Lidt om socialisering og spejling

Når vi taler om støtte til søskende ved hjælp af et søskendekursus er der navnlig to mekanismer, som er særlig virkningsfulde i forhold til at understøtte positive effekter for børnene. Det er socialisering og spejling. Når vi på søskendekurserne er optaget af at udvide søskendes mulighed for social støtte, iværksættes nemlig socialisering af børnene i omgivelserne. Dette så, at de andre søskende på kurset kan komme til at virke som en understøttende ressource og derved undgår søskende en følelse af isolation. Socialisering opstår ikke ud af det blå men ved hjælp af lege, øvelser og snakke opstår det stille og roligt. Mekanismen spejling opstår, når søskende møder ligesindede og derigennem får større forståelse for og accept af egen situation i familien. At fortælle om sine oplevelser og erfaringer på et søskendekursus er en måde at holde fast i sig selv og sin identitet. Ifølge gruppeleder ved Ådalskolens søskendekursus i Ringsted John Quist Frandsen oplever vi livet som et sammenhængende forløb ved hjælp af fortællinger og fortællinger gør os i stand til at forbinde fortid, nutid og fremtid og de gør det muligt at dele oplevelser og erfaringer. Det er fortællinger, der skaber vores følelse af identitet. Fortællinger om det levede liv vil være påvirket af, hvor man befinder sig i livet og den situation man er i på det aktuelle tidspunkt. At skabe tid og rum til masser af fortælling om en bror eller søsters handicap vil således være et kerneområde i at støtte søskende. Fortællingen medvirker til at synliggøre søskendes opfattelse af tilværelsen før og efter en diagnose samt deres tanker og følelser omkring en bror eller søster med et handicap, deres personlige værdier og hvad der er betydningsfuldt for dem. Fortællingen kan også medvirke til at synliggøre eventuelle problemområder og afdække, om søskende har oplevet flere belastninger oven i hinanden. Vigtigheden af at skabe rammer for snakke i hverdagen og ikke mindst på søskendekurserne understreges af søskendes egne udsagn, hvor de fortæller om det betydningsfulde i, at der undervejs i deres opvækst bliver spurgt ind til dem og givet opmærksomhed på deres trivsel selvom forældrene naturligvis har travlt og hverdagen suser afsted. For søskendes vedkommende betyder en bror eller søsters diagnose, at der kommer mere stress, usikkerhed og bekymring ind i deres liv. Det kan koste flere anstrengelser for søskendes at mestre situationen og de forsøger ofte at opretholde en balance i livet ved at “gå ind og ud” af situationen. Dette både bogstaveligt og følelsesmæssigt. Søskende bruger alt efter alderen og modenhed forskellige strategier, som kan aflede dem fra at tænke på handicappet og dermed give dem et ønsket “frirum”. Søskendes reaktion på en bror eller søsters handicap kan være verbalt og adfærdsmæssigt og mange bruger deres kræfter på at forsøge at håndtere de følelser en bror eller søsters handicap giver. Især mindre børn har i høj grad brug for, at de voksne hjælper dem med at italesætte og tolke, det der sker i familien og med de anderledesheder som de oplever i hverdagen. De laver ofte fejltolkninger og har brug for at blive korrigeret heri og blive frigjort fra eventuel skyldfølelse. De større børn er meget videbegærlige og vil ofte gerne have meget information om diagnosen, handicappet og hvordan det skal håndteres. De kan reagere med regression, hvis de bliver utrygge og nogle involverer sig ofte meget i aktiviteter uden for hjemmet. Generelt beskriver søskende, at det at have en bror eller søster med et handicap kan koste spekulationer og at deres livskvalitet er anderledes, især på diagnosetidspunktet og hvis handicappet ændrer sig med alderen.