Lillebror men bliver mere og mere storebror

En kryptisk overskrift som ved første læsning ikke er lige til at forstå, men det er sådan Martin på 11 år oplever hans liv som bror. Mange tak til Martin og familie fordi I ville dele jeres historie her på Ådalskolens søskendekursus blog. Det er en historie som opleves af rigtig mange familier, som har et barn med særlige behov eller et handicap.

For lillebror Martin på 12 år er det bare helt naturligt, at Rasmus er handicappet. Han har aldrig kendt til andet. Da Martin var mindre, spurgte han ofte, hvornår Rasmus begyndte at tale, lidt som at lære at gå og cykle. Det måtte jeg så fortælle Martin, at der jo nok gik endnu et stykke tid. Og som 7-årig talte Martin om autisme og bleer og han er i dag meget omsorgsfuld over for Rasmus. Allerede som 8-årig kunne Martin komme ind fra haven og fortælle mig, at Rasmus havde ”lavet i bleen” og nok trængte til en ny. Han elsker at få lov til at give Rasmus et glas æblejuice eller et stykke kage. Martin har aldrig givet udtryk for, at der var for meget fokus på Rasmus. Selv om Rasmus jo ofte kommer i første række, sådan er det jo bare. Over for begge mine drenge har jeg i årene valgt den positive vinkel. Der er meget, som er værre end et handicap og i dag kan vi faktisk se positivt på, at det for eksempel har været muligt for mig at arbejde hjemmefra, og at jeg har haft et fag, som har gjort det muligt. Jeg nægter generelt at have for stort fokus på handicappet og har for eksempel sidestillet det at have handicap med at have rødt hår. Martin er rødhåret og det er ikke altid sjovt. Heller ikke når han på grund af sin lyse hud skal smøres ekstra meget med solcreme om sommeren og skal bade med t-shirt. Så snakker vi om, at der er noget med alle mennesker. Nogen har et handicap, nogen har rødt hår og nogen noget helt andet.

Rasmus oplever rigtig mange begrænsninger ved at have et handicap og det vil han også gøre fremover. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Sådan må det nu engang være for ham. Det, jeg kan gøre noget ved, er måden, vi takler udfordringerne på. Jeg nægter at give op overfor et handicap eller at skjule handicappet på nogen måde. Jeg har altid forsøgt at fortælle Martin, at have en bror med et handicap ikke er noget at skamme sig over eller have alt for meget fokus på. Martin tager det ufatteligt pænt, men selvfølgelig er der også perioder hvor det er meget svært. Især, når man tænker på, hvor frustrerende det er, at lige meget hvor meget umage man end gør sig, så er der dage, hvor det handicap bare ”fylder” enormt meget. At komme hertil hvor vi er i dag kræver benhårdt arbejde i familien og et nært samarbejde med omgivelserne. I min familie har vi virkelig haft glæde af Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, som netop afholder søskendekurser for børn i alderen 9-12 år. At være en del af det netværk er meget gavnligt og et sted, hvor vi som søskende kan møde hinanden og netværke. Det er der ikke altid tid og plads i familien. »På Ådalskolen i Ringsted har vi søskendekurser for børn og vi oplever tydeligt, at børnene higer efter at tale med andre søskende om lignende oplevelser. Børnene udveksler for eksempel erfaringer med forskelle fra søskende til søskende,« siger John Quist Frandsen som er en af gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.