søskende:
”Det er måske noget, jeg har gjort galt. Det er derfor, at min bror ikke vil
lege eller være sammen med mig”. Eller: ”Hvis jeg bare er stille og rigtig sød
eller laver en masse skæg og ballade, så bliver min søster nok glad igen”. Det
er vigtigt, at forældrene korrigerer sådanne forklaringer og perspektiver. Man
skal tage ansvaret for situationen væk fra barnet. Det kan være svært også
fordi mindre søskende typisk holder deres forklaringer for sig selv og ikke som
noget naturligt deler dem med andre.
At tale med søskende om
en bror eller søster med et handicap
Det er ikke det
vigtigste, at man får fortalt alt, når man begynder en samtale med søskende om
noget, som er svært. Det vigtigste er, at søskende oplever, at hun eller han
ikke er alene med sine fornemmelser, følelser og forklaringer på det, som er anderledes.
Søskende skal tværtimod gerne opleve, at forældrene er følelsesmæssigt
tilgængelige og kan tåle, at søskende barnet spørger til, hvorfor deres bror gør
sådan og sådan og at barnet kan fortælle om sine egne følelser og bekymringer.
Forældre kan ikke skåne deres børn fra svære oplevelser men de kan sørge for,
at de får en hjælpende hånd igennem oplevelserne og ikke står alene. Det er derfor
en god idé at forberede sig, inden man starter en samtale med sit barn om, at deres
bror eller søster som har et handicap. Man kan som forældre sætte sig sammen og
reflektere over følgende spørgsmål eller måske er der en god ven eller en nabo
som kan hjælpe til. Det er en god idé at skrive svarene ned på et stykke papir
for på den måde bliver man mere bevidst om, hvordan man selv forholder sig til
situationen og eventuelt også, hvad der er særligt svært ved at skulle tage
sådan en snak. Samtidig forbereder man sig på de følelser og reaktioner, som søskende
har brug for forældrenes hjælp til at forstå og fordøje. På den måde kan man
undgå, at snakkene virker alt for skræmmende eller utrygge på søskende.
Stil dig selv følgende
spørgsmål:
Hvad er mit barns
perspektiv på det, der sker lige nu? Hvad ser, hører eller fornemmer mit barn
nu?
Hvad kan mit barn mon bekymre
sig om?
Hvilke informationer
kan være vigtige og relevante for mit barn at få (naturligvis tilpasset barnets
alder)? Er der ting, barnet kan have hørt, som det kan have svært ved at forstå
eller som kan virke skræmmende?
Er der nogle måder,
hvor jeg kan hjælpe mit barn til at få en forståelse af de forandringer, barnet
oplever i vores familie?
Er det for svært for
mig selv at snakke om det? Bliver jeg for ked af det eller måske oprørt? Vil
der eventuelt kunne være en anden fortrolig voksne, som kan tale med mit barn
om det svære?
Alle søskende er
forskellige
Søskende er
forskellige afhængig af køn, alder, men også temperament og personlighed. Det
er vigtigt at tage hensyn til hvert enkelt barn og lægge mærke til, hvornår
barnet har brug for en pause fra samtalen. Det kan være, at
barnet bliver fraværende og har brug for lige at trække sig lidt eller på anden
måde viser det. At gå lidt til og fra ting, som er svære, er ganske naturligt.
Det er børns almindelige måde at håndtere ting på, som følelsesmæssigt kræver
meget af dem. Børn er også forskellige med hensyn til, hvor sproglige og
følsomme de er. Hvor ét barn taler meget, vil et andet barn snarere vise med
sin adfærd, hvordan det har det. Når børn mærker, at forældrene er tilgængelige
for deres bekymringer og spørgsmål, vil de som regel begynde at føle sig trygge
igen. Hvis emner eller fornemmelser bliver for overvældende for søskende, skal
det altid respekteres som udtryk for, at barnet eller den unge beskytter sig
selv. Søskende vender tit af sig selv tilbage til det, som måske var for svært
i første omgang. På den måde får man ofte endnu en chance for at lytte til deres
oplevelser og til at hjælpe barnet til at forstå det, som sker.
At blive ramt af den dårlige
samvittighed
Det kan i perioder
ramme os hårdt følelsesmæssigt, når vi som forældre kan mærke, at det påvirker søskende
at de har en bror eller søster med et handicap. Livet er også sårbarhed og ind
imellem svære oplevelser. Sådan er det også for søskende. Børns trivsel hænger
sammen med forældrenes trivsel. Når forældre bliver påvirket af et barn med et
handicap påvirker det selvsagt også resten af familien. Det vigtige budskab er,
at det netop også er familien og andre nære voksne, der kan hjælpe søskende,
når der opleves vanskeligheder i livet. Vi kan ikke skåne søskende for svære
oplevelser men vi kan sørge for, at de får en hjælpende hånd igennem
oplevelserne og ikke står alene. Der skal ofte ikke så meget til for at hjælpe søskende
til at forstå den virkelighed, som familien står overfor. Der er ikke
nødvendigvis brug for en masse ord men dog nok til, at søskende ikke skal gætte
sig frem til, hvad der sker. Når søskende mærker, at man er tilgængelig for
bekymringer og spørgsmål, vil de som regel begynde at føle sig trygge igen. Det
er samtidig vigtigt, at man som forældre selv får vendt sine tanker og følelser
med sig selv og sin partner – eller sin mor, ven eller veninde. Her kan man
minde sig selv og hinanden om, at tågerne af dårlig samvittighed ofte lægger
sig, når man får sat ord på det svære. Tit og ofte kan en enkelt samtale være
nok og rækker ens eget overskud ikke, er det vigtigt at finde og acceptere at en
anden nær voksen kan træde til. Det bliver så meget lettere for søskende, når
de oplever, at ”kanalen er åben” og oplever at de til enhver tid kan stille
spørgsmål og få forklaret forvirrende eller uroskabende oplevelser.
Find yderligere hjælp
- søskendekurser
Der er flere
forskellige steder, hvor man kan finde viden om søskende som har en bror eller
søster med et handicap. Flere steder tilbydes søskendekurser i lighed med
Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Et søskendekursus henvender sig til børn
og unge i alderen 9-16 år og søskendekurset i Ringsted samarbejder med alle
kommuner og matcher alle typer af handicaps. Sammen med andre børn og unge på
ens egen alder får søskende mulighed til at ”dykke ind i handicappet” og få
mulighed til at sætte ord på oplevelser og perspektiver. Netop det at møde
andre børn og unge har en meget væsentlig betydning for hvordan man som
søskende lærer at acceptere ens bror eller søster med et handicap. Netop
accepten af det anderledes er noget af det allervigtigste når man som søskende
skal indstille sig på en barndom med væsentlige anderledesheder end sine
kammerater. Anderledesheder som slet ikke kun er dårlige men som blot giver en
anden version af livet. Søskende vil være de mennesker som kommer til at
tilbringe mest tid sammen med deres bror eller søster som har et handicap og de
mennesker som vil være fremtidens advokater.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar