Så spørger jeg min mor om jeg må få den næste tomme mælkekarton.

Autisme er et neuropsykiatrisk handicap, som bl.a. betyder, at et barn har svært ved at forstå og tolke omverdenen. Sådan kan Mikkel fortælle da vi møder ham på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Som storebror kender han alt til autisme og hvad dette handicap betyder for ham og hans familie. Mikkel husker tydeligt da det kom frem, at hans lillebror havde en autisme spektrum forstyrrelse. 

Noget af det første Mikkel husker tydeligt tilbage på var at det altid havde svært at få kontakt til ham. Men der var også mere:

Han reagerede ikke på sit navn.

Han ønskede ikke at få øjenkontakt med os på samme måde som andre børn.

Han pegede ikke på ting for at få os til at se derhen.

Mikkel fortæller at hans forældre begyndte at lægge mærke til en masse ting som de ikke havde set før og deres bekymring steg i takt med at lillebroren blev ældre.

Efter nogle år kom der flere og andre symptomer frem:

Har udviklede ikke talesprog.

Han legede anderledes end andre børn, især med hårde ting og ofte på en ensidig måde – han kunne fx sidde længe og snurre med hjulene på et stykke legetøj.

Han reagerede anderledes på uventede lyde og lavede selv en masse underlige lyde.

Han bevægede sig på en usædvanlig måde - fx gik han på tæer og viftede med armene.

Han havde ingen specielle interesser, som f.eks fascination af en specifik leg eller aktivitet.

Han blev nemt bange og frustreret ved forandringer, som hvis rutiner blev brudt eller ting i vores hjem blev flyttet rundt.

Sådan husker Mikkel tilbage på rigtig mange mønstre, som hans lillebror begyndte på og som gjorde at han udviklede sig anderledes. Det var først da han var 5 år, at autisme diagnosen endelig kunne stilles men det havde været tydeligt for min familie og vi havde længe før havde lagt mærke til de forskellige tegn. Autisme er fortsat mere almindelig blandt drenge end blandt piger og hvorfor det er sådan er der ingen der ved. Faktisk er der stadig i 2020 mange myter omkring autisme og en af dem som Mikkel især husker er, at han i flere år troede at lægerne kunne helbrede autisme. Efter han har deltaget på Ådalskolens søskendekursus er han blevet helt klar over, at autisme er et livslangt handicap som ikke kan helbredes. Det er en medfødt forstyrrelse af udviklingen, som spiller sammen med personlighed, opvækst, relationer og omgivelser. Det er en del af min lillebrors liv på godt og ondt. Nogle mennesker med autisme vil kunne fungere godt og stort set normalt, fordi de har lært at kompensere for deres vanskeligheder. De har måske udviklet gode strategier til at mestre deres situation eller har indrettet sig i tilværelsen på en måde, hvor de trives. Andre vil have meget synlige og svære vanskeligheder livet igennem. Mikkels lillebror ligger midt imellem og han kom i en specialbørnehave og senere fandt mine forældre et godt skoletilbud til ham, hvor han i dag trives og er glad. Når Mikkel kikker tilbage på den barndom han har haft er det naturligvis med meget blandede oplevelser. Det kender alle søskende som har en bror eller søster med et handicap. Det som har været meste udfordrende for Mikkel er egentlig ikke så meget autismen men mere det, at mine forældre altid har været på ængstelige og bekymrede. Det har virkelig været svært. Mange gange kunne jeg simpelthen mærke, at den bekymring de havde smittede mig helt vildt. Det gjorde, at jeg også blev bekymret og tankerne kredsede hele tiden omkring hvorfor han gjorde sådan, sådan eller sådan. Sætninger som, hvad nu hvis… var konstant i mit hoved og det var lige som om jeg ikke kunne slukke for dem. Tankerne kom let til at kredse om alt det, der kunne gå galt. Om alle ulykkerne, problemerne og de pinlige øjeblikke med min lillebror, der ville ramme mig i nakken – lige om lidt. Da jeg deltog på søskendekurset var der mange aktiviteter som var gode og en af dem bruger jeg stadig den dag i dag. Den hedder "Mælkekartonen" og blev præsenteret af de voksne som ”giv dig selv 10 minutters bekymringstid hver dag men kun 10 minutter”.  Mikkel husker at alle søskende blev bedt om at tænke på en mælkekarton. Minimælk, letmælk, sødmælk. Det er helt lige meget. Bare en brugt og rengjort mælkekarton. Mælkekartoner har én vigtig funktion for at dæmme mælken ind og uden kartonen vil mælken flyde ud til alle sider og hvad har det så med bekymringer at gøre, sad alle vi søskende så spekulerede over? Faktisk en hel del fortalte de voksne på søskendekurset for det handler nemlig om bekymringer. Bekymringer har det med at flyde ud over hele døgnet altså medmindre du altså hegner dem ind. En god metode vi lærte, var at håndtere bekymringer ved hjælp af en fast afsat bekymringstid og kun at bekymre sig på dette tidsrum hver dag. Fx fra 15.50-16.00. Poppede der bekymringer op udenfor dette tidsrum, så skulle vi skrive dem ned på et stykke papir eller på telefonen og lade være med at bruge energi på dem. Først når klokken slog “bekymringstid”, måtte vi hive tankerne frem igen og læse hvad der havde været af bekymringer. Så kunne jeg give fuld los for bekymringerne, men kun i 10 minutter for så skulle jeg være færdig med dem for i dag. I starten virkede det lidt underligt for mig for jeg synes, at det var svært at gemme bekymringerne væk. De havde det med at rive og flå i mig. Men jo flere gange jeg øvede mig med at fange en bekymring i løbet af dagen og sagde: ”Jep, jeg har set dig vi ses igen kl. 15.50”, desto mindre kom de i virkeligheden til at fylde. Efter nogle måneder syntes jeg ikke at jeg havde denne udfordring og jeg lagde mælkekartonen i skraldespanden. I dag bruger jeg stadig metoden når jeg oplever at bekymringerne står i kø. Så spørger jeg min mor om jeg må få den næste tomme mælkekarton.