At være storesøster til en bror med ADHD er noget af en mundfuld for mig. Det
må jeg ærligt indrømme. Sådan begynder Marias historie da hun første gang
kommer på søskendekurset i Ringsted. Maria er 11 år og vi har fået lov til at
skrive lidt om Marias oplevelser fordi det er et emne som meget ofte opleves og italesættes af
søskende. Når jeg tænker på min lillebror elsker jeg ham, men der går aldrig én
dag, hvor han ikke råber og skriger eller smækker med dørene eller prøver at
slå ud efter mig. Min lillebror har ADHD og har desuden en hjerneskade som han fik
da han ikke var ret gammel. Det kan måske bla. forklare, hvorfor han altid er
sur. Han er især sur, når han lige er kommet hjem fra skole, så taler han med
sådan en flabet baby-stemme, og hvis ting ikke lige foregår som efter hans
hoved, så flipper har og skriger os op i hovedet at vi er nogle pisse dumme
psykopater, eller noget i den stil. Nogle gange kan det ødelægge en hel dag.
Hvad kan jeg gøre for, at han ikke bliver sur og råber og sparker og slår hver
dag, kan jeg gøre noget, så han ikke altid er så sur? Udfordringer som disse lever Maria med hver dag og stiller store krav
til hende og hendes familie. Jeg ved fra andre på søskendekurset, der har søskende med særlige behov, at det ofte kan
være svært at være den, der hele tiden skal tage hensyn til den anden. Det kan
man godt blive træt af i længden. Men der er dog alligevel ting man kan gøre.
Det vil være super oplagt, hvis du kom til at vide så meget som overhovedet
muligt, om din lillebrors hjerneskade. Jo mere vi forstår, jo nemmere er det
som regel at "se igennem fingre" med de problemer, der opstår
undervejs, fordi vi bliver klar over, at det der sker, ikke har noget med os at
gøre.
Kunne du ikke tage en snak med dine forældre om det. Hvis de ikke
rigtig kan hjælpe dig, så må du en tur på google, det lokale bibliotek, eller
endnu bedre, måske en din klasselærer, som sikkert gerne vil hjælpe dig
med at forstå handicappet. En anden meget god ting, kan være at acceptere, at
jeres liv er lidt anderledes, end andre familiers liv. Vi vælger ikke selv
vores familie, men vi er tvunget til at være sammen med dem. Derfor tror jeg,
det er vigtigt, at vi accepterer, at der er dårlige ting til stede, og at vi
måske ikke kan ændre så meget på det. Hvis man kan det, så bliver det ofte
nemmere, at fokusere på de gode ting og glemme de mindre gode. Kunne du i en periode prøve at mærke på dig selv, hvad det er der sker
med dig, når din lillebror får et af hans flip. Du skal bare mærke efter, finde
følelsen (vrede, trished, sårethed, irritation osv). Prøv i den periode, at
koncentrere dig kun om følelsen, og gør så alt hvad du kan, for ikke at reagere
på følelsen. Når der så er gået noget tid, så ved du præcis, hvad det er for
følelser, som din lillebror sætter igang i dig. Når du ved det, så kan du måske
nemmere kontrollere følelsen. Det er jo nemlig ikke dig, som han er vred på!
Han kan bare ikke finde ud af, at gøre tingene på andre måder, end dem han gør. I det hele taget, så synes jeg også, at du skal få talt rigtig meget
med dine forældre om det du oplever. Var det en mulighed, at spørge den ene af dine
forældre, om han/hun vil tage med dig på en tur i byen eller lignende. Bare jer
to en halv dags tid. Så kommer I væk fra huset, og der er masser af tid til at
snakke. Husk at prøve at tale om det, i stedet for at blive vred og så
diskutere om det - jeg gætter på det er lettere, hvis I taler på et tidspunkt,
hvor I hygger jer. (I stedet for at gøre det i situationen, hvor alle er
anspændte i forvejen.) Har du en anden voksen i dit liv, som du kunne bruge til
at "læsse lidt af på". Det kunne være en bedsteforælder, en
onkel/tante eller lignende - bare det er en voksen, som du har tillid til.
Nogen gange, så kan vi have store problemer, men hvis vi bare kan få lov til at
fortælle om det, så føles problemerne automatisk mindre. (Og måske kunne den
voksne også fortælle din mor og far, at de skal prøve at huske, at det heller
ikke er så let for dig, når din bror flipper..?)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar