Lyt og spørg ind til os

”Vi har lært, at vi tror vi ved, hvad søskende vil, men det ved vi ikke altid. Vi tror vi hører hvad søskende siger, men det gør vi heller ikke altid. Sådan fortæller gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted og fortsætter. Som omgivelser er vi generelt utrolig gode til at tolke på børnene og lægge ord i munden på dem i stedet for at høre, hvad de faktisk siger. ”Når vi inviterer til søskendekursus i Ringsted er det med det klare sigte at give søskende som har en bror eller søster et frirum til at fortælle om deres perspektiv. Et rum og en tid til uforstyrret snak om hvordan det er at være bror eller søster til en søskende som har et handicap eller særligt behov. Vores tilgang er aktivitetsbaseret og matcher børnegruppen 9-12 år. Måden hvorpå vores søskendekursus er opbygget på er enormt vigtig, forklarer John Frandsen. ”Det er fx ikke noget med at stille søskende ledende spørgsmål eller spørgsmål hvor de bare skal svare ja eller nej. Spørgsmålene skal være nogle som søskende lige skal tænke lidt over. Det er kommet på rygraden af os voksne på søskendekurset”.

Lyt, og dvæl ved svaret

Vi er er opmærksomme på at lytte og gøre samtaler færdige inden man haster videre til noget andet. Det med at dvæle ved søskendes svar er noget helt centralt. I hverdagen kan man godt tænke at man har talt med et barn i ti minutter, men sandheden er ofte at man samtidig har haft sine ører et andet sted. Når vi gennem den aktivitetsbaseret tilgang skaber grobund for samtaler er det for at sætte fokus på et perspektiv som søskende er optaget af fortæller John Frandsen og giver et eksempel: ”En af pigerne var meget stille og sagde i begyndelsen på søskendekurset ikke så meget. Da vi spurgte hende hvordan vi bedre kunne hjælpe hende blev vi meget klogere. Hun svarede at det var overvældende for hende, at blive spurgte til hvordan hun selv havde det. Det havde hun aldrig prøvet før så det var en helt ny situation for hende. I 8 år og i hvert fald så længe som hun selv kunne huske havde det været hendes lillebror som havde fyldt det det hele i familien og havde fået al opmærksomheden. Han har nemlig infantil autisme og var ifølge hende selv ved at slide ”mor og far helt op”. På et søskendekursus er vi også parat til at lytte til det ubekvemme selvom det naturligvis er sværere for os voksne. Når søskende fortæller om et familieliv, hvor de i hverdagen oplever at de halser meget bagefter, så kan det være vældig udfordrende at lægge øre til, for vi ved jo godt, at det er svært og nærmest umuligt at handle på. En hverdag med en bror eller søster med særlige behov kan være rimelig krævende. De bedste måder at spørge på bruger vi på Ådalskolens søskendekursus. Vi stiller spørgsmål der starter med hv-ord – hvad, hvem, hvor, hvornår, hvordan osv. og det kan nogle gange være fristende at lave en liste med spørgsmål, men vi lader være. Vi fokuserer i stedet på det som søskende svarer og fortæller og på at få det uddybet.