torsdag den 17. august 2017

At lære hinanden at kende


Et søskendekursus skiller sig ud fra andre grupper ved det forhold, at børnene ikke kender hinanden, når søskendekurset indledes. Det giver mulighed for at se nærmere på, hvordan søskendegruppen er i stand til at skabe sociale bånd mellem hinanden, der ikke på forhånd deler en historie. Undervejs på kurset oplever vi et givtigt møde mellem fremmede børn. Søskende fremhæver fordelen ved at kunne mødes om en aktivitet, hvor alle i udgangspunktet er lige stillet. Det handler bl.a. om, at de ikke skal forberede sig på den enkelte lørdags indhold. De træder ind i rummet uden at vide, hvad aktiviteterne præcis vil byde på. Rammen og rummet omkring situationen er etableret og gentager sig fra gang til gang, men de aktiviteter som rummet fyldes med – de lege der leges, og de refleksioner der springer fra søskendes møde med aktiviteterne – varierer. Fordi mødet med dagens aktiviteter og temaer er umiddelbart og uforberedt, fordrer det hurtige og intuitive tolkninger og forståelser. En søskende fortæller, hvordan hun synes, det er ”friskt at vi skal bruge vores hjerneceller nu og her” og beskriver videre, at hun mener, at dette forhold resulterer i en større bredde og forskellighed i de andres børns måder at opfatte deres hjemme situation på, når man er bror eller søster til et barn med et handicap. Søskendegruppens deltagere artikulerer deres erfaringer og oplevelser og har stor mulighed for at sætte ord på oplevede udfordringer. Det bliver hurtigt synligt, hvordan de andre søskende, som deltager i aktiviteten, finder, fortolker og vægter elementer i dagligdagens glæder og måske irritationsmomenter. Her skabes nemlig grundlaget for en nuanceret vidensdeling om de fælles erfaringer. Søskende er med andre ord ligestillet, fordi de deler den præmis, at ingen ved start ved, hvad der kommer ud af kurset. De er alle førstegangsoplevere og de har oplevelsen sammen. De er på søskendekursus sammen og alle er lige i oplevelsen og må uforberedt og spontant respondere på den i samarbejde med rummets andre søskende. En anden søskende fortæller, at netop dette forhold bidrager til, at søskendekurset for hende er hyggeligt og rart. Umiddelbarheden udgør et godt mødested, fordi søskende er på lige fod, og dette bidrager til en oplevelse af søskendekurset som noget afslappende og rart. Men det ses også, at der her skabes plads til,

at børnene kan tale om ting fra deres egne liv. I et interview forklares det på følgende måde: ”[…] Det er jo det, vi gør.. snakker meget om vores egne sådan.. ’jamen der gjorde jeg sådan’, eller ’der oplevede jeg det’, og det synes jeg egentlig er meget dejligt, fordi så får du også en lille historie om de mennesker, du er sammen med. Og det er måske det, der gør, at jeg føler, vi er begyndt at kende hinanden bedre, fordi vi får en lille historie fra hver især.. hver gang.. når vi fortæller, ikk’. Vi tager altid, synes jeg, udgangspunkt i vores egne oplevelser og lægger det lidt ind i de aktiviteter, vi har hørt, og det gør jo så, at man kommer til at kende hinanden lidt bedre. Det er også det, der gør, at det føles hyggeligt. Det er ikke nogen stor præstation, vi skal aflevere, vi hyggesnakker os frem til tingene.” Erfaringer og oplevelser med vores søskende skaber forbindelse til de andre børns forskellige erfaringsverdener, der kommer til udtryk på kurset. Gennem søskendes associationer til eget liv og oplevelser præsenteres børnene for små ’hints’ og indgange til at forstå hinanden og lære hinanden bedre at kende. Igen med det ønske, at søskende skaber en kontekst, der inviterer til refleksion af oplevelser, som både er delt i tid og rum, altså den konkrete vidensdeling der foregår i rummet, men også aktuelle og tilbageskuende erfaringer fra andre sammenhænge med deres søskende. Søskende der tidligere var fremmede, bevæger sig tættere på hinanden gennem

refleksion af og samarbejde om forståelse af hinandens baggrunde og erfrainger som vægges til live blandt børnene og som udtales og deles. Det er i dette kompleks mellem fælles kursusoplevelser, erfarings- og erindringsdeling, at gruppen foretager en fælles bevægelse frem imod en forståelse af det vilkår det er at have en bror eller søster med et særligt behov. På søskendekurset plejer vi at sige, at børnene "vokser sammen" og opnår en forståelse af hinanden parallelt med og igennem de nye indsigter. En af de deltagende søskende, Niels på 12 år fortæller, hvordan han og de andre deltagere ofte følges ”hen ad vejen og går og sludrer sammen”, og hvordan søskendekurset resulterer i, at han kommer hjem og har det rart efterfølgende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar