Mange lærere og pædagoger møder i deres hverdag børn som
har en bror eller søster med et handicap. Undervejs i et skoleforløb kommer
denne viden til overfladen enten på den ene eller anden måde. Nogle gange kan
der gå lang tid inden det bliver fortalt og andre gange er familien åben
omkring det særlige vilkår som er tilstede. I sagens natur kan man opleve en
usikkerhed overfor, hvordan man bedst støtter disse børn men der ligger et
stort potentiale, da lærere og pædagoger jo netop er de voksne, som børnene
ofte tilbringer flest vågne timer sammen med i hverdagen. Dette giver dem en
særlig indgang til børnene, der samtidig ved, at de taler med voksne, der ikke
er personligt involveret i børnenes familierelationer. En gruppe af søskende
som har en bror eller søster med særlige behov er kendetegnet ved større eller
mindre trivselsudfordringer, som kan være et symptom på de betingelser, de har
i deres opvækst, fx udadreagerende adfærd, manglende omgangskreds mv. For denne
gruppe består indsatsen overvejende af forebyggende tiltag, der kan opfattes som
en investering i børnenes fremtid. Det som søskende har brug for er meget
forskelligt og afhænger af alder, handicap og omstændigheder. Nogle af børnene har
blot brug for et forstående smil, andre et kram og andre igen at der gives lidt
længere afleveringsfrist når en opgave skal være færdig. Derfor giver det udfra
et trivsels- og undervisningsmæssigt perspektiv rigtig god mening at organisere
børnegrupper på skoler. Som vi beskriver flere steder her på vores blog er der
ofte en sammenhæng mellem børn og unges overskud til indlæring og deres hjemmesituation når de har en bror eller søster med et handicap. Hvis ikke eleven har en
oplevelse af at blive støttet og anerkendt for sine udfordringer i et
livsvilkår som et handicap giver vil der være en større sandsynlighed for, at
eleven har mindre overskud og koncentration til indlæring og social trivsel i
skolen. Oplever barnet derimod en øget indsigt og forståelse fra de voksne, som
de også møder i undervisningen, kan det virke aflastende og støttende for indlæringsprocessen. Børnegrupper og søskendekurser er begge projekter man som familier aktivt kan sige ja eller nej til. Ved et "ja" har det den fordel, at de søskendebørn som
deltager i forløbet har en motivation for at få hjælp og vejledning til deres videre tilværelse. Grundlaget for at deltage varierer
naturligt fra familie til familie. Nogle familier ønsker hjælp til deres børns
problemer, andre familier ønsker at deres børn møder andre børn som også har en
søskende med et handicap fordi undersøgelser fra ind- og udland viser, at det
har en gavnlig effekt. Søskendekurser og børnegrupper er i disse år ved at få
mere ”vind i sejlene” og det ser ud til at flere og flere familier henvender
sig. Vi håber, at det tabu der fortsat kan ligge omkring handicaps kan nedbrydes
yderligere fordi vi erfarer, at søskende i større eller mindre grad har brug for
at blive mødt i deres livsvilkår. Et søskendekursus som på Ådalskolen i
Ringsted tager udgangspunkt i en ressourcetilgang, der fokuserer på søskendes
ressourcer, deres mål, drømme og ønsker. Et søskendekursus bidrager til, at børnene får
skabt en ny fortælling om sig selv, en fortælling, som kan hjælpe dem videre
fra deres ofte fastlåste mønstre. Som skole og fagperson skal altså man turde
at hjælpe og man skal være villig til at engagere sig i at give hjælp. En
veltilrettelagt og velgennemført hjælp rettet til søskende og deres familier er
lige præcis det mange har brug for og for at hjælpen kan lykkes er det menneskelige
element vigtigt. Det kan være svært at vide, hvordan det menneskelige element i
hjælpen kan måles, når der fx efterfølgende skal evalueres, men vi mener at det
kan formuleres som det at turde, ville og gøre. Findes netop disse 3 foldhold
ikke er det vanskeligere at yde en effektiv hjælp, som kan føre til positive
resultater både på den korte og lange bane.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar