”Vores store søn
har jo fyldt det hele, mens han boede hjemme. Når de små søskende spurgte, om
vi ikke lige kunne gøre sådan og sådan, så svarede man nej, I er nødt til lige
at vente, fordi storebror er ved at vælte et eller andet ude i køkkenet. På et
tidspunkt var vi sammen med nogle andre forældre og talte om, hvilke
udfordringer de ikke handicappede søskende havde på grund af deres handicappede
bror. Så begyndte det ligesom at blive klart for os, at vi var nødt til at tage
en beslutning om at gøre noget, fordi det ikke ville have været holdbart, hvis
det fortsatte. Så der valgte vi så at lade storebror flytte hjemmefra, efter
han blev konfirmeret, og det synes jeg så har givet mere ro. En meget svær
beslutning, men det har altså det har givet os en dagligdag, hvor vi kan
koncentrere os om vores mindre børn. De to store børn har egentlig tacklet
vores søn med autisme utrolig flot, men vi fornemmer lidt, at hans storebror
har vi et eller andet sted glemt, forsømt. Han har et meget, meget voldsomt
temperament og kan sige de værste ting og sager somme tider. Han er glad for
sin bror, men ind imellem ønsker han også, at han ikke er der. Og selvfølgelig
har han taget meget af vores tid, selv om vi prøvede på at dele alle døgnets 24 timer".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar