Genkendelsen og oplevelsen af at være blandt
ligestillede, medfører en helt særlig dynamik i gruppen, hvor alle kommenterer
på hinandens erfaringer og fremhæver den enkeltes ressourcer. Forleden dag talte vi
med Martin, en ganske fantastisk samtale, som vi er meget stolte af og som vi
har fået lov til at bringe her på bloggen. Vi talte om dengang han var på
søskendekursus i Ringsted og hvad han særligt husker tilbage på. Der var naturligvis det med den
røde løber, de voksne, legene, pauserne i gymnastiksalen og søskendecampen med bål og hygge. Og
så var der også lige oplevelsen med, at søskendes erfaringer blev betragtet som ressourcer medfører, at Martin bryder ud med latter i
telefonen. Ja det var første gang, at ”jeg som lille dreng på 11 år oplevede, at det er en ressource og
ligefrem en kompetence at have en søskende som er handicappet”. Jeg husker at ”det
troede jeg faktisk ikke rigtig på men jeg var jo ikke så gammel” så jeg sagde
ikke noget. I dag kan jeg godt forstå det og det er rigtigt. Vi søskende er en
ressource og ”vi er en stærk gruppe" hvis vi står sammen. Vi har rigtig mange erfaringer, som vi kan
bruge til at hjælpe andre med”. Ved at fortælle vores historier, italesætter vi
vores livshistoriske erfaringer med at vokse op i familier med et barn som
har et handicap. Før jeg deltog på Ådalskolens søskendekursus kan jeg huske, at
jeg følte, at jeg ikke oplevede at mine erfaringer var noget særligt…fordi at
jeg oplevede at jeg flere steder sådan blev sat i bås…du har en handicappet
bror, så er du nok sådan og sådan osv sådan siger Martin som en af vores ”gamle
søskende” der var med på søskendekurset for 6 år siden. I dag er han 17 år. På Ådalskolens
søskendekursus er de virkelig gode til at møde os og vi føler os som nogen helt
særlige. At have en søskende som er handicappet betyder selvfølgelig noget for
mig her og nu og noget som vil følge mig gennem hele mit liv. Nogle år efter
jeg har deltaget på søskendekurset er jeg begyndt at leve bedre med handicappet men selvfølgelig kan jeg stadig spørge sig selv, hvorfor det lige
blev min lillebror som fik det her autisme handicap? Men jeg er begyndt at se
på handicappet og mit liv på en anden måde. Jeg har efterhånden accepteret det
og det vil altid være en del af mig og der vil altid være ting, som min
lillebror ikke kan. I dag kan jeg godt sige til mig selv, at jeg hellere vil bruge
min energi og mit fokus på alt det, han godt kan. Dengang da jeg var mindre
tænkte jeg, at hvis jeg øvede nok med min lillebror ville han komme til at
tale, men det skete selvfølgelig aldrig. Jeg vil have det bedste ud af det jeg
har og selvfølgelig er der ting, der fortsat irriterer mig. Min barndom blev
anderledes end andres, mine forældre blev skilt, jo jeg har også fra tid til
anden ønsket, at jeg var i en anden familie men okay det havde jo muligvis
bragt noget andet til min familie og jeg men jeg ved det jo i virkeligheden
ikke. Men vigtigst er nu det, at jeg, min bror og familie har det godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar