Familielivet i kølvandet på et barn med særlige behov

Nadia Kyed og John Quist Frandsen begge gruppeledere og socialpædagoger fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller her om nogle af de overvejelser der kan være i en familie, når man har et barn med et handicap. Det skal siges, at børn reagerer meget forskelligt og individuelt på det vilkår som det er at have en søskende med særlige behov. Der er endda stor forskel på hvordan drenge og piger reagerer. Over tid kan den enkelte skifte mellem perioder, hvor man kan forholde sig til nye ting, måske finde nye roller og mestringsstrategier og perioder, hvor man falder tilbage i tabets følelser og reagerer med sorg, vrede og afmagt. John sammenligner det lidt som et hus, hvor der findes et ”sorgens rum” og et ”livets rum”. Som forældre skal man rumme manges sorg – sin egen, barnets, eventuelle søskendes, hvilket naturligvis i sig selv kan være en stor opgave og belastning. Samtidig fortsætter hverdagen derudaf for fuld kraft. Når vi taler om søskende kan man sige generelt at ”hvad børn ikke ved har de ondt af”. Fortielser og hemmeligheder kan gøre børnene usynlige og skaber følelser af skyld og usikkerhed. Søskende skal have besked på et målrettet børneniveau. At være søskende til et barn med handicap kan hen ad vejen give større modenhed og selvtillid, hvis barnet samtidig vokser med opgaven. Søskende kan have brug for at bearbejde deres følelser over det at have fået en søster eller bror med et handicap. Her er det vigtigt, at de voksne anerkender barnets følelser. Nadia råder til at man opfordrer barnet til at være ærlig omkring egne følelser, også overfor forældrene. Barnet skal vide, at såvel stærke som negative følelser er normale og man skal lade barnet få luft. Man kan evt. bruge sig selv som rollemodel og fortælle, hvornår man selv har mærket ikke så pæne følelser som barn og hvad man gjorde ved det. Man ser forskellige reaktioner på at føle sig overset hos søskende. Nogle tillægger sig en tilbagetrukket, hensyntagende og uproblematisk adfærd, hvor de kan blive næsten usynlige og alt for hjælpsomme. De kan færdes meget ude og holde sig væk fra hjemmet og ellers opholde sig på værelset. De er ikke til besvær og altså ikke længere en del af familien. Andre går ind og bliver ”reserveforældre”, hvorved de modnes alt for hurtigt. De tager eller får et ansvar, som de ikke burde have i så ung en alder. Måske har de så travlt med at være hjælpsomme, at de ikke længere tager kammerater med hjem. Helt andre kan tillægge sig en udadreagerende adfærd og dermed fylde rigtig meget i familien. Måske tillægger de sig det handicappede barns adfærd da de har opdaget, at det giver umiddelbar opmærksomhed. Søskende har ligesom forældrene bekymring for, hvordan det skal gå barnet med handicap når forældrene ikke er der mere. De kan tænke på, om de selv skal overtage et forældreansvar. Nadia råder til, at forældrene skal være åben overfor disse tanker og foreslår, at emner italesættes naturligt hen ad vejen, at de lægger en plan, så alle ved, hvad forældrene ønsker for det handicappede barn.