onsdag den 5. februar 2020

Den længste søskenderelation

At deltage i et søskendekursus med jævnaldrende børn, som også oplever en hverdag med en bror eller søster, med særlige behov er befriende og rart. At være søskende er et livslangt vilkår og et vilkår som rækker længere end kontakten med kommunen eller forældrenes levetid. Forholdet til vores søskende betyder meget for os mennesker, faktisk er det tit den længste relation, vi kommer til at være i. Altså er det en total langtidsinvestering at satse på søskende og netop at fokusere og styrke den relation der er mellem søskende og barnet der er udfordret på anderledes måder. Alle de forældre vi møder gennem vores arbejde på Ådalskolen i Ringsted har et stort og kærligt ønske om, at alle deres børn får et sundt og stærkt forhold til hinanden – både som børn, som unge og som voksne. De samme forældre gør sig naturligvis også både tanker og bekymringer om, hvordan de kan lykkes med at hjælpe deres børn med det. Når vi bliver forældre, bliver vi spejlet på vores egen historie med at være barn – både på godt og ondt. Vi har alle en historie med os omkring søskende, vi har alle erfaringer – enten fordi vi har søskende, eller fordi vi ikke har. Når vi så står der med to eller flere små væsener, som vi har sat i verden, bliver det pludselig tydeligt, hvad det er vi gerne vil give vores børn med i baggagen – og hvad vi for alt i verden ikke vil gentage. Eller det bliver tydeligt, at vi er i tvivl om noget, der føles meget vigtigt at få styr på. For hvordan gør man lige, når det ene barn har særlige behov eller et handicap? Hvordan sørger jeg for, at mine børn får en god relation til hinanden. At de bliver gode søskende? Hvad nu hvis de slet ikke kan lide hinanden? Hvordan kan jeg være sikker på, at de begge føler sig set og elsket lige meget? Og hvordan undgår jeg at gøre forskel? Eller er det netop det som jeg skal? Og hvorfor er det så vigtigt for søskenderelationen? Det er det, fordi jo mere ”hel” barnet føler sig, fordi du og andre vigtige voksne ser barnet og alle dets kompetencer og særlige kendetegn, jo mere ”rent” kan det indgå i relationen til sine søskende. Hvis der derimod er noget, der er uforløst i barnet, noget der ”gnaver”, noget der ikke bliver set eller som barnet føler, der ikke er plads til, jo mere vil de forstyrre relationen til barnets søskende – og også til kammerater, til dig osv. Sagt på en anden måde jo bedre alle parter er ”tanket op”, tager sig af sig selv og tager hånd om det som kan irriterer, jo mindre er der til at forstyrre relationen mellem parterne. Og jo mere plads er der til interessen, kærligheden, omsorgen og relationen. Et søskendekursus bidrager væsentligt til at styrke relationen. Et søskendekursus er en langtidsinvestering og medvirkende til at støtte op om de øvrige tilbud der gives en familie. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tilbyder derfor børn i alderen 9-16 år at deltage i et søskendekursus som varer 42 timer og fordelt over 3-4 måneder. I mindre grupper på 10-12 nogenlunde jævnaldrende børn støtter og hjælper vi børnene til at forstå sig selv og sin søskende med særlige behov bedre. Vores erfaring er, at nogle søskende kan have svært ved at forstå den situation, de er blevet sat i. Derfor er leg, aktiviteter, film, snakke og forklaringer på mange af de spørgsmål der dukker op et godt udgangspunkt samtidig med at det hele foregår i en legende og tryg kontekst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar