Dette blogindlæg er skrevet på baggrund af de erfaringer
vi har opnået gennem samtaler med søskende som har været deltagere på
Ådalskolens søskendekurser i Ringsted. Ådalskolen tilbyder søskendekurser til
børn og unge i alderen 9-16 år som har en bror eller søster med et handicap. Vi
samarbejder med alle kommuner og vi matcher alle typer af handicaps. Vores
erfaringer med søskendekurser stammer tilbage til 2011 og i dette blogindlæg vil
vi sammenligne vores observationer med den forskning der er tilgængelig på
området. At få et barn i familien har naturligvis altid en stor påvirkning på
de enkelte familiemedlemmer, hverdagen laves om og intet er som før. Hvis den
nye baby desuden har et handicap vil det i sagens natur være med til at skabe helt
anderledes reaktioner og sætte hele familien i en krise. Der er naturligvis store
individuelle forskelle på, hvordan en familie håndterer en sådan krise med
udfordringer som er helt ukendte og som ingen hidtil har erfaringer med. I
nogle familier bliver der en stor grad af åbenhed, varme og hengivenhed og i
andre familier er der mere forsigtighed og måske direkte "ambivalens"
i forhold til den nye baby. Hvordan hvert medlem af familien reagerer vil
påvirke de andre i familien. Det er derfor vigtigt at se på familien som
helhed. Vil familien fungerer godt skal der nemlig tages hensyn til alle i
familien herunder også til søskende. Uanset hvordan familien klarer den nye situation
vil det for en tid være barnet med særlige behov som sætter dagsordenen for en
families hverdag. Det gælder både i den første svære tid men også i lang tid fremover.
Et barn med særlige behov sætter anderledes krav til en familie, der vil være
flere lægebesøg, flere møder med kommunen og flere bekymringer til forældrene. Børn
med særlige behov har nemlig andre forudsætninger for at deltage i hverdagens
samspil end andre. De vil ofte også få det sværere ved at indgå i det sociale
samspil med andre eller forstå kollektive beskeder, ligesom deres fysiske
helbred kan være dårligere end gennemsnittet. Børn med funktionsnedsættelser
har øget risiko for, at deres relationer til andre kan udvikle sig til at være
konfliktfyldte og problematiske, hvilket over tid kan betyde, at andre børn
trækker sig. Det kan desuden være en udfordring for børn med
funktionsnedsættelser at fastholde sociale relationer, eksempelvis fordi barnet
kan have svært ved at vente eller styre dets følelser, humør og adfærd. Derfor
vil udgangspunktet for en familie være at stille anderledes krav til
forståelsen og de opgaver som følger med. Ældre søskende vil fra begyndelsen
have en evne til at opfatte forældrenes sorg og fortvivlelse og hos nogle kan
det skabe en begyndende frygt for at ens mor og far har nok at tænke på i
forvejen og derfor nå til den konklusion ”nå så må jeg hellere holde lav
profil”. Nogle søskende ”lukker sig inde” med deres egne vanskeligheder,
følelser og forsøger at være mindst mulig til gene. Andre søskende reagerer med
en mere synlig afvigende adfærd, regression eller somatisering for at få den
opmærksomhed som de i virkeligheden kalder på. Generelt afhænger søskendes trivsel
og evne til at klare sig i sådanne situationer af forældrenes mestring. Mange forældre
fortæller, at de kan have brug for professionel hjælp til at bearbejde den sorg
og fortvivlelse som det er for dem at få et barn med et handicap, men tit anerkender
vi ikke altid det faktum, at det også kan være et behov for søskende. Undervejs
i barndommen kan især skolen anerkende behovet for søskende, som i klassesammenhænge
også kan vise specifikke reaktioner eller måske manglende koncentration eller
lektielæsning. Lærere og pædagoger kan ofte være tilbageholdende med at bringe emnet
frem på skole- hjem samtalerne i tanken om at vil beskytte familien eller værst
af alt måske ved de voksne slet ikke, at skolebarnet har en bror eller søster
med et handicap. Der er stadigvæk en meget stor berøringsangst og mange kan
være i tvivl om hvordan man lige får spurgt ind til de omstændigheder det er at
have en bror eller søster med et handicap. Ingen ønsker at sætte unødige spørgsmålstegn
eller klientificere søskende selv om der giver god mening at sætte fokus på dem
og give dem en særlig opmærksomhed. Et søskendeforhold til en bror eller søster
med et handicap er specielt og helt forskellig fra andre relationer i livet. Der
kan være en stærk rivalisering mellem søskende men samtidig kan der også være
stærke bånd og loyalitet mellem dem. Søskende har stor indflydelse på hinandens
udvikling i barndommen og for langt de fleste er søskendeforholdet livslangt.
Nogle gange kan det jo i virkeligheden være lettere at tale med søskende end ens
forældre om svære emner, såsom hvorvidt at få en kæreste, blive gift, få børn, uddannelse,
økonomi eller bekymringer om hvornår man skal flytte hjemmefra. Forhold der kan
være svære eller måske helt umulige når man har en bror eller søster med
særlige behov. Søskenderelationen får derfor både bevidste og ubevidste roller barndommen
igennem og rollerne kan være afhængig af alder og køn. Den ældste er normalt rollemodel
for de yngste og piger påtager sig ofte en mere omsorgsfuld rolle end drenge.
Et barn med et handicap bidrager ikke med de sædvanlige søskende relationer og balancen
er derfor anderledes, når man sammenligner med en traditionel familiestruktur.
I en familie er retfærdigshedfølelsen en følelse som ofte er ret stærk og mange
børn i barndommen vil erfare jalousi i større eller mindre grad. Søskende kan
føle, at forældre bruger mere tid og give mere omsorg til det handicappede
barn, så de ikke selv får den opmærksomhed de ønsker. De ser og forstår, at
deres forældre har en masse gøremål i hverdagen og at de ser trætte og
udmattede ud. Nogle søskende vil tænke på det som en uretfærdighed, at ønske at
det var en selv der var handicappet og ikke ens søster eller bror. Dette kan
medføre at nogle søskende føler, at de ikke kan være irriterede på deres
handicappede søskende. I nogle familier kan det være svært at tale om sådanne
ting. Forskning viser, at langt de fleste søskende normalt beskytter og viser
omhu i forhold til deres handicappede søskende. Strategierne er meget forskellige.
Drenge har en mere kommanderende og fysisk dominerende form, mens piger foretrækker
at bruge talegaverne og den empatiske facon. Nogle søskende påtager sig også omsorgsfulde
roller som ”reserve-mor eller reserve-far”. Det behøver ikke altid være en
dårlig rolle når bare der er en fornuftig balance og der også er plads til
andre ting. En mor til tre mentalt retarderede børn sagde om sin datter, "hun
gør ikke noget for sig selv, medmindre hun spørger, om der er noget hun kan
gøre for mig først. Jeg er bange for at hun er i fare for at miste hendes
barndom. Hun tager sig af os alle”. Et sådant udsagn hører vi en gang i mellem
på søskendekurserne og vi vil kalde det for et ”omsorgsvildspor”. I sådanne
situationer kan der være stort behov for at få vejledning til både forældre og
søskende. Andre søskende går for at være de gode og perfekte og som en bror
fortalte "min forældre skal skal i hvert fald ikke have bøvl med mig".
Søskende som har en bror eller søster med et handicap tager generelt meget mere
ansvar end andre børn på samme alder. Omgivelserne kan nogle gange komme til at
misforstå omstændighederne og drage den konklusion at børnene er i mægtig god
trivsel. Netop overansvarlige børn kan der være god grund til at have fokus på.
Bag en overansvarlig adfærd kan der nemlig ligge en overudviklet sans for
perfektionisme og præstation som er helt urealistisk. En anderledes reaktion
kan være at gå tilbage i udvikling, for eksempel ved at begynde at tisse i
bukserne igen, at overtage ens bror eller søsters adfærd, tale babysprog og
blive mere omklamrende. En måde til at skabe opmærksomhed og forsøge at
fortrænge eller omskrive de ting der sker og tvinge en øget opmærksomhed fra
forældrene. Som gruppeleder på søskendekurserne skal vi turde vise søskende, at
her er vi og vi tør godt høre din historie. Vi skal lytte til stort og småt uden
hverken at overdramatisere eller undervurdere problemerne. Søskende tager generelt
et stort ansvar for forældrene og det skal vi respektere men vi skal også kunne
løfte en del af det psykiske pres af deres skuldre ved for eksempel at
fortælle, at det ikke er barnets ansvar, hvordan din bror eller søsters adfærd
udfolder sig. Eller vi kan spørge barnet, hvad ansvaret betyder for ham eller
hende og vi kan være med til at ”løfte tankerne et mere sundt sted hen”, siger
gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen som siden 2011
har været med til at udbyde søskendekurser for børn og unge i alderen 9-16 år. ”Det
er i hvert fald helt forkert at ignorere problemerne. Det gør bare ondt værre.
For derved sender vi et signal om, at omverdenen ikke anerkender søskendes
tanker og oplevelser. Det nytter heller ikke blot at glatte ud og forsøge at lave
sjov, over for det oplever søskende, som om det er søskende selv, der er noget
i vejen med. Som om at udfordringerne og erfaringerne ikke har noget på sig,
siger John.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar