tirsdag den 21. marts 2023

Forårets søskendekursus


Så kom vi rigtig godt igang med Ådalskolens forårskursus, som er rettet mod søskende som har en bror eller søster med et udviklingshandicap. 12 søskende i alderen 9-12 år er samlet og de kommer fra flere steder på Sjælland.

Søskendekurset matcher alle typer af funktionsnedsættelser og er opbygget af 3 moduler. 2 moduler som finder sted om lørdagene og 1 modul som er et overnatningsmodul og som fungerer som en søskendecamp.

I lørdags hvor vi mødtes for første gang brugte vi naturligvis noget tid på at lære hinanden at kende, navne, hvor man kommer fra, hvad man godt kan lide og hvad man mindre godt kan lide. Det er vigtigt med en god begyndelse fordi den lægger fundamentet for den tryghed, tillid og åbenhed som er så vigtigt på kurset. Uden tryghed, tillid og åbenhed er det ikke muligt at brug søskendekurset til ret meget fordi man som søskende ikke får lyst til at fortælle om de oplevelser og erfaringer, som man har.

De anderledes oplevelser ved at have en bror eller søster med et udviklingshandicap er noget alle søskende har og alle søskende har oplevet, at det kan være svært for andre mennesker herunder også deres egne kammerater helt at kunne sætte sig ind i og forstå. Men, det kan de andre søskende på et søskendekursus. Det er nærmest tydeligt at se, at skuldrene sænkes og lettelsens suk høres når genkendeligheden bliver tydelig i gruppen.

Senere ser vi en film, som også er med til at åbne op for den "verden" som alle søskende så godt kender til. Bagefter snakker vi om filmen - vi taler om ligheder og forskelle og emner som ansvar, pinlighed, mobning, årsager, roller og meget mere.

Følg med her på bloggen, når vi i de kommende uger lægger flere billeder og beskrivelser op med, hvad vi laver på søskendekurset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar