Et "men" som optræder igen og igen

Alle de søskende, vi igennem årene har mødt på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted har selvfølgelig været lige så forskellige som alle andre mennesker. Vi har ikke til hensigt med vores søskendeindsats at udråbe søskende til en særlig problemgruppe. Nærmest tværtimod. Som vi ser det, er det en gruppe, der har nogle særlige vilkår, der som regel indeholder nogle særlige udfordringer, men også giver nogle særlige indsigter. Vi har truffet søskende, der har været meget belastet at situationen i familien, men langt hovedparten af dem vi har truffet, har været børn, der har fået nogle sociale indsigter, som de ikke kun har udfoldet i familien, men også fx i daginstitutionen og i skolen. Mange får det skudsmål af deres lærere, at de er gode til at mægle i konflikter og gode til at forstå andre synspunkter end deres andre kammerater. Bagsiden af medaljen kan være, at de med deres talenter for at se, høre, hjælpe og forstå andre, i alt for høj grad kommer til at nedtone og glemme sig selv og deres egne behov. Et barn med særlige behov optager naturligvis meget tid og meget opmærksomhed i familien. Både fordi det reelt tager meget tid at gøre alt det ekstra, det er nødvendigt at gøre, men også fordi det psykisk er krævende. Sådan er det. Og sådan må det være – i hvert fald i perioder. Det kan de fleste søskende sagtens forstå. Men selv om man forstår det, gør det ondt at føle, at man står i skyggen og ikke får den ønskede opmærksomhed. Mange søskende holder derfor igen med at præsentere deres egne problemer og ønsker. ”Mor og far er belastede nok i forvejen”, er en klassisk udtalelse fra søskende. Når de så alligevel siger noget om, hvordan de har det, vil svaret typisk være: ”Det kan jeg godt forstå, men du må jo forstå at…”. En gruppe søskende på et forårets søskendekursus formulerede det meget præcist: Kære forældre – Det der ”men” og det der følger efter dette ”men” – drop det – for det ved vi godt. Det, vi søskende har brug for, er at blive taget alvorlig. Vi søskende kan sagtens forstå, at situationen er som den er, og at det givetvis ikke kan være anderledes. Men vores savn og vores ønsker skal inviteres, tages alvorligt og anerkendes. Bliver savnet og ønskerne anerkendt, kan søskende som regel godt holde ud, at realiteterne er, som de er. For både børn og voksne betyder det som regel langt mere at blive taget alvorlig end at få ret.