søndag den 9. juni 2019

Et søskendekursus er gensidig forståelse, accept og ligeværd


”Det er virkelig rart at blive genkendt … og opleve, at det ikke kun er mig, der har det sådan her. Det er virkelig rart, at de andre børn faktisk forstår mig. De kan med det samme sætte sig i mit sted og hjælpe mig med at se tingene på nye og andre måder”. Sådan siger pigerne i kor, da vi taler med dem om hvordan det er at deltage i Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Pigerne fremhæver alle, at et søskendekursus tilbyder en anden forståelse og et element af genkendelse, som de ikke har oplevet andre steder. Forståelsen kan være overvældende for mange af de deltagende søskende. En af pigerne siger det således: ”Heidis søster har autisme lige som min … og jeg har aldrig mødt én før, som havde den samme diagnose. Jeg har aldrig mødt en, der sagde, at ’det forstår jeg godt’ om måden, ens søskende fx reagerer. Det var lidt af en øjenåbner […] Det var meget overvældende at opleve, faktisk, at der er en, der kender følelserne.” ”Søskendekurset har været fuld af håb for mig. Et godt billede på håb. Det har betydet meget at se og opleve at andre søskende kan have de samme tanker og følelser som en selv. Det har givet mig lysten til at kunne se tingene i et nyt perspektiv. Jeg har fået øjnene op for, at der er en verden derude og at jeg også har fortjent at have det godt”. Den gensidige genkendelse og forståelse danner grundlaget for den type af relation, som hersker på et søskendekursus. De mange fælles erfaringer medfører en mere ligeværdig relation. Deltagerne på søskendekurset fremhæver, at det både kan påvirke måden, de er sammen på og det, de taler om. En af pigerne fortæller fx, at den gensidige forståelse giver mulighed for en anden type samtale med udgangspunkt i de fælles erfaringer: ”Man kan tale med de andre børn på en anden måde … Der er forskel på at tale med nogen om tingene, frem for at skulle sætte dem ind i tingene … Nu har vi jo ikke søskende med ens handicap men vi har alle erfaringer med at være i en familie med et anderledes vilkår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar