I løbet af et søskendekursus som hos Ådalskolen i Ringsted
har vi mange snakke med søskende, som har en bror eller søster med handicap. Der
er også mange sjove aktiviteter og ikke mindst muligheder for at dele de oplevelser man som
søskende har. Vi oplever, at søskende har rigtig mange erfaringer og mange
forskellige følelser forbundet med situationerne. Vi har bl.a. oplevet, at nogle søskende har følt sig
utilstrækkelige eller været frustrerede og bekymrede for, hvordan fremtiden
skulle forme sig for sig selv og deres bror eller søster med et
handicap. Vi har også hørt at nogle, som har haft en følelse af at have mistet
kontrollen eller været stresset og urolige over situationen. Andre søskende har
følt sig misundelige eller haft en følelse af ikke at kunne forstå, hvorfor
tingene sker, som de sker. Alt i alt, så er alle disse følelser naturlige og
helt okay at have. Vi reagerer alle meget forskelligt på de ting, vi møder i
livet, og derfor er der heller ikke nogen rigtig eller forkert måde at forholde
sig til, at en, man holder af har et handicap. Når man som barn går rundt og
tumler med de her følelser, så handler det først og fremmest om at få sat ord
på følelserne, sætte fokus på sig selv og finde ud af ’hvad er det egentlig,
som berører mig’. Derefter handler det om at finde ro i det ukendte og få noget
perspektiv og refleksion over situationen. Det kan være svært. Et
søskendekursus kan hjælpe med at sætte tingene i perspektiv, få reflekteret
over situationen og få en tryghedsfølelse ved at få læsset nogle af følelserne af.
Handicappet er der naturligvis fortsat og faktum ændres ikke, men visheden ved
at kunne læsse af blandt andre giver en stor lettelse for mange. Det er
nemlig vigtigt, at man som søskende også husker på sig selv. Det er ikke kun den, som
har et handicap der bliver påvirket. Som søskende kan du blive påvirket i lige
så høj grad. Tænk derfor også på dig selv og anerkend, at du også kan have det
svært men at det hjælper at sætte ord på det ”svære” og lufte det til andre.
Det handler nemlig også om at kunne få øje på det mulige i stedet for det
umulige og på den måde få fokus væk fra begrænsningerne og irritationerne. I
sidste ende får søskende nogle redskaber til, hvordan man kan klare at tage en
dialog med hinanden om de ting de oplever i hverdagen. Samtidig handler det om
at få lagt en form for strategi for, hvordan tingene skal gøres og klares
fremadrettet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar