De forældre, vi taler med på søskendekurserne, giver udtryk for en
grundlæggende oplevelse af, at de store emner kan være svære at tale med
søskendebarnet om. Og hermed nærmer vi os et af de vigtigste formål med Ådalskolens søskendekurser i Ringsted, nemlig at skabe en
platform, hvor søskende kan tale om det svære sammen. Hvis man spørger søskende om, hvorfor det er
svært at tale om problematikker hjemme, svarer de ofte noget af
følgende: ”Jeg kan være bange for, at min mor og far ikke tager en alvorligt”
eller ”jeg kan være bange for, at bægeret flyder over for min mor og far. Det
er også vigtigt, at de kan fungere”. Der er generelt en stor bekymring hos
søskende for at gøre ens mor og far mere kede af det og at skabe problemer i en
ofte i forvejen stresset hverdag. Omvendt kan der hos forældre være en følelse af
magtesløshed, da en del af de udfordringer, der er hjemme, ikke lige lader sig
løse. Vi hører ofte forældre sige, at de gerne vil tale med deres
søskendebørn, men at det kan være svært, da der også er et hensyn til barnet
med et handicap. Der ligger ofte en invitation til søskendebarnet om at tale om det
svære, men samtidig en tilbageholdenhed fra forældre i forhold til at dele egne
tanker og følelser, da de også gerne vil beskytte deres søskendebørn. Der er således
en gennemgående tanke om, at dét, der sker omkring barnet med handicap, er et
voksent ansvar, som ikke skal belaste i søskendebarnets liv. Søskendekursets opgave bliver
her at gøre opmærksom på, at søskendebørn som regel har en særlig færdighed i
at udvikle ”antenner”, der opfanger alle stemninger i hjemmet – gode som
dårlige. Derfor bliver det også svært at skjule noget. Hvis man udelukker
søskendebarnet fra store bekymringer og beslutninger, overlader man dem til
deres egne fantasier og forestillinger. Vores erfaring er, at disse kan være
langt mere skræmmende end virkeligheden selv. Derfor er opfordringen, at man taler om
det svære hjemme, og at forældrene er dem, som skal gå forrest. Vi omtaler
ofte forældrene som kulturbærere hjemme. Det vil sige, at de skaber rammerne
for, hvornår og hvordan man taler om svære emner. Og for at skabe disse rammer
er man nødt til at gå forrest. Det betyder ikke, at man skal overinvolvere sit
søskendebarn, men blot at man skal inddrage og informere om de ting, der sker i
familien, således at søskendebarnet ikke føler sig alene med sine observationer
og tanker. Det samme gør sig gældende i
forhold til de ambivalente følelser, der kan knytte sig til at have en bror
eller søster med et handicap. Søskende har brug for en ventil. Et søskendekursus er et eksempel på en ventil, men desværre rækker det
ikke til nok i hverdagen. Derfor er forældre også nødt til at hjælpe
søskendebarnet med at ventilere de svære følelser. Man behøver ikke være enig
eller at skulle finde en løsning, men som forældre må man give tid og rum til
at lytte og tale om det. Forældre giver med rette ofte udtryk for, at det kan
være svært at finde tid. Hverdagen er fyldt op, og det kan være vanskeligt at
skabe rummet for samtale. Flere forældre har på søskendekurserne gennem tiden
budt ind med ideer og erfaringer i forhold til problematikken. En far talte om
turene med sit søskendebarn, når de luftede hund sammen. En mor fortalte om de
aftalte 15 minutter alene om aftenen med hendes datter som en fast plan i
hverdagen. Fælles for mange af eksemplerne er dét at foretage sig noget
sammen, mens man taler. Gå en tur, når man kører bil, når der laves mad sammen,
luftes hund mm. Når et søskendekursus afsluttes, er det nu blevet en
stående opfordring, at forældrene i bilen eller toget hjem ikke starter med at
udspørge søskendebarnet om, hvad de synes om kurset, men i stedet starter med
sig selv: Hvad blev de optaget af? Hvad er de blevet mere opmærksom på? På den
måde er det forældrene og ikke søskendebarnet, der går forrest og baner vejen
for muligheden for at tale om det, der kan opleves som svært.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar