En nerve af forståelse og indsigt skal man lede længe efter

Det var en vildt hyggelig og givende eftermiddag sammen med Søskendeforeningen (SØF) da vi igår mødtes ved Nørreport station. Selvom København i den grad viste sig fra den regnvåde og blæsende side kunne det ikke stoppe det ønske for at mødes. I stedet for den planlagte gåtur omkring søerne valgte vi at tage på kaffebar i stedet for. Det skulle vise sig at blive et godt valg for den megen vind ville blive en hindring for den række af de rigtig gode snakke der kom frem bordet rundt. Dana og Daniel fra SØF arrangerer bla. gåture for søskende hver måned og denne gang var der kommet 2 nye piger til, Julie og Victoria begge piger, som også har en søskende med et handicap. Det var første gang de var kommet og de havde læst opslaget på Facebook og havde besluttet sig for at checke det ud for at se, hvad det var for noget. Daniel fortæller, at det går støt og roligt i Søskendeforeningen og det er dejligt at opleve medlemsfremgang i foreningen. "Når vi starter fra ingenting – ja altså udover lige os selv inkluderet og til dem vi er i dag – ja så er det jo egentlig meget godt gået". Som søskende til en bror eller søster med et handicap er der en masse ting til fælles og det bevidner en sådan eftermiddag i København i hvert fald om. Nogle af emnerne vi talte om igår, vil vi løbende blogge om her på siden efterhånden som de falder "på plads i mit hoved". Et af de emner vi talte om i går var, at man som søskende godt kan opleve som en slags PET-agent. For lige som at forklare, hvad et sådant job går ud på bliver vi nød til at kikke i politiets retning. For søskende kender det og de har kendt det i mange år og derfor er de blevet mægtig gode til det. De er blevet gode til at spotte ud i omgivelserne, være på forkant og tage affære nøjagtig som det kendetegner en virkelig PET-agents arbejde. Flere af deltagerne kunne nikke genkende til, hvordan de er ”på arbejde” når de er ude med deres familie, hvordan de er opmærksomme efter andre menneskers blikke, hvordan de bedst skal placere sig sammen med deres søskende, hvem skal sidde hvor, kan kørestolen komme ind, checke ud hvor toilettet er eller hvor er den nærmeste vandvane med varmt vand. Alt sammen ting som andre unge slet ikke bekymre sig om når de er ude med deres familie eller søskende og som når man snakker med dem om det slet ikke på nogen måde forstår. Men det gør de unge i Søskendeforeningen og det har en virkelig betydning for dem at blive mødt af andre, som forstår og kender til det som bliver sagt. Som ung får man en oplevelse af fællesskab og at der er nogen i det fællesskab, som kender til de mange enslignende oplevelser. Når fællesskabet vokser sig stærkt i Søskendeforeningen stiger trygheden og den enkelte søskende får lyst til at dele flere af de erfaringer man har fået som barn og ung ved at have en bror eller søster med et handicap. Erfaringer som der godt nok kan skrives tykke bøger om og det er der også blevet gjort, men vigtigst er, at erfaringerne og oplevelserne får mulighed for at blive udtrykt gennem egne ord og lyttet til af nogle ører som vil. Om en måneds tid mødes Søskendeforeningen igen og der vil en gang til blive inviteret til gåtur og kaffe. Datoen fremgår af foreningens Facebook opslag men en ting er sikkert det er ikke sidste gang jeg gerne vil med, et så hyggeligt et selskab med en nerve af forståelse og indsigt skal man lede længe efter. Tusind tak til jer alle 4 for et fantastisk selskab.