Det er pinligt

Omgivelserne kigger, peger og spørger, når de ser noget, de ikke plejer at se – og det kan gøre os søskende pinlige. Sådan siger Johannes som er 11 år og har en storesøster med CP (Cerebral Parese). Johannes deltog på Ådalskolens søskendekursus i foråret 2021 og der er nogle ting man bare ikke gør siger Johannes og tager hul på et emne, som mange søskende der har en bror eller søster med et handicap kender til nemlig pinligheder. Der er noget, som strider mod alle uskrevne regler og som ville få Emma Gad til at føle, at hun spildte sine takt og tone-kræfter. Eksempelvis står man ikke og glor på et menneske, der skiller sig ud fra mængden og man kommenterer det slet ikke. Det ved man, fordi man er voksen, og man har lært, hvad samfundet mener, der er god opførsel. Derfor kan man som voksen heller ikke være inde i dig selv, når dit barn træder hen over grænsen og placerer sin størrelse 24 direkte ned i alt det, man bare ikke gør. Mange søskende vi har talt med har nemlig oplevelser med det. At omgivelserne glor på ens bror eller søster bare fordi de er handicappet og kan se anderledes ud. Det er helt vildt irriterende fortæller søskende som kommer på søskendekurserne. En pige på 10 år fortæller, at hun engang hørte, hvordan et barn spurgte hvorfor hendes bror havde så mange bumser? En tredje søskende fortalte, hvordan en pige havde fulgt hendes bror med Downs syndrom igennem et indkøbscenter. I alle situationerne oplever søskende det pinlige i at omgivelserne udstiller forskelligheden mellem mennesker så markant. Det kan være svært at gøre noget ved når man står i situationen mener gruppeleder John Quist Frandsen udover at påtale, at man ikke kan lide at vedkommende kikker og at det virker anmassende. Egentlig siger det jo mere om de mennesker som ikke kan acceptere forskelligheder, bliver usikre og derfor bliver ved med at glo. Kunne de så bare spørge om noget i stedet for, siger mange søskende. Når mennesker er over 8 år har de fleste nogenlunde styr på empati altså det at kunne sætter sig ind i andres sted. Indtil da skal man, ifølge John, ikke have nogen forventninger om at børn forstår, hvorfor en "glo adfærd" ikke er god adfærd. Forståelsen for hvordan man handler, kommer først omkring skolestartsalderen og man kan derfor ikke stille krav til et vuggestue- eller børnehavebarn om, at det skal indleve sig i og forstå, hvordan det ser ud fra en andens synsvinkel og så handle i overensstemmelse med det forklarer John. Med andre ord kan man ikke forvente, at en fireårig forstår takt og tone. De glor bare men børn skal opdrages til at forstå og acceptere forskelligheder. Hvad enten det er en handicappet, en dreng med bumser eller en pige som har en autisme diagnose. Det mener John fra Ådalskolens søskendekurser i hvert fald. Når man forklarer et barn om samfundets anderledesheder, bliver det vant til dem og på den måde kommer man tættere på de sociale spilleregler og man skal selvfølgelig ikke afskærme barnet af ren høflighed, mener han. For det er i den grad med til at danne grundlag for alskens forskruede, mytiske forestillinger om, hvordan en handicappet måtte være, siger John og tilføjer, at det er en balance, for selv om barnet er nysgerrigt, skal man ikke genere. Det handler jo om kontakt med det, der er anderledes og noget viden om, hvad det går ud på. Og i forlængelse ligger så det, man kan kalde almindelig dannelse. Altså må man gerne kigge og registrere, men ikke stille sig op og pege og sige ‘du er …’, siger John. Man kan dele processen op i tre trin, hvor man gradvist fortæller et barn om verdens forskelligheder og så er processen ligesom i gang. Man skal punktere og afmystificere det fremmede, for så bliver barnet vant til det. Uden sammenligning i øvrigt er jeg sikkert blevet udset som en idiot i mange nabolag, fordi jeg har stået og klappet brandhaner, som min hund har været bange for. Det var fremmede genstande, og derfor blev de farlige. Og det er det samme med børn. Man skal vise, at forskelligheder ikke er farlige. Mange søskende vil hellere have, at børn og voksne spørger, hvis de undrer sig over, hvad det er for en stol ens bror eller søster sidder i. For hun er ikke farlig. Når barnet peger eller spørger, kan man som forældre spørge, om I skal gå hen og snakke med ham eller hende. Og gøre det, hvis situationen tillader det. Bagefter skal du tale med dit barn om det men kun i en meget simpel form. Hvorfor man f.eks. sidder i kørestol? Derefter kan man begynde at tale med barnet om, hvordan man skal agere i forhold til mennesker, der ser anderledes ud. Det er selvfølgelig en længere proces, fordi det ikke kun handler om hende, der sidder i kørestol, men også gælder alt, hvad der er anderledes. Det er den dannelsesmæssige del, hvor man også skal huske at sige, at hvis der er noget, barnet undrer sig over, er det altid velkommen til at spørge. Tavsheden eller undgåelsen er kun med til at skabe endnu flere dumme myter som igen skaber afstand og tykkere glosuppe.