onsdag den 25. november 2020

Enhver klog sømand medbringer altid som det vigtigste hans søkort når sejlruten går på tværs over de store verdens have. Undervejs kan der være mange uforudsete hændelser, vejret kan forandre sig og kursen må lægges om, klippefremstød og undersøiske bjerge der stikker frem. Alt sammen forhold og omstændigheder som han som sømand ikke kan gøre noget for og som er uden for hans kontrol. Alligevel bliver han som den ansvarlige sømand nød til at være ansvarlig for, hvad der skal gøres og i hvilken rækkefølge. Heldigvis er han ikke alene om de mange beslutninger på broen og med sig har han en række betroede skibsassistenter, som er med til at rådgive ham. En kan sige det ene, en anden kan sige noget andet men i sidste ende er det sømanden ”himself” som bliver nød til at træffe beslutningen om, hvilke sejl der skal sættes. Sådan er det også for søskende, børn og unge som har en bror eller søster med et handicap. De er på mange måder i samme båd som sømanden. De kan heller ikke forudse de mange anderledes vilkår, som kommer når der er en i familien der har et handicap, de kan heller ikke vide, hvad der kommer til at ske og hvad andre mennesker synes eller gør men ligesom sømanden bliver de også nød til at sættes deres egne sejl. Dem er de ansvarlige for og med hjælp fra andre i omgivelserne som f.eks forældre, en klasselærer, naboen, spejderlederen eller ved at deltage på et søskendekursus er det med til at give den hjælp og støtte som mange af dem har brug for at navigere godt og sikkert igennem livets farvand. Ådalskolens søskendekursus henvender sig til børn og unge i alderen 9-16 år og vi tilbyder søskendekurser i 2 niveauer. I foråret er der tilbud om søskendekurser der matcher aldersgruppen 13-16 år og i efteråret er det for aldersgruppen 9-12 år. For begge søskendekurser gælder at de foregår i weekends og at de indeholder en søskendecamp med enten en eller to overnatninger. Kurserne matcher alle typer af handicaps fordi vi tror på, at mangfoldigheden omkring de erfarede oplevelser styrker mere end de svækker. Den kloge sømand og søskende deler alle et livsmotto. ”det er frygtelig dumt at gå igennem livet med bind for øjnene” og ikke komme derhen, hvor man ønsker sig når nu søkortet er opfundet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar