"Jeg glæder mig til september..."

Jeg er en dreng på 11 år og jeg er heldig fordi jeg er blevet tilmeldt Ådalskolens søskendekursus som begynder til september. Godt nok er der lang tid til jeg skal mødes med mange andre søskende, men i flere år har jeg ventet på en sådan mulighed. Så set med de briller er det kort tid.
Gennem min barndom har jeg været storebror til en søster med et svært handicap. Det gik først op for mig, at der var noget ganske anderledes ved hendes adfærd da jeg var omkring 6 år. Jeg husker det tydeligt. Min søster har for et par år siden fået diagnosen infantil autisme. Et handicap som er livslangt og som lægerne kalder for en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Min søsters udvikling (at kunne gå, tale og begå sig blandt andre) er forstyrret og følger ikke andre børns udvikling. Det betyder, at hun kan være bedre til nogen ting eller ligeså god som andre til nogle ting, mens hun på andre punkter har meget svært ved at klare sig ligeså godt som andre. Allerede da hun gik i børnehave talte mine forældre om at hun virkede anderledes. I børnehaven og videre i skolen, kunne min mor se at der var noget anderledes ved lillesøster. Hun kan finde på at prikke mig i øjnene, ikke fordi hun er vred på mig. Hun kan også bide mig når hun bliver vred. Jeg bliver tit frustreret når hun opfører sig mærkeligt eller bliver vred helt uden grund. Min søster er virkelig svær at være sammen med, hun er inde på sit værelse det meste af tiden og kommer kun ud når vi skal spise eller hun skal på toilet. Hvis jeg banker på hendes dør er det sjældent at hun er glad for at se mig og hun bliver meget nemt sur. En forkert bevægelse og hun smider én ud derfra. Når vi har det godt sammen, så går det rigtig godt. Jeg bliver irriteret på hende, når hun ikke forstår hvorfor jeg reagere som jeg gør. Og jeg føler mig snydt, snydt for den fantastiske søster jeg kunne have haft... Jeg elsker hende utrolig højt og jeg ved ikke hvad jeg ville gøre uden hende, men det er bare så svært. Jeg føler at det er uretfærdigt for mig, fordi det altid er mig der skal undvære eller undskylde. Hvis hun er sur er det mig der skal sige undskyld for ellers bliver der bare endnu mere ballade. Det er svært for mig fordi jeg føler, at hun har så mange muligheder i sit liv, hvis hun bare ville, men jeg ved jo godt at hun ikke kan. Jeg ved jo godt hun har det handicap som hedder autisme. Nu glæder jeg mig enormt meget til at møde andre søskende på kurset og høre deres historier om deres søskende.