fredag den 12. maj 2017

Tit siger han nogle mærkelige lyde


Når vi spørger søskende, hvorfor de havde lyst til at deltage i et søskendekursus får vi mange svar. Vi har klippet et par af svarene sammen til et lille indlæg som vi synes siger det hele. En pige på 11 år siger direkte: ”Det er for mig en livline og en sjov kammeratskabsgruppe. At mødes med ligestillede og udveksle erfaringer. Det sjove og lærerige er jo, at det begynder omkring ens søskende, som har et handicap, men bliver til et mødested om alt muligt og vores søskendes handicap er bare en del af os som vi må lære at leve med. Og det er nok den største gave på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted; at kunne mødes og ikke skulle spekulere på, hvordan man skal forklare det der med ens søsters handicap. Det er et fælles faktum for alle os børn”. De mest fremtrædende årsager til at deltage i en netværksgruppe er, at her kan børnene møde ligestillede og hente inspiration til at håndtere enten sin søskende og på sigt sin egen situation i familien. Det har i den sammenhæng ingen betydning, hvilket køn eller hvilken alder man har – temaerne og udfordringerne er de samme. Faktisk bliver et søskendekursus kun endnu bedre, når der er en jævn fordeling blandt piger og drenge og der er mange handicaps repræsenteret. Det giver en mangfoldighed som er meget lærerig for børnene fordi de opdager de mange ligheder som er balndt dem uanset om deres søskende har Downs Syndrom eller sidder i kørestol. En af drengene på 9 år fortæller det sådan, ”nu kan jeg sige til mine klassekammmerater i skolen, at min storebror er handicappet og at han tit siger mærkelige lyde, basker med armene og hopper op i luften. Nogle gange laver han også en eller anden mærkelig bevægelse med kroppen. Og de andre børn på søskendekurset kan med det samme sætte sig ind i det – hvad det er jeg mener og det er rart. Og når jeg siger det til én, at min bror har autisme, så siger de andre: ”Åh, det har min lillebror også og jeg troede, at der var noget galt hos os”. Når der er andre, som oplever det samme som en selv, så føler man sig ikke anderledes og alene. Det er så vigtigt. Og det er formålet med Ådalskolens søskendekurser i Ringsted – at der er nogen på ens egen alder, der forstår situationen fuldt ud. Børnene er enige om, at når man er sammen med andre, som også har en bror eller søster med et handicap, så bliver man jo mere normal. Ikke fordi de går og opfatter sig selv som unormale, men børnene ved jo godt, at deres søskende har et handicap og at de på den måde har et anderledes vilkår i livet, som de skal lære at leve med. Christian afslutter med at siger, at det er fedt at mødes med de andre søskende, fordi her er vi alle normale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar