tirsdag den 14. marts 2017

Velkommen til søskendekursus


Når vi på lørdag kl. 9 tager hul på Ådalskolens søskendekursus er det med den forventning om, at vi ønsker at gøre en forskel for søskende. Alle børn har en masse kompetencer og de fleste søskende til handicappede har en yderst veludviklet indfølingsevne og sans for at aflæse andres signaler. De fleste vil også behandle andre der er anderledes på en anstændig måde, udvise respekt og stor ansvarsfølelse. Det at vokse op i disse familier giver ofte stærke søskendeforhold, specielt mellem de ”normale” søskende. Søskende til handicappede modnes hurtigere og lærer at tage et ansvar, dette kan opfattes såvel positivt som negativt. Alle de erfaringer som søskende har sættes i spil på søskendekurset og det er muligt at alle kommer til orde gennem de mange sjove og spændende aktiviteter vi har forberedt. Der er kammeratskab, leg, god mad og hygge. Måske er du en af de søskende som kommer på lørdag og måske er du lidt nervøs lige nu, det er normalt, når der skal ske noget nyt og du skal møde nye mennesker som du ikke har set før. Du skal vide at vi tager godt imod dig, at vi glæder os til at se dig og at vi tror på ordsproget ”en fremmed er en ven du endnu ikke har mødt”.
På gensyn på lørdag.
Masser af hilsner Birgit, Gitte og John

Ingen kommentarer:

Send en kommentar