onsdag den 2. august 2017

Selvfølgelig skal vi inddrage søskende


Søskende er virkelig gode til at vise og fortælle, hvordan de oplever deres hverdag, men det kan nogle gange være svært for omgivelserne at se og lytte efter det. ”Søskende har faktisk en holdning til tingene og så har de en masse livserfaring, som vi må lytte til,” siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Han er en af 3 gruppeledere på søskendekurserne og samarbejder med 2 andre pædagoger omkring søskendekurserne. Et søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. For John er der ingen tvivl – at inddrage søskendes perspektiver giver inspiration til at udvikle søskendekurserne i en retning som vi finder givtig og hensigtsmæssig. ”Der er så meget, vi kan lære af søskende,” siger han.
Vi finder nysgerrigheden – og ydmygheden – frem
En af de vigtigste kompetencer vi som gruppeledere skal bruge for at få indblik i søskendes perspektiver på deres hverdag, er vores nærvær og nysgerrighed. Det er et klart budskabet fra Ådalskolens søskendekursus, som nu igennem 5 år har afholdt søskendekurser for børn. ”Vi kan aldrig være sikre på, at vi forstår søskendes oplevelser fuldstændigt, men vi kan undersøge, hvad børnene er optaget af – det, barnet giver udtryk for, at det ser, hører og mærker,” siger John. En anden vigtig kompetence er ydmyghed. ”Det er så vigtigt at huske, at vi som voksne har en utrolig stor magt over børnenes liv, og den kan vi forvalte meget bedre, hvis vi er nysgerrige på, hvad der er vigtigt for dem,” understreger han. De indsigter, vi som voksne får ved at deltage i søskendekurset slår det fuldstændigt fast, at det er utænkeligt for os ikke at inddrage søskendes perspektiver i kursets rammer. ”Selvfølgelig skal vi inddrage søskende – det er jo deres liv, det handler om”, siger han.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar