lørdag den 7. april 2018

De modne, ansvarlige og seje søskende

Det er svært at være søskende til en søster eller bror til et barn med et handicap. Søskende kan nemt komme i skyggen i en hverdag som kører for fulde omdrejninger. Det barn med særlige behov kræver meget opmærksomhed og forældrenes bekymring og omsorg skaber et stærkt og unikt bånd til det barn. Derfor er der ikke nødvendigvis kræfter og overskud til at give søskende den fornødne opmærksomhed, som de selvfølgelig også fortjener og har brug for. Det er ikke engang sikkert, at forældrene overhovedet er opmærksomme på, at søskende kan mangle kontakt. Der kan opstå jalousi mellem søskende og nogle gange direkte udviklingsskader på søskende. De bliver påvirkede af situationen, men tilpasser sig ofte på et utal af forskellige måder. Det er almindeligt, at de i tidlig alder opnår stor selvstændighed og modenhed, men denne ’tvangsmodning’ er ikke nødvendigvis en fordel. Det er vigtigt, at børnene ind imellem er sammen med forældrene uden barnet med særlige behov, så der er mulighed for at opretholde og udvikle forholdet mellem forældrene og de raske børn. Søskende må nemlig ikke få den oplevelse og føle, at de skal være stærke og velfungerende før, at der er plads til dem i familien. De skal selvfølgelig have lov til at være hele mennesker og føle, at det er tilladt at være skrøbelig og til tider svag, og kunne give udtryk for deres tanker og følelser. De personlige behov skal i det hele taget tilgodeses, og de skal yderligere motiveres og stimuleres i at være sammen med kammeraterne. De må ikke – som nogle familier ofte gør – distancere sig fra omgivelserne. Det er vigtigt at gøre sig tanker om, hvordan man vil informere søskende om det handicap, som deres bror eller søster har fået. Hvordan man skal gøre det, afhænger selvfølgelig af den enkelte families forhold og om søskendes alder. Men det er vigtigt at alle søskende bliver informeret og ikke for sent, da det er deres eneste mulighed for at forstå det ændrede familiemønster og dermed kunne forholde sig til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar