At tale med søskende som gruppe om situationen derhjemme handler primært om at lytte til det børnene og de unge ønsker at fortælle. Det handler om at hjælpe dem med at fortælle, hvordan det er at være søster eller bror og lægge øre til deres tanker og følelser, om hvad der er sjovt, hvad de er glade for, hvad der er svært og om det er noget, børnene og de unge i særlig grad spekulerer på. Så enkelt kan det siges når gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen fortæller om det omdrejningspunkt Ådalskolens søskendekurser arbejder udfra. For det første og måske det vigtige - børn der spørger, har brug for et svar og i skolealderen er børns spørgsmål ofte meget konkrete og helt jordnære:
Hvad er der galt med min søster/bror?
Hvordan fik hun sådan et handicap?
Hvorfor synes jeg at mine forældre ikke så meget tid til
mig?
Har jeg gjort noget, som gjorde det?
Er det min skyld?
Kan jeg også få det handicap?
Børn og unge har brug for klare og præcise svar på det
som de spørger om. Et kort og tydeligt svar er ofte nok og det er vigtigt, at
de svar vi giver er sande og nogle svar, der efterhånden kan udvides, som
søskende bliver ældre og spørgsmålene kommer på et andet niveau. Vi er også
nødt til at finde ud af, hvad vi siger til søskende og for eksempel spørge dem:
”Hvad synes du om, det jeg sagde lige nu? Er der noget andet, du undrer dig
over eller gerne vil tale om”? Det giver nemlig mulighed for at vide, hvordan
søskende opfatter det, der er blevet fortalt og om barnet ønsker at tale
videre. Søskende fortæller ofte på en anden måde end voksne og værdsætter
indholdet på anderledes måder. Det kan også siges på denne måde, at børn
fortæller mere vandret, mens voksne ofte tænker mere lodret i overflade og
dybde. Et eksempel på, hvordan børn kan fortælle, er en dreng på 9 år, som
deltog på et af vores søskendekurser på Ådalskolen. Da vi talte om, hvad han
ikke kunne lide, sagde han: ”Jeg kan virkelig ikke lide handicap, skænderier og
ravioli”. For ham var alle disse ting lige og noget han virkelig ikke kunne
lide. Jeg tror, at vi voksne nogle gange kommer på et vildspor når vi taler
overflade og dybde samt tanker om, hvad søskende barnet måske skal sige og
fortælle. Vi bliver måske nødt til at minde os selv om at være opmærksomme på
at modtage og bekræfte nøjagtigt, hvad barnet siger og ikke tænke eller tolke,
at barnet burde have sagt noget andet eller på en anden måde. Søskendes
konkrete erfaringer og spørgsmål er lige så vigtige og lige så værdifulde som
hvad voksne tænker som dybe og vanskelige spørgsmål. Eksempler fra andre
søskende situationer viser også tydeligt, at de har brug for ord og viden om
deres søsters eller brors handicap, så de kan lære, hvad det er de skal være i
stand til at fortælle deres kammerater, hvorfor det skete og klart vide, at
handicappet ikke skyldes dem eller er nogens skyld. De har brug for hjælp til
at skabe en helhedsfortælling og skabe en nær virkelighedskontekst. I alt dette
er det naturligvis også vigtigt, at de får mulighed for at have det sjovt,
hygge sig, forholde sig til sig selv og opleve et nærvær. Afslutningsvis er her
et par gode råd til forældre, hvordan de kan tale med søskende om en brors
eller søsters handicap:
Vent ikke og se tiden, tag initiativet og prøv at finde
ud af, hvad barnet tænker og ved
Gør handicappet anskueligt og forståeligt
Giv god viden til skolen, så kammeraterne kan få en
forståelse af familiens situation
Tal flere gange om det under opvæksten
De særlige livsspørgsmål om søskende situationen
eksisterer naturligvis gennem hele livet - de forandrer sig blot med alderen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar