Om skyld og dårlig samvittighed

I søskendes fortællinger træder skyld og dårlig samvittighed ofte frem i forhold til tanker om ikke at kunne gøre det godt nok og/eller bekymringer i forhold til ikke at kunne holde, det man i virkeligheden har lovet sig selv eller sine forældre. Når søskende fortæller om skyld og den dårlige samvittighed træder frem i relation til dagligdagens områder, så handler det også om de følelser, der er forbundet med oplevelsen af ansvaret for ens bror eller søster med et handicap og for at hverdagen fungerer. Dette ses også i forhold til, når søskende gerne vil gøre noget for sig selv eller have venner eller veninder på besøg. En søskende taler om det på denne måde, som at gøre noget, som: ”(…) ikke er på den handicappedes præmisser” og udtrykker en oplevelse af, at hverdagen generelt foregår på vilkår, der er mest til gavn for den handicappede. Mange søskende taler om at få et lille pusterum eller at få fri, og samtidig udtrykker flere søskende, at de kan have svært ved at nyde at være ude for sig selv. Heri kan også ses en dobbelthed i og med, at det foranlediger skyldfølelse samtidig med en følelse af frustration og afmagt over ikke kunne leve sit liv uden at føle ansvar og afhængighed i relation til ens bror eller søster. En søskende som deltog på søskendekurset beskrev det på denne måde, hvordan han forsøgte at imødegå dette ved at bruge en strategi, der bidrog til, at han kan fastholde en nogenlunde følelse, selvom han gør noget uden hans storebror: ”Altså, når jeg skal nogle steder, så er jeg begyndt på at sige: Jeg skal op på biblioteket eller jeg cykler lige en tur selvom jeg i virkeligheden skal noget andet, (…) Jamen, det har jeg det jo sådan nogenlunde med, men det er jo forfærdeligt ikke at sige sandheden, fordi det er jo selvfølgelig for ikke at gøre min bror ked af det og der er nogle ting, hvor han ikke kan komme med…”. Til fortællinger om skyld og dårlig samvittighed hører også fortællinger om oplevelser af at føle sig pinlig berørt på en bror eller søsters vegne, når han eller hun handler på en uventet måde. Pinligheden fortælles også frem, når en søskende må hjælpe en bror eller søster ude blandt andre. En pige som deltog på søskendekurset fortalte om, hvordan pinligheden også er et udtryk for afmagt: ”Og så måtte jeg tage ham i hånden og så gå med ham. Jeg følte mig virkelig som en mor. Det var… Jeg følte, at det var pinligt. Mange ved, at min lillebror har et handicap og men hvis ikke jeg ligesom trækker af sted med ham, så bliver han stående og så skal jeg gå tilbage og hente ham. Så hvis jeg skal have ham med, så skal jeg altså have fat i ham. Og min lillebror tager sådan nogen bitte, bitte, bitte små hønsetrin og ja det kan godt være, at det er meget grimt af mig at sige, men jeg synes det er pinligt, men det er jo også en afmagt fra min side (…) Ja, fordi, jeg kan jo ikke gøre noget ved det, altså det er jo handicappet, der gør det ved min bror. Mange søskende udtrykker skyld og dårlig samvittighed over de følelsesmæssige reaktioner de oplever i disse situationer og samtidig knytter det an også til følelser af sorg. På den ene side ses sorgen over et tab af den bror eller søster man ikke fik som ligner de andres men også om de små ting i hverdagen ikke at kunne planlægge og udføre hverdagens aktiviteter, fordi rutinerne ændres og selvfølgeligheden i hverdagen forsvinder. På den anden side ses sorgen i forhold til oplevelse af tab af samhørighed og handlingsfællesskabet. En dreng på 11 år beskriver det således: ”Noget af det værste er, at man mister sin bror (…) man mangler sin sparringspartner i dagligdagen”, mens en pige på samme alder beskriver det som: ”Ja, man kører træt og selvom min søster er 16 år fungerer hun på niveau som en på 4. Det synes jeg er svært...”. Søskende beskriver også det følelsesmæssige dilemma og den afmagt, der opstår, når ens bror eller søster, reagerer ved fysisk at slå ud efter dem. En dreng på vores søskendekursus fortalte det på denne måde: ”Han har et par gange langet ud efter mig mange gange (...) så siger han undskyld bagefter og så siger jeg til mig selv, han kan jo ikke gøre for det. Han er jo min storebror og så undskylder jeg også til ham. Men altså, det gør ondt og han bliver stærkere og stærkere. Hvordan mon det bliver når han bliver voksen. Det er ikke til at vide. Jeg kan godt høre, at det her det lyder fuldstændig vildt, men det er vildt at være søskende”. Det handler således både om sorg i forhold til en ændring af en brors eller søsters personlighed og så om oplevelsen af ”at miste muligheden for en bror eller søster som alle andre”. Det samme mønster ses i søskendes fortællinger om planlægning af fremtiden, hvor søskende ofte forsøger at fast- og opretholde en grad af fællesskab på forskellige måder og områder. Dette skal ses i lyset af, at de samtidig lever med bevidstheden om at, på et eller andet tidspunkt skal deres bror eller søster flytte hjemmefra og formentligt bo på et bosted resten af livet. På baggrund af blandt andet snakke med de øvrige søskende og underviserne på Ådalskolens søskendekursus, knytter en pige på 11 år denne fortælling til tankerne om fremtiden og hendes brors handicap: ”Jeg bliver mange gange ked af det... (…) Jeg synes ikke, der er noget lys i tunnelen der. Det er bare direkte nedad. Det synes jeg... Ja, jeg er ked af det... Det er ikke opløftende, men det er der jo ikke noget af det, der er... Søskendekurset og møde med de andre børn var et virkeligt vendepunkt for mig”. Et sådant citat kan ses som et supplement til en forståelse af, at selvom søskende ved, at et handicap bevirker, at deres bror eller søster er anderledes så er det virkelig betydningsfuldt at fastholde et fællesskab med andre søskende som deler den samme virkelighed. Et fællesskab som bør række langt ind i voksenalderen.