På Ådalskolens
søskendekursus deltager vi altid 3 voksne – alle med en pædagogisk baggrund og
stor erfaringer i hvordan gruppeprocesser planlægges og afvikles. Vi vil i dag
skrive lidt om hvordan vi oplever at begrebet facilitator kommer til syne på
søskendekurserne for det er det vi oplever vi er og bør være. Så hvordan bliver
man en god facilitator? Det gør vi når vi grundlæggende
lægger strategier for kursusprocessen. Vi som de voksne skal være eksperter på
processen langt mere end på indholdet. Vi skal møde børnene der, hvor de er og
vide at der er forskellige læringsstile og
imødegå dem. Det nytter ikke at begynde midt på skorstenen. Hvis der er hul er
man nødt til at bygge der, hvor der er kontakt. Man skal sørge for, at alle kan
komme på banen og man må godt provokere for at sætte skub i en proces. At have
hjertet med er afgørende, tro på det og kunne lægge spørgsmål tilbage til børnene
og derved inddrage dem i tankeprocessen med at finde mulige svar. Ikke være
facitliste for børnene, men hjælpe dem
med at komme frem til svarene selv. Som de gode facilitatorere skal vi kunne
tale og tie på de rette tidspunkter. Vi skal have overblik og vise vores
begejstring. Vi skal have et stort hjerte, men også kunne give et kærligt puf.
Vi skal være kloge og nogen gange blot give et lille kram. Det kræver mod,
eftertænksomhed, og at vi bruger alle vores sanser. Det er vigtigt at have
store ører og kunne spille bold (ping pong), og så skal vi turde springe ud på
dybt vand. Vi skal kunne holde pauser. Vi skal have varme hænder og et godt
solidt fundament i form af nogle fødder, der står fast på jorden. Vi skal rumme forskellighed og
kunne vende det hele på hovedet i et ’flagermusperspektiv’. Og først og fremmest skal vi
kunne stille gode spørgsmål. Alt det øver vi os på og vi sørger for at de mange ingredienser kommer i spil på Ådalskolens søskendekursus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar