Mennesket er et biologisk væsen på samme måde, som dyr er
det og som biologiske væsener er mennesker meget ens. Vi har de samme
grundlæggende behov, vi fødes med bestemte færdigheder og vores udvikling følger nogenlunde samme mønster. Vi har
alle nogle primærebehov og alle mennesker ældes og dør. Der er altså nogle
grundlæggende menneskelige faktorer, der gør det muligt at sige noget generelt
om vores adfærd. Gennem barndommen og ungdommen udvikler vi vores personlige og
sociale identitet. Men lad os lige starte dette blogindlæg med at definere hvad
vi mener med identitet idet der jo findes et hav af teoretiske retninger med
hver sin forklaring. Ud fra vores synspunkt forstår vi identitet som menneskets kerne. Tanker som: ’hvem er jeg’, hvad kan
jeg, hvad vil jeg acceptere og hvad vil jeg ikke acceptere, danner grundlag for
den måde jeg ser andre på og hvordan jeg fortolker andres adfærd og følelser. For
søskende som har en bror eller søster med et handicap bliver oplevelsen af at
være et barn med en bror eller søster med et handicap en integreret del af den
udvikling. Oplevelser med og håndtering af handicappet fortolkes af børnene,
fordi de betyder noget for, hvem de er og bliver. Oplevelserne betyder noget
for, hvordan de kan se sig selv, og hvordan andre ser på dem. I et
psykodynamisk perspektiv er barndommen meget vigtig i forhold til den enkelte
persons udvikling, fordi vi gennem barndommen og op mod puberteten danner vores
jeg. Samtidig udvikler vi vores identitetsfølelse gennem erfaringer og
oplevelser og ved at reflektere over disse. For søskende som har en bror eller
søster med et handicap synes det derfor meget centralt at få lov til at se sig
selv som – og blive set som – normal. Især for de yngre skolebørn bestemmes
normalitet af om de gør de ting, som børnene tror jævnaldrende gør og om de
drømmer om de ting, som de tror de jævnaldrende drømmer om. Efterhånden
begynder vi at udvide vores forståelse og kunne se vores nære omgivelser i
forhold til en større omverden. Ligner vores familie andres? Er jeg som de
andre? Vi får en forståelse af os selv i sammenhæng med omverdenen og selvom vi
har en form for kerneidentitet med fra barndommen, påvirkes vores
selvforståelse af omverdenen. Det ubevidste – altså det, som ligger skjult for
os selv spiller også en stor rolle i vores tilværelse. På baggrund af det
ubevidste kan vi udvikle mønstre og forsvarsmekanismer, der også kommer til at
udgøre en del af vores identitet. Søskende med et handicap inde på livet
beskriver ikke deres liv som kendetegnende med et tab. De udvikler bevidste
eller ubevidste strategier for at undgå, at deres livsvikår kommer til at tegne
og dominere deres liv. De vil gerne se sig selv som alle andre børn med de samme
interesser og med de samme mål i livet. Og det gør de naturligvis gerne indtil helt
konkrete situationer opstår, der fremhæver dem som værende anderledes end deres
jævnaldrende. Oplevelsen af sig selv som værende anderledes opstår således helt
konkret, når barnet ikke kan deltage i det, de andre gør eller i mødet med omgivelsernes
holdninger og blikke. Oplevelser som kan efterfølges af følelser som ensomhed
og eksklusion. Nogle børn har også søskende som får forskellige følgesygdomme udover
handicappet som ændrer deres rolle og identitet som for eksempel epilepsi eller
andre fysiske problemer. Sådanne børn taler om, at de bliver nød til at ”genopfinde
sig selv”. Selv også mange sygdomme som kan helbredes, vil et handicap nemlig
ofte have følgevirkninger som gør, at søskende og deres familier ikke kan det
samme som før. Deres hverdag bliver ændret for altid. Børn og unge udvikler som
sagt deres identitet i samspil med andre og derfor er det også vigtigt for dem,
hvordan andre forstår dem og ikke mindst deres bror eller søster med et
handicap. Nogle børn kommer lettere i dialog med deres jævnaldrende omkring
deres bror eller søsters handicap i et forsøg på at påvirke deres forståelser
og holdninger. Andre søskende forsøger at afproblematisere handicappet ved at sige,
at næsten alle jo ”har et eller andet særligt”. Andre børn bruger kræfter på at
forholde egen status med den status, som andre børn med andre handicaps synes
at have. Således arbejder søskende på forskellig vis med at skabe sig en
ønskværdig identitet på trods af en bror eller søsters handicap ved at forholde
sig til information og forhandle forståelser og en egentlig selv-repræsentation.
I det perspektiv vil det derfor være meningsfuldt at motivere alle børn til at
fortælle om deres eventuelle søskendes handicap i skolen. På den måde kan de
være med til at forme andres forståelser og holdninger til det at have et
handicap og det faktum at være anderledes. Dog viser undersøgelser om åbenhed
ved handicap, at det desværre ikke altid har den ønskede effekt. Fra
forskellige handicaporganisationer har undersøgelser fundet meget forskellige
resultater. Hvor nogle børn oplever, at det øger forståelsen, oplever andre
børn, at det i stedet stigmatiserer eller medfører, at de bliver set ned på
eller direkte drillet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar