I løbet af et søskendekursus bliver der
fortalt, tegnet og skrevet en masse og i løbet af et søskendekursus hører vi
som gruppeledere nogle gange, at søskende fortæller, hvor få voksne omkring dem,
der reelt har haft modet til ikke kun lige at spørge, men reelt lytte til,
hvordan barnet egentlig har det. Selv om de fleste skoler og institutioner i
dag har politikker, så er det stadigvæk ikke mange voksne, der er i stand til
at fastholde viljen til eller måske skulle man hellere sige modet til, at
turde spørge direkte ind til et barns søskende med handicap. Det er stadig som
om, at nogle går omkring ”den varme grød”. Sådan lyder det for søskende som er på
søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted.
Et kursus som henvender sig til de
9-12 årige børn og varer i alt 42 timer. Det er som om, at mange voksne rammes
af tvivlen om, hvorvidt søskende virkelig kan bære at gå ind i de snakke igen,
hvis man benævner det. Men det svære bliver aldrig større af at blive italesat på den rigtige måde.
Tværtimod kan det i den grad lette at dele det, som er svært med en,
som har tid og lyst til at høre på det. En som virkelig kan lytte og måske
give et efterfølgende kram. Vi som voksne kan ikke altid regne med, at søskende kommer af sig selv for at dele sine tanker og følelser. Søskende suger til sig, de
sanser og fanger alt det sagte og alt det usagte. De læser deres forældres
adfærd og har ofte forstået sammenhængen, men måske ikke altid det hele. Nogle oplevelser og sansninger i en familie med et barn med handicap kan forblive
vanskelige indtryk hos søskende, og de kan gennem barnets fantasi vokse sig
til en større usikkerhed.
Vi ved, at mange børn ikke deler deres
tanker og følelser med de voksne omkring dem, da børn ofte vil skåne deres
forældre for yderligere bekymring. Dette kan blive grobund for en rigtig dårlig
spiral, hvor både søskende og de voksne ’beskytter’ hinanden med det udfald, at
søskende føler sig ladt tilbage med sine tanker, følelser og sin oplevelser. Derfor
er der god mening i at deltage på et søskendekursus, hvor der er
masser af tid til at fortælle, tænke og blive lyttet til. Vi er virkelig glade for
at høre pigernes fælles motto ”at det letter at dele det svære” fortæller gruppeleder John
Quist Frandsen afsluttende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar