onsdag den 23. juni 2021

Ung søskende og forholdet til omverden

Med alderen bliver det helt naturligt for søskende at blive mere og mere optaget af den verden som ligger uden for en selv. Vi kalder det for omverdenen. Særligt når et barn nærmer sig teenagealderen er det lige som om at kammeraterne og venner fylder og betyder mere end familie og søskende. For nogle kan de ugentlige fritidsaktiviteterne være det nødvendige fristed, hvor det kan være rart, at der ikke tales om udfordringer forbundet med situationen med en bror eller søster hjemme. Selvom man som forældre synes, det er vigtigt, at man også tager søster eller bror med til arrangementer m.v., så har vi ofte hørt fra børnene på søskendekurserne, at det er vigtigt at man respekterer, hvis en bror eller søster siger nej og giver udtryk for, at han eller hun gerne vil være alene om det. Vi ved jo, at generelt for unge betyder den ydre verden meget og at det også er vigtigt at være en del af denne verden. Man skal nødigt forstyrre det, så den unge vælger at trække sig. Præpuberteten eller teenageårene kan være en rigtig svær alder, uanset om man har en søskende med et handicap eller ej. Så for nogen vil det måske være sådan, at det ikke er noget man nødvendigvis har lyst til at tale om henne i skolen. Vi har endda nogle gange hørt at det i årevis har været en stor hemmelighed. Det er vigtigt, at man som forældre ikke presser på, men vurderer situationen ud fra hvordan den er. Det bedste er naturligvis at lade den unge være med til at bestemme, hvornår og hvordan det eventuelt skal ske og i hvilken grad han eller hun ønsker åbenhed. Det er selvfølgelig også vigtigt at se på, om den unge har andre venner at dele sin situation med for ellers kan man risikere, at det kan vokse til ”en stor hemmelighed”, som man bærer rundt på alene. At den unge kommer til at leve i to verdener, en derhjemme og en derude. Det vi kan høre på vores søskendekurser er, at de fleste meget frit fortæller om de mange ting de oplever derhjemme med deres søskende og som vi tænker, at de måske ikke snakker med andre om. Her er det ligesom legalt og naturligt, fordi de andre også snakker om deres handicappede søskende. Så de behøver ikke sidde og holde inde på sig selv eller være bange for, at de gør nogen kede af det eller at der er andre der griner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar