tirsdag den 17. september 2019

At have en bror eller søster med ADHD


Når børn er deltagere på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er det en invitation til at møde et fællesskab med andre søskende som også har en søskende med et særligt behov. Vi matcher alle typer af handicaps og vi tror på at det fællesskab som opstår i den grad er med til at styrke børnene. Fællesskabet bæres af det unikke vilkår det er at have en søskende med en diagnose og den enestående mulighed det er for at komme til orde med sin egen stemme. Nikolaj som er en af deltagerne fortæller her om hvordan det er at have en lillebror med ADHD. Min lillebror på 9 år kan ofte virke rastløs og have svært ved at koncentrere sig om en aktivitet i længere tid. Han mister opmærksomheden, kan sidde stille og dagdrømme eller det stik modsatte - fare omkring og sidde meget uroligt når vi spiser aftensmad – eller forsøger på det! Han kan hele tiden skifte mellem aktiviteter og går i gang med flere ting samtidig uden at færdiggøre noget af det. Ofte giver min lillebrors adfærd også giver problemer i forhold til omgivelserne. I skolen har han meget svært ved at indgå socialt på en ordentlig måde og han forstyrrer ofte legen for de andre børn. Han har også svært ved at følge med. På hans værelse er der meget rod, hans ting flyder og mange af hans legeprojekter gøres aldrig færdige. I min familie har vi mange konflikter og selvom jeg godt ved at min lillebror har ADHD og at han prøver at leve op til omgivelsernes forventninger kan det altså godt være svært at leve i. Inden jeg kom på søskendekursus tænkte jeg ikke om det på denne måde men nu ved jeg, at det ikke handler om dårlig opdragelse og manglende forventninger til ham. Jeg har også lært, at han har svært ved at ”lære af sine fejl” og at det er meget vanskeligt for ham at indgå i noget socialt sammen med andre børn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar