Når en er 9 år og når en er 12 år?

Ja - det var Martins største bekymring da han stod overfor at skulle tilmelde sig Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. For Martin tænkte at det sikkert ville være barnligt, om han gad lege med børn som var yngre end ham selv og om de kunne lære ham noget. Alle disse tanker er fuldstændige spildte fortæller Martin os efter at søskendekurset er slut. Han har deltaget i Ådalskolens efterårskursus for søskende som har en bror eller søster med et handicap. Martin har selv en storebror med infantil autisme, et livslangt handicap som i høj grad er en udfordring for omgivelserne. Martin fortæller at hverdagen er meget vigtig for hans bror, som ikke kan skelne mellem om det er torsdag, weekend eller ferier. Derfor skal dagene tilrettelægges fuldstændigt ens ellers går det galt og verden ramler for hans bror. Ifølge Martins mor har han i flere år været den lidt usynlige lillebror, som ikke sagde ret meget, som undgik mange situationer hvor hans storebror skulle med og i det hele taget ikke fortalte ret mange om en storebror som havde et så massivt handicap. Derfor var det en enorm lettelse ifølge Martins mor da hun opdagede at der her på Sjælland fandtes søskendekursus. En fluks ansøgning blev skrevet til kommunen, en bevilling var i hus og Martin blev optaget på søskendekurset. Martins mor roser søskendekurset til skyerne (mange tak for det) og hun havde ønsket at hun havde vidst det for flere år siden, men ak det anede hun ikke. I hvert fald vil hun nu bruge hendes erfaringer til at italesætte vigtigheden af at indtænke søskende i den samlede familiesituation. Trods alt er det jo dem som skal tilbringe længst tid sammen med det barn som har et handicap. Om man er 9 eller år 12 har ingen betydning slutter Martin med at sige. Det vigtigste er det venskab som opstår gennem kurset og de mange oplevelser og erfaringer som deles. Jeg føler selv at jeg på en eller anden måde er blevet mere synlig i forholdet til min storebror og jeg vil helt klart give søskendekurset skylden herfor.