Vi vælger ikke selv de kort, vi får på hånden...

Vi vælger ikke selv de kort, vi får på hånden, men vi bestemmer selv, hvordan vi vil spille dem. Et handicap vender klart op og ned på det meste i en families liv. Det er ikke kun de mange anderledesheder man skal lære at leve med men også den livslange forståelse et handicap fører med sig. Og hold op, hvor kan det være svært og desværre findes der naturligvis ikke noget quick fix til at lære at leve med et handicap. Sådan siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Og heller ikke nogen lille mirakelpille man kan give sin søskende for at få handicappet til at forsvinde. At ændre noget til det bedre er et valg for livet, det er ikke et quick fix. Vores erfaringer fra søskendekurserne siger os, at søskende har mange ting til fælles uanset hvilket handicap deres bror eller søster har. Søskende er alle enere på forskellige områder i livet og ikke mindst i forhold til deres bror eller søster, men en ting, de alle har til fælles er, at de typisk har de samme bekymringer og refleksioner. Nogle søskende mener ganske enkelt, at det ikke er retfærdigt, at deres bror eller søster har fået et handicap og det kan barnet jo i virkeligheden have ganske ret i. Men uanset om det er retfærdigt eller

ej så lader et handicap sig ikke ændre på. Så det handler i stedet om at kunne forstå, acceptere og leve med de livsvilkår, som der nu engang er i familien. En til tider ganske svær øvelse og især for et barn. Vi skal derfor sikre os, at børn og unge som har en bror eller søster med et handicap bliver set, hørt og støttet i det omfang der er behov for og vi skal sikre, at børn og unge får et ordentligt kompetent tilbud. I det danske samfund er vi dygtige til at uddanne fagfolk, der er klædt på til at håndtere forskellige problematikker som kommunikation, motorisk træning og almen læring. Vi har bare slet ikke i samme grad haft tilstrækkelig fokus på børn og unge, som har en bror eller søster med et handicap, som lever i forreste række i familien. Det er de børn og unge, som når forældrene en dag ikke mere kan, skal overtage rollen som ”caregivers”. Vi mener, at vi skylder dem en mulighed for at blive klogere på deres ganske særlige situation, så man i tide kan tilbyde den rette støtte. Derfor håber vi, at vi kan være med til at understrege vigtigheden af at se nærmere på dette vilkår. Vi håber

også, at pointer og konklusioner vil blive diskuteret, testet og afprøvet, så vi på den måde kan blive endnu klogere på begrebet, vi og mange andre har valgt at kalde for søskendeperspektivet.