Genkendelsen og oplevelsen af at være blandt
ligestillede, medfører en helt særlig dynamik i gruppen, hvor alle kommenterer
på hinandens erfaringer og fremhæver den enkeltes ressourcer. Forleden dag
talte vi med Martin, en ganske fantastisk samtale, som vi er meget stolte af og
som vi har fået lov til at bringe her på bloggen. Vi talte om dengang han var
på søskendekursus i Ringsted og hvad han særligt husker tilbage på. Der var
naturligvis det med den røde løber, de voksne, legene, pauserne i gymnastiksalen
og søskendecampen med bål og hygge. Og så var der også lige oplevelsen med, at
søskendes erfaringer blev betragtet som ressourcer medfører, at Martin bryder
ud med latter i telefonen. Ja det var første gang, at ”jeg som lille dreng på
11 år oplevede, at det er en ressource og ligefrem en kompetence at have en
søskende som er handicappet”. Jeg husker at ”det troede jeg faktisk ikke rigtig
på men jeg var jo ikke så gammel” så jeg sagde ikke noget. I dag kan jeg godt
forstå det og det er rigtigt. Vi søskende er en ressource og ”vi er en stærk
gruppe" hvis vi står sammen. Vi har rigtig mange erfaringer, som vi kan
bruge til at hjælpe andre med”. Ved at fortælle vores historier, italesætter vi
vores livshistoriske erfaringer med at vokse op i familier med et barn som har
et handicap. Før jeg deltog på Ådalskolens søskendekursus kan jeg huske, at jeg
følte, at jeg ikke oplevede at mine erfaringer var noget særligt…fordi at jeg
oplevede at jeg flere steder sådan blev sat i bås…du har en handicappet bror,
så er du nok sådan og sådan osv sådan siger Martin som en af vores ”gamle
søskende” der var med på søskendekurset for 6 år siden. I dag er han 17 år. På
Ådalskolens søskendekursus er de virkelig gode til at møde os og vi føler os
som nogen helt særlige. At have en søskende som er handicappet betyder
selvfølgelig noget for mig her og nu og noget som vil følge mig gennem hele mit
liv. Nogle år efter jeg har deltaget på søskendekurset er jeg begyndt at leve
bedre med handicappet men selvfølgelig kan jeg stadig spørge sig selv, hvorfor
det lige blev min lillebror som fik det her autisme handicap? Men jeg er
begyndt at se på handicappet og mit liv på en anden måde. Jeg har efterhånden
accepteret det og det vil altid være en del af mig og der vil altid være ting,
som min lillebror ikke kan. I dag kan jeg godt sige til mig selv, at jeg
hellere vil bruge min energi og mit fokus på alt det, han godt kan. Dengang da
jeg var mindre tænkte jeg, at hvis jeg øvede nok med min lillebror ville han
komme til at tale, men det skete selvfølgelig aldrig. Jeg vil have det bedste
ud af det jeg har og selvfølgelig er der ting, der fortsat irriterer mig. Min
barndom blev anderledes end andres, mine forældre blev skilt, jo jeg har også
fra tid til anden ønsket, at jeg var i en anden familie men okay det havde jo
muligvis bragt noget andet til min familie og jeg men jeg ved det jo i
virkeligheden ikke. Men vigtigst er nu det, at jeg, min bror og familie i dag har
det godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar