Søskende i preteen alderen

Preteen alderen er en tid, hvor roller og sociale normer brydes, udvikles og antager helt nye former. Det er også den tid, hvor man som søskende begynder at tænke og forstå tingene på en mere voksen og selvstændig måde og hvor man forsøger at blive mere uafhængig af familien. For eksempel ved selv at søge information om handicappet eller ønsker kontakt til andre børn, der har en bror eller søster med et handicap. Søskende er erfaringsmæssigt også en gruppe, som kan komme til at påtage sig for stor en omsorgsrolle og for mange ansvarsområder i familier med et eller flere børn med en diagnose. Det er naturligvis hensigtsmæssigt for søskende at gøre en forskel, som styrker selvværdet og er en hjælp i en familie, men det er vigtigt at deles om opgaverne på en sund og balanceret måde. Typisk vil søskende indtage forskellige roller og ikke sjældent påtager de større søskende sig en forælder rolle over for yngre søskende, hvis det ikke signaleres klart nok fra forældrenes side, at dette hverken er meningen eller nødvendigt. Hvis ansvarsfølelsen og medfølelsen tager overhånd, kan det være svært for den unge senere at løsrive sig og prioritere egne interesser og relationer. Denne fare er størst, hvis der ikke er ressourcer nok i familien eller der er andre voksne til at tage over. Så kan teenageren hæmme sin egen udvikling. Den bedste støtte for den unge vil være at opleve, at ens bror eller søster med et handicap klarer sig fornuftigt og får den nødvendige hjælp, uden at den unge får påtaget sig for stor en ansvars- og omsorgsrolle. Det betyder ikke, at man skal undlade at stille krav til teenagere om at hjælpe til i familien, så længe man blot lægger vægt på, at de samtidig også prioriterer deres eget liv. På den anden side er teenagere også en gruppe, som ofte svinger mellem at være meget hensynstagende i forbindelse med diagnosen for i det næste øjeblik at lade deres irritation komme tydeligt til udtryk. Lær søskende at de ikke udelukkende skal identificere sig med deres bror eller søsters diagnose, men først og fremmest skal bevare fokus på sit eget liv. En diagnose har altid en indflydelse på søskendes liv uanset alder, men skal ikke være det styrende for det.

Reaktioner er meget forskellige og ikke to søskende er ens

Det er naturligvis langt fra alle søskende, der spontant vil reagere følelsesmæssigt eller begynde at stille spørgsmål endsige fortælle om, hvad de tænker, når de hører om deres brors eller søsters diagnose første gang. Det er ikke usædvanligt, at der kan gå lang tid, før man ser en reaktion. Hvis søskende slet ikke reagerer, kan man støtte det ved at spørge til, hvad det tænker eller føler, men ikke presse på for reaktionen skal nok komme. Børn og unge har deres eget tempo og viser deres følelser på mange forskellige måder. Som forældre kan man nogle gange selv blive meget berørt og ked af det, når man taler med sine børn om et barns handicap, men husk at det aldrig skader søskende at opleve, at forældre er kede af det, selvom man som forælder gerne vil bevare en vis kontrol over følelserne. Netop ved at søskende oplever, at følelser kan vises og deles, lærer man sine børn, at følelser er naturlige og nogle som kan håndteres. Søskende tager heller ikke skade af at opleve modgang som en del af livet. Tværtimod kan det være medvirkende til at modne dem og gøre dem til mere nuancerede og livsduelige mennesker. Men det er vigtigt, at de får lov til at udtrykke deres følelser og mærker omgivelsernes accept af deres reaktioner – og at de samtidig støttes i, at diagnosens udvikling og konsekvenser ikke er deres ansvar eller noget, de skal bære på deres skuldre alene. Søskende er generelt accepterende, overbærende og nemmere i stand til at klare en bror eller søsters handicap, hvis de gradvist bliver en del af snakken hvorimod kommer en forandring pludseligt eller voldsomt fx i forbindelse med en ulykke eller opstået sygdom, skaber det som oftest usikkerhed og angst hos barnet. Ved pludselig eller drastisk sygdom er det om muligt endnu vigtigere, at de voksne hjælper søskende med at forstå, hvad der sker, og samtidig beroliger det. Her må man som forælder både hjælpe søskende med at forstå diagnosen og de ting, den har medført, samtidig med at man lader det forstå, at det først og fremmest er noget, de voksne tager hånd om, men som barnet naturligvis er berørt af og har sine egne reaktioner på.