Sådan fortæller Niels Christensen som er far til Malene, som i efteråret deltog i Ådalskolens søskendekursus. Efterfølgende fik vi en rigtig god tilbagemelding fra ham og vi har fået liv til at lægge dele af indholdet her på bloggen som inspiration for andre.
Niels begynder:
For vores datter er der afgjort et ”før” og et ”efter” søskendekurset. Hun har fået redskaber til at forstå og acceptere, at hendes bror har et handicap, som indimellem påvirker familien voldsomt, og som er en fast følgesvend i hverdagen. Hun har fået sat ord på hendes frustrationer over at have handicappet tæt på livet. Hun har opnået et sprog til at kunne tale om og dermed opnå accept af, at det er okay at være vred over, at det netop er hendes lillesøster, der har autisme. Hun har fået bearbejdet den særlige erfaring og måske til dels sorg, der følger med i en alt for ung alder at opleve voldsomme raseriudbrud, natlige konflikter og forældre i en sammenbidt kamp mod den næste nedsmeltning. Og jo, vi har forsøgt at beskytte hende, som vi bedst kunne, og ja, vi har forsøgt at tale med hende og være der for hende – men børn er tapre og loyale, og meget mere, end vi anede, havde hobet sig op. Heldigvis punkterede Ådalskolens søskendekursus den ballon. Eller rettere: Søskendekurset gav vores datter redskaberne til selv at punktere den. Nu har vi et fælles sprog om autisme, der passer til en 10-årig. Vi har lavet spilleregler for, hvad hun forventer af os i dagligdagen og ved de adfærdsforstyrrelser, som hun stadig frygter og påvirkes af, men som hun nu kan forsvare sig imod og søge hjælp til at få sat på plads.
Tak Niels, for de flotte ord og tak fordi vi måtte "være med i jeres familie" i et par måneder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar