lørdag den 2. juni 2018

I skolen siger jeg ikke noget for der er ingen som forstår...

„På søskendekurset snakker vi sammen om, hvordan det føles at have en bror eller søster med et handicap. For mig var det lidt som at have en sort klump et eller andet sted i kroppen. På mig sad den i halsen og i maven og den havde også pigge på. Så kan det godt være svært at sige noget, det er som om klumpen sidder i vejen“. Sådan fortæller Anders som er en 11 årig dreng der har en lillesøster med Infantil Autisme. Han deltog på Ådalskolens søskendekursus i foråret og forklarer her med hans egne ord, hvad et søskendekursus hjælper er godt for. „Når jeg skal forklare nogen om én selv på søskendekurset så kommer den sorte klump nogle gange tilbage. Men det er godt alligevel, for selv om jeg kan blive ked af det, når jeg taler om min lillesøsters handicap, så hygger og leger vi også imens. Og så er det rart at kunne snakke med de voksne, der ved rigtig meget om det. Når jeg hører, hvad de andre børn fortæller om deres søskende, så kan jeg også nogle gange tænke, „aj hvor er jeg heldig“, for min lillesøster kan da i hvert fald godt snakke lidt“. Anders fortæller også at det bedste ved et søskendekursus er, at alle kan snakke om tingene. Og når jeg kommer hjem, er det lettere at fortælle mine forældre, hvordan jeg har det. Hvis jeg ikke får snakket om det, så kan jeg godt eksplodere, fordi klumpen bliver for stor. Min klump er i hvert fald blevet mindre“ slutter Anders med at sige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar