tirsdag den 28. marts 2017

Det nytter at styrke søskendes robusthed


Ti ud af tolv søskende, som har deltaget i søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted, oplever, at de har fået flere handlemuligheder til for eksempel at kunne håndtere deres bror eller søster med et handicap. Og de har lært at holde fast i, hvem de er, når de finder et frirum fra handicappet. Det handler om, at den enkelte søskende finder sine egne styrker og får forståelse i børnehøjde, så man dermed bliver mere robust og får styrke til at kunne klare en hverdag med særlige udfordringer, siger gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus. Vores søskendekursus er netop kendetegnet ved, at vi i fællesskab med børnene etablerer en længerevarende netværksgruppe, hvori det handler om at udveksle erfaringer om oplevelser, tanker, følelser i en kontekst som matcher børnenes alder og forudsætninger. På den måde bliver børnene opmuntret til at støtte hinanden og lærer af hinandens erfaringer. At dele erfaringerne om at være søskende er et særdeles betydningsfuldt og relevant tilbud, som mange af disse søskende ikke finder andre steder fortæller han. Ådalskolen i Ringsted har udviklet et kursuskoncept, som veksler mellem oplæg, aktiviteter, øvelser og erfaringsudveksling. Vi arbejder målrettet med børnenes styrker samt den hårfine balance mellem søskendes selv omsorg og forståelsen for sin bror eller søster med særlige behov. Begge dele er lige vigtige. Det handler nemlig om, at den enkelte søskende finder egne styrker og ressourcer, så man dermed bliver mere robust og har styrke til at kunne tackle det vilkår det er at have en bror eller søster med særlige behov, siger John og tilføjer "og det er gået rigtig godt, for ti ud af tolv søskende oplever, at søskendekurset har givet dem flere handlemuligheder i hverdagen".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar