fredag den 17. februar 2023

I min familie slår det også nogle gange flikflak

Tanken og ønsket om at samle børn på et søskendekursus er ikke alene at formidle nogle fælles videnstemaer til børnene. Et selvstændigt formål er også at bruge fællestrækkene i børnenes baggrund til at skabe et fællesskab og netværk børnene imellem. I tråd med formålet vurderer gruppeleder John Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, at børnene i kraft af de temaer, de har taget op i gruppen, ikke alene har fået en større forståelse for deres egen situation men også for hinanden. Og netop deres fælles baggrund har gjort, at de har følt sig trygge i gruppen og haft mod på at åbne sig: ”Jeg oplever, de har følt sig trygge her i situationen og har turdet fortælle og dele deres oplevelser og erfaringer. Måske fordi de ved, de har samme ”baggrundsvilkår". En mor udtrykker det også meget præcist, hvordan søskendes erkendelse af, at de alle er søskende til handicappede, har været det vigtigste udbytte af søskendekurset: ”Det vigtigste han har lært er, at han ikke er den eneste dreng og at det ikke kun er i vores familie, at der er et barn med et handicap samt at hverdagen nogle gange slår flikflak. Der er nemlig også andre børn, som oplever og erfarer præcis de samme udfordrende situationer i hverdagen. Nogle af forældrene fortæller også, at deres børn er begyndt at lege med nogle af de andre fra søskendekurset og at de har besøgt hinanden efterfølgende. Hvorvidt det netværk på sigt rækker ud over børnenes deltagelse på søskendekurset, er dog ikke til at vurdere umiddelbart når søskendekurset når sin afslutning, men helt klart et håb og ønske fortæller John Quist Frandsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar