Dette er klart ideelle muligheder når søskende mødes på
Ådalskolen i Ringsted og deltager i et søskendekursus. Børnene får muligheder
for at opleve sig selv på nye måder og udvide deres forståelse for deres bror
eller søsters særlige behov gennem de mange nuancerede og unikke historier som piplende
kommer frem på søskendekurserne. Derfor er vi meget opmærksomme på, hvordan vi
er med til at støtte søskende til at høste frugterne af de fælles oplevelser og
erfaringer. Én mulighed er at tage udgangspunkt i de bevidningsspørgsmål, som
egentlig for år tilbage blev udviklet som en del af den narrative metode.
Spørgsmålene er skabt til brug i samtaler, hvor de medvirker til at styrke en
persons foretrukne fortællinger, ved at andre er med til at skabe bevidning og
kan bekræfte det fortalte. Det er ud fra en antagelse om, at det primært er
gennem respons fra andre, at et menneskets identitet bliver skabt. Når vi
overfører denne tænkning til flere af vores aktiviteter på Ådalskolens
søskendekursus hjælper spørgsmålene os til at sætte fokus på den resonans, som
mødet med de andre søskende skaber i barnet i form af tanker, billeder og
stemning. Vi ser og oplever det som en rigtig god tilgang idet
bevidningsspørgsmål primært interesserer sig for, hvordan barnet oplever,
berøres og bevæges af det vilkår som det er at have en bror eller søster med et
handicap. Søskendebarnet bliver herved en kvalificeret medproducent af
familiens kontekst. En kontekst der både siger noget om virkeligheden, om
barnet og ikke mindst om den virkelighed der omgiver familien. Tilpasset til
søskendekursets niveau kan en række bevidningsspørgsmål formuleres på følgende
måde:
1) Hvad lagde du særligt mærke til i den historie du
netop har hørt?
2) Hvad tror du, Morten gerne ville fortælle med hans
historie?
3) Hvad kom du til at tænke på i dit eget liv, mens du
hørte historien?
Hvilke billeder så du for dig - hvilke situationer og
personer?
4) Hvad var det, der skete i historien, der fik dig til
at tænke på disse ting fra dit eget liv?
5) Hvad kan man sige, der er vigtigt i livet, både for
dig og for din søskende i historien?
6) Er der noget, du får lyst til at gøre anderledes efter
at har hørt historien?
Ud fra grundidéen om at skabe forbindelser mellem
fortællinger og søskendes eget liv skal ordvalget selvfølgelig tilpasses
børnenes alder og niveau, ligesom formidlingsformen skal varieres alt efter
vores kendskab til barnet og familiens situation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar