onsdag den 18. september 2019

Alle forældre ønsker


Alle forældre ønsker, at deres børn får et godt liv. At de bliver i stand til at klare sig selv, har gode, nære relationer og et tilfredsstillende arbejds- og fritidsliv. Forældre til et barn, som har en funktionsnedsættelse, har naturligvis de samme ønsker, men har ofte bekymringer for, om barnets vej til målet bliver ekstra besværlig. Typiske reaktioner på dette kan være, at nogle forældre overbeskytter barnet eller at de sætter urealistiske mål for barnet. Som forældre prøver man selvfølgelig at ruste sine børn til det liv, der venter dem i årene fremover. Denne præmis er også gældende for søskende. Vi hører ofte forældre som er bekymrede for søskende og som spørger til, hvordan de også bedst muligt kan støtte dem til et godt liv. Et liv som jo bliver formet lidt anderledes i kraft af at barnet har en bror eller søster med et handicap. At være søskende til et barn med et handicap vil i forskellige sammenhænge være besværligt og der vil være perioder, hvor søskende bliver bekymrede og kede af det. Til det findes der naturligvis ikke enkle løsninger på, hvordan man lærer at tackle livet, når virkeligheden derude banker på. Måske kan vi sige, at det enkle er det nære. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted støtter derfor op om familier som har et barn med et handicap. Vi tilbyder søskendekurser flere gange om året til aldersgrupperne 9-12 år og 13-16 år. Vi samarbejder med alle kommuner og vi matcher alle typer af handicaps. Efter endt søskendekursus opfordrer vi meget familien og søskendebarnet til at melde sig ind i Søskendeforeningen (SØF) som både har en afdeling i Aarhus og i København. I Søskendeforeningen mødes man med andre søskende som også har en bror eller søster med et handicap og det er muligt at blive støttet af andre som har lignende erfaringer. Søskendeforeningen tilbyder en umiddelbar og klar forståelse i kraft af, at alle i foreningen har en søskende med et handicap. Forståelsen betyder bla., at alle kan sætte sig ind i den følelse, udfordringer og oplevelser, som bror eller søster til en søskende kan have med sig. Den fælles forståelse medfører en grundlæggende tillid og medlemmerne oplever at det er trygt at tale med en, ”der selv kender det”. Mange fortæller også, at tillid er en helt nødvendig faktor for at turde åbne op og dele sin historie, sine bekymringer og udfordringer, sine ønsker og drømme. En søskende formulerer det således: ”Det har en positiv betydning, at jeg har mulighed for at dele noget af mig selv… særligt i forhold til det med at turde åbne op. Jeg har jo været i mange situationer, hvor der har været fagpersoner, der har skulle hjælpe mig, men hvor jeg har været meget utryg, og de har hjulpet mig forkert […] Og derfor syntes jeg, virkelig det er så rart, at der nu er taget initiativ til en Søskendeforening fordi her kender de forskellen på det nemme og det svære på egen krop”. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar