Sådan siger den gruppe af drenge som var deltagere på Ådalskolens søskendekursus.
Vi elsker at spille fodbold og fodbold fylder meget i vores liv. Drengene
kendte slet ikke hinanden på forhånd, de kom fra helt forskellige steder i
landet men fodbolden og det faktum at de alle har en søskende med et handicap
har bragt dem på samme bølgelængde i løbet af kort tid. En af drengene fortæller ”jeg er den eneste
i min klasse som har en søster der er handicappet” og det gør, at det
ikke er noget jeg taler så meget om. Nogle af mine kammerater ved godt, at hun
er handicappet fordi de jo har set hende, men efter søskendekurset er jeg
blevet meget mere åben omkring det. Det er ligesom om jeg har fået det nemmere
ved at acceptere, at sådan er det nu engang. Som jeg har lært på søskendekurset
så er det helt afgørende, hvordan jeg bedre kan forstå hende og ikke at jeg hellere
ønsker at hun egentlig var normal. Det bliver hun aldrig, hun er min
lillesøster og jeg elsker hende.
For børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et udviklingshandicap
fredag den 29. maj 2015
torsdag den 28. maj 2015
”Min storebror følges overalt af en ADHD skygge”
Sådan fortæller Mette, en pige på 10 år, som har en storebror med ADHD. ADHD
(Attention Deficit/Hyperactivity Disorder) hos Mettes bror giver sig udtryk i
uopmærksomhed, koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet i
en højere grad, end man skulle forvente ud fra hans udviklingsniveau. Mettes
bror har meget store vanskeligheder med skolearbejdet og med at leve op til
omgivelsernes generelle forventninger. Børn med ADHD kan heldigvis få en nemmere
hverdag og bedre vilkår senere i livet ved, at forældre, skolelærere og øvrige omgivelser
bliver trænet i at håndtere deres handicap og give dem nogle bedre rammer. Et
forsigtigt skøn viser, at omkring 4 pct. af alle børn har ADHD og at ca.
halvdelen fortsat har det som voksne. Bag de fleste børn med ADHD er der også
søskende som Mette og disse søskende spiller en vigtig rolle. Flere søskende fortæller,
at de lever en uforudsigelig tilværelse og i hverdag der ofte kan være svær for
dem at forstå. Deres søskende med ADHD kan nemmere blive hjulpet ved, at man
ændrer og justerer i deres sociale omgivelser. Hvis deres forældre og skolelærere er
opmærksomme på, hvordan de agerer over for børnene og støtter dem, kan det
hjælpe børnene til at fungere sammen med andre. Det fremmer venskaber og har
stor betydning for livskvaliteten for barnet og familien – også set på lang sigt.
Som søskende kan det være en klar fordel at deltage i et søskendekursus, hvor
de kan møde andre børn, som også har en bror eller søster med særlige behov. At
møde andre i den samme eller meget lignende situation opleves erfaringsmæssigt som en meget forløsende effekt.
Ådalskolen i Ringsted tilbyder søskendekurser for børn i alderen 9-12 år.
onsdag den 27. maj 2015
Niels du skal gå udenom vandpytten...
tirsdag den 26. maj 2015
Vi bliver stolte når vores søskende ringer
Ådalskolen har snart været i gang i 3½ år, vi har haft 3 fulde
søskendekurser og forleden dag ringede telefonen og det var en af ”vores gamle
søskende”. Ja vi skriver ”vores søskende” med et stort smil på læben for vi oplever, at det er sådan det bliver - vores søskende.
Idet Ådalskolens søskendekursus er meget intenst, med en varighed på 42 timer kommer vi alle tæt på hinanden, deler mange
oplevelser, erfaringer og kammeratskabet med hinanden gør, at det kommer til at føles tæt blandt alle.
Nå men tilbage til Martin. Han er i dag er 15 år. Han var 12 og næsten 13 år da
han var med på det første søskendekursus. Martin ville bare sige tak for den
oplevelse og de erfaringer som han fik på på kurset både fra os voksne og
særligt fra de andre børn. Martin fortæller, at der gik nogle måneder efter at
kurset var slut inden han rigtig forstod, hvad han havde fået ud af det. Da vi
spørger ham siger han i dag:
"Jeg har lært, at det er min forandring som gør forskellen"
"Jeg har lært at det er mig, som skal se tingene fra min brors øjne"
"Jeg har lært, at der er andre børn derude, som også går med de sammen tanker og oplevelse som jeg"
Martins lillebror er i dag også 3 år ældre og han har naturligvis stadig
diagnosen autisme – en livslang udviklingsforstyrrelse som stiller store krav til forståelse fra omgivelsernes side. Når man er en dreng som Martin kan det være udfordrende at
forstå, hvad en udviklingsforstyrrelse betyder, en dagligdag med mange
konflikter, misforståelser og irritation bliver nemt reglen end undtagelsen.
Sådan var det for Martin. Idag har Martin heldigvis fået en stærkere
forståelse for hans lillebrors handicap, en større accept og han har lært at
leve med, at sådan vil det blive for altid. Autisme er ikke noget hans lillebror
vokser fra, men noget omgivelserne skal lære at ”leve med” som han siger.
Vi blev rigtig glade for samtalen med Martin fordi den total understreger
vigtigheden af søskendekursernes eksistens. Nogle gange kan børnene sige ”at
det har de ikke lyst til”, men bag en ulyst ligger ofte usikkerheden eller
bekymringer for, hvad et søskendekursus egentlig indeholder. Vi håber, at
samtalen med Martin er med til at sætte streg under at det er unødvendige
bekymringer og at børnene naturligvis kommer styrket ud af et søskendekursus.
Så for at slutte med Martins ord ”et søskendekursus er en langtidsinvestering, man ser det ikke lige med det samme".
fredag den 22. maj 2015
Det er afgjort søskendekursets skyld!
torsdag den 21. maj 2015
Jeg føler mig gladere, end inden jeg startede i gruppen
I de sidste 4 år
har Ådalskolen i Ringsted planlagt og afviklet søskendekurser for børn som har
en bror eller søster med et handicap. Når et søskendekursus er slut udfylder børnene et evalueringsskema og deltager dermed i undersøgelse af søskendekursets oplevede effekt. Den
generelle tendens viser børnenes oplevelse og udbytte af at have deltaget i kurset. De fleste børn begrundede deres ønske for deltagelse med et behov
for at møde andre børn, som befinder sig i en lignende situation samt et behov
for at få sat ord på egen situation gennem gensidig forståelse og støtte. Børnene ser
derudover ud til at opnå det, de ønsker med deltagelsen. 93 % svarer, at de ’i
nogen grad’ eller ’i høj grad’ har fået opfyldt deres forventninger. De fire hyppigst
nævnte effekter som deltagerne ’i høj grad’ har oplevet er følgende:
•Jeg føler mig
gladere, end inden jeg startede i gruppen.
•Jeg er blevet
bedre til at acceptere min situation.
•Jeg er blevet
bedre til at fortælle andre, hvordan jeg har det.
•Jeg har fået
større indsigt i den situation jeg er i.
Vi er meget
tilfredse med effekten og den rammer lige plet i den retning som vi gerne vil
have at søskendekurset går. Ådalskolen afvikler endnu et søskendekursus i efteråret 2015 og der er åben for tilmelding nu.
Ressourcer har alle søskende og det giver energi
Noget af det helt særlige ved Ådalskolens søskendekursus er at vi
skaber rammerne for, at børn kan mødes med andre børn som også har en bror eller
søster med et handicap. Dernæst har vi udviklet et koncept som italesætter og
støtter de enkelte børn så de kommer ”helt frem i bussen” og oplever, at de
ikke er de eneste med dette livsvilkår. Det er noget, som langt de fleste
søskende har glæde af. Det kan være svært for nogle søskende at skulle tale om
handicappet og den forandring, det har bragt ind i familien. Hensynet og tankerne
for at komme til at såre kan fylde meget i familien. Børnene kan være bange for
at komme til at såre familierelationerne, mens de voksne vil gøre alt for
at skåne børnene og ikke gøre dem kede af det. Alle disse hensyn kan komme til at
betyde, at man ikke får talt om det svære – og det påvirker søskende, forklarer
en af gruppelederne John Quist Frandsen. På Ådalskolens søskendekursus spørger
vi de enkelte søskende, hvad handicappet betyder for dem, og hvor meget det
fylder i deres liv lige her og nu gennem en masse legende aktiviteter. På den måde kommer
alle nemt til orde, og der kommer en god snak i gang. Som udenforstående kan vi
betragte søskende fra et helikopter-perspektiv og få øje på mange af de
ressourcer, som de har – men som de måske midt i det helt glemmer, at de har,
supplerer John.
onsdag den 20. maj 2015
Kammeratskabet med de andre er det vigtigste fortæller pigerne
Ådalskolen i Ringsted tilbyder nu et søskendekursus for børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap. På Ådalskolens søskendekursus har vi et motto: ”Vi skal ha' det sjovt” For det er jo netop lige det et søskendekursus også handler om. Kurset skal være noget du husker tilbage på som noget sjovt. På søskendekurset handler det ikke om at aktiviteterne absolut skal være vilde, vovede og vanvittige. Næh... ofte er det enkle og simple, det der virker bedst. Vi tror på, at det sociale samvær og kammeratskabet med de andre børn og med de voksne, som du husker mest tilbage på. Om vi så har spillet ludo sammen eller været på skattejagt sammen, det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er ikke hvad vi laver, men at vi har det sjovt mens vi gør det. Vi tilbyder rammen så du kan møde andre søskende som også har en bror eller søster med et handicap. Du deler erfaringer, oplevelser og viden med andre i samme situation. Du lærer noget om forskellige handicaps, - både synlige og mere usynlige handicap. Du får svar på en masse at de spørgsmål som du går med i dagligdagen. Du får mulighed for at sætte ord på tanker, følelser, reaktioner og roller i forhold til at være bror eller søster.
Hvorfor skal jeg tage på søskendekursus?
Det skal du fordi det er godt for dig og naturligvis også
fordi du selv gerne vil og har lyst. Længere er det svar ikke. Du skal have
lyst til og tænke, at det kunne være sjovt til at komme af sted og få en
weekendoplevelse, der varer 3 lørdage og 1 søndag, lyst til at møde andre børn
på din egen alder og du vil på søskendekurset opleve, at alle i børn har en
ting til fælles. Nemlig at du og alle de andre børn er bror eller søster til en
søskende med et handicap – det kan være en storebror, lillebror, storsøster
eller lillesøster eller en tvilling. Måske har du kikket på de tidligere indlæg
ellers kan det være en god ide at kikke på det igen. Et søskendekursus er
ligesom en fodboldlejr eller spejderlejr, hvor du dels vil lære nye ting om
handicap, laver sjove aktiviteter, ser film, snakker og får nye kammerater. Vi
hygger os og griner og i starten er du og vi selvfølgelig generte overfor
hinanden, men vi lærer hinanden hurtigt at kende. Alle børnene på
søskendekurset har sammen det fællesskab, at I har en bror eller søster med et
handicap derfor vil vi naturligvis også fortælle historier og oplevelser til
hinanden om hvordan det er at være netop dig i din familie. Måske har du
oplevet mobning, pinligheder eller stirrende blikke og du har sikkert et godt
råd eller to til de andre børn, som er i næsten samme situation som dig. Vi er
3 voksne, Birgitte, Birgit og John, som jo ikke kender til dig på forhånd. Vi
vil gøre vores allerbedste for at lære dig godt at kende, vi vil passe godt på
dig og gøre alt hvad vi kan for at give dig en god oplevelse. En ting er
sikkert vi bider ikke.
Hvad er Ådalskolens søskendekursus?
Det er et sted: Hvor børnene møder andre børn på samme alder og hvor alle har det til fælles, at de har en søskende med et handicap.
Hvor børnene kan dele tanker, følelser og give hinanden gode råd.
Hvor børnene er sammen med voksne, der tager forskellige emner op, som berører handicappet.
Hvor børnene kan finde hjælp og støtte.
Hvorfor tilbyder vi søskendekurser? At være søskende er ofte en livslang udfordring på både godt og mindre godt. Det drejer sig om helt almindelige børn men med et ualmindeligt vilkår i livet. De vokser op og modnes under andre vilkår end deres kammerater og kan derfor sjældent spejle sig i andres liv og hverdag. De er ofte den eneste i deres klasse, der har en søskende med handicap, og de har derfor ikke mulighed for, at dele hverdagens udfordringer med dem, der naturligt genkender og anerkender de anderledes opvækstvilkår. På mange måder er deres bror eller søster med handicap omdrejningspunktet for hele familien.
Sådan ser nogle af temaerne ud? Oplevelser søskende går og tænker på og bekymrer sig om i hverdagen.
Hvordan søskende oplever det, når ens bror eller søster har det svært.
Hvad søskende kan gøre, når der opstår konflikter.
Hvem søskende har at støtte sig til
Hvordan søskende har det med at fejre fødselsdag og jul og ens søskende ikke forstår at det er en særlig dag.
Hvor børnene kan dele tanker, følelser og give hinanden gode råd.
Hvor børnene er sammen med voksne, der tager forskellige emner op, som berører handicappet.
Hvor børnene kan finde hjælp og støtte.
Hvorfor tilbyder vi søskendekurser? At være søskende er ofte en livslang udfordring på både godt og mindre godt. Det drejer sig om helt almindelige børn men med et ualmindeligt vilkår i livet. De vokser op og modnes under andre vilkår end deres kammerater og kan derfor sjældent spejle sig i andres liv og hverdag. De er ofte den eneste i deres klasse, der har en søskende med handicap, og de har derfor ikke mulighed for, at dele hverdagens udfordringer med dem, der naturligt genkender og anerkender de anderledes opvækstvilkår. På mange måder er deres bror eller søster med handicap omdrejningspunktet for hele familien.
Hvad laver vi på et søskendekursus? Hver gang vi mødes, har vi et emne, som vi taler ud fra. Vi snakker, hygger os, leger, ser filmklip og hører historier om andre børn, som har oplevet noget lignende. Vi taler om de tanker, følelser og måske bekymringer, du kan bære rundt på. Vi snakker om, hvad du kan tænke og gøre i stedet for, når et handicap opleves at fylde vildt i hverdagen.
Hvordan søskende oplever det, når ens bror eller søster har det svært.
Hvad søskende kan gøre, når der opstår konflikter.
Hvem søskende har at støtte sig til
Hvordan søskende har det med at fejre fødselsdag og jul og ens søskende ikke forstår at det er en særlig dag.
Hvem kan være med? Ådalskolens søskendekursus henvender sig til børn i alderen 9-12 år. På hjemmesiden www.aadalskolen.dk er der henvisninger med kursusfolder og tilmelding. Tilmeldingen printes ud og sammen med en ansøgning sendes materialet til sagsbehandleren, som kan godkende og bevillige en ansøgning. Gør det i god tid da der kan være lang behandlingstid. Læs mere her på Bloggen om hvordan I kan ansøge om merudgifter efter § 41.
Søskende må ikke kræve det umulige af sig selv
På Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er vi meget optaget af at
skabe en tryg og rar ramme som du kan lide at være i. Vi tror på, at det er det
afgørende fundament for et godt og brugbart søskendekursus. Vi fortæller dig
også at du ikke kan gøre eller sige noget, der uden videre gør din bror eller
søster rask og fjerner handicappet med et trylleslag. Det er der heller ingen
andre, der kan. Den bedste måde er en langstrakt proces, som må hjælpes på vej
af mange forskellige ting. Du kan som søskende give dit bidrag til at gøre din
bror eller søsters liv langt nemmere, men du kan ikke fjerne symptomerne eller
forhindre, at de opstår. Det er for meget at forlange af dig selv. Det bedste
vil vil råde dig til er, at være opmærksom og søge at vise interesse og
forståelse for hans eller hendes behov. Men forvent ikke, at du altid kan
forstå, hvad der sker med din bror eller søster. Hans/hendes måde at opleve verden på kan være meget anderledes fra den måde, du oplever på og det kan være svært - måske umuligt -
at følge med i, hvad og hvorfor ting sker. Tal med dine forældre og spørg når der er noget
du undre dig over. Der er som oftest en meget god forklaring.
mandag den 18. maj 2015
Søskendekursus i september
Uden søskende ingen søskendekursus. De er der allevegne. I hver klasser sidder der 1-2 børn med
særlige behov. Mange af disse børn har brug for en særlig forståelse fra deres omverden for at have en skoledag som er støttende og udviklende for dem. Det er det som
hedder inklusion og et emne som i høj grad præger den
skolepolitiske debat i øjeblikket. Langt de fleste af de inkluderede børn har søskende og det er netop disse børn i alderen 9-12 som Ådalskolens søskendekursus henvender sig til. Som oftest er det forældrene der tilmelder deres barn til
et søskendekursus, men hvordan oplevede børnene det egentlig? Børnene har typisk aldrig hørt
om et søskendekursus og ved sjældent hvad det er. Dertil skal forældre svare, at
et søskendekursus er et sted, hvor man er sammen med andre børn som også har en
bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Ikke alle børn har lyst til at starte på et
søskendekursus, da de først hørte om det. En er blevet ”lokket” og en anden er blevet ”overtalt” til at
komme. Børn er forskellige og deres modenhed er forskellig, hvilket er meget afgørende for den måde de møder søskendekurset på. Forklar børnene konkret hvad et søskendekursus er, kik på bloggen, kik på billederne, læs
historierne og spørg os gerne, hvis der er uklarheder. Afklar at det ikke er noget farligt, ikke noget med at sidde og
græde på en stol i en rundkreds, men bare almindelig samvær med andre søskende. Som en af de 10 årige drenge siger ”det er godt at komme på søskendekursus ellers går jeg bare og holder
det inden i mig selv”.
”Og la` vær med at tage Christian med…”
Ådalskolens forårskursus er slut for denne gang, de fantastiske
søskende er spredt for vinden og vi kan kun opfordre jer alle sammen til at sende en mail eller en SMS en gang imellem for at holde
kontakten. Husk på at lidt også er godt nok. På den måde er I
alle sammen med til at give søskendenetværket energi og hvem ved måske en
skønne dag får I brug for hinanden. Efter et søskendekursus har vi alle lært en masse og det gælder også os
voksne. I søskende bidrager mere end I aner til vores læring og særligt når vi
modtager jeres mails og spørgsmål. Tak for det. I den forgangne uge har vi hørt
fra en familie som fortæller på afgørende vis, hvordan søskendekurset har
støttet i deres familie. Inden deres dreng havde været med på søskendekurset
var hans typiske sætning ”Og la` vær med at tage Christian med…” og ”og la` vær
med at tage Christian med…”. Sådan har det været i flere år. Det gør
selvfølgelig ondt på et forældre par, når deres barn ikke kan acceptere at hans
lillebror har et handicap. Familien fortæller, at efter søskendekurset
har deres dreng ændret holdning markant. Nu må hans lillebror gerne komme med
og det virker til at drengen har fået en øjenåbner som er de ord familien bruger.
Det er vi naturligvis meget glade for at høre for det er netop lige en af pointerne ved
Ådalskolens søskendekursus. At kunne acceptere og leve med anderledeshed som varer hele livet er et issue som tilhører søskende og når de så oplever og høre om at andre børn også er i det samme - ja så føles det ganske enkelt meget nemmere.
fredag den 15. maj 2015
Så er fotobogen på vej
Ja tiden flyver afsted og i dag har vi postet din fotobog så du må
forvente at den kommer i løbet af den næste uges tid. Vi håber du bliver glad
for den og kan bruge den til at mindes et rigtig godt søskendekursus. Birgitte, Birgit
og jeg har hygget os med at finde de bedste billeder og vi har udvalgt dem som
vi synes var de bedste. Husk at holde kontakten ved lige ved at sende en SMS eller en e-mail en gang imellem. Følg med her på bloggen hvor vi lægger flere billeder ud.
Du er meget velkommen til at skrive et indlæg. Bare send os en email så skal vi
nok lægge det ind.
Adressen er soskendekursus@gmail.com
Adressen er soskendekursus@gmail.com
onsdag den 13. maj 2015
Det handler om at kunne se tingene fra flere vinkler
Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tilbyder et 42 timers kursusforløb for børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et handicap. Et af formålene med søskendekurset et at støtte børnene til ikke at opleve deres brors eller søsters handicap som et problem, men nærmere som et vilkår - noget søskende og familien skal lære at leve med. Vi lærer børnene, at et handicap betyder at deres søskende på flere punkter er forskellige fra jævnaldrende. Søskendekurset handler ikke om specifikke funktionsnedsættelser. Et handicap i familien fører andre ting med sig i kraft af de oplevelser og erfaringer søskende gør sig i en meget ung alder. En dreng på 12 år siger ”altså jeg føler jo jeg har en del mere at kæmpe med, når min søster har Downs Syndrom og ikke kan tale. Og nogle gange føler jeg mig sådan lidt mere moden i forhold til mange andre på min egen alder fordi jeg er blevet hærdet af de anderledes oplevelser med min søster”. Derfor er det fedt at tale med de andre søskende som kender til mange af de samme ting.
Søskende tager kampen op mod pinligheden
Vi hjælper søskende til at få styr på pinligheden. Nogle børn synes at deres søskende med handicap opfører sig pinligt. Særligt omkring 10 års alderen og i begyndelsen af præpuberteten er denne oplevelse af familie situationen meget almindelig. Derfor har børnene ofte ikke lyst til at deltage med deres søskende til klassefester og andre arrangementer. Det kan naturligvis være svært at acceptere som forældre og vanskeligt at stå i. Ofte kommer det sådan drypvist, at søskende oplever deres bror eller søster med et handicap pinlig. Problemet kom med alderen. En far fortæller det således: ”Vi prøvede at tage Julie med til klassefester i Thomas klasse. Og i de mindste klasser accepterede Thomas det. Men da han kom op i de større klasser, ville han ikke selv med, hvis Julia også skulle med. At have en søster der var så mærkelig, det ville han ikke vise frem. Det er en svær situation, som gør rigtig ondt. Og det smerter i hjertet, at man har nogle børn, som man elsker over alt på jorden, og så opleve at lillebror ikke vil kendes ved hans søster, fordi hun savler, siger lyde eller opfører sig anderledes. Man kan godt forstå det med sit hoved, at det kan virke for pinligt, men acceptere det med hjertet, det kan man ikke”. Man bliver nødt til at føje og gå med til klassefesten. Hvad skal man ellers gøre? Ja der er jo nok ikke tale om kun en løsning, men det vi fra Ådalskolens søskendekursus oplever er at åbenheden er meget vigtigt. Når noget er pinligt er det tit fordi der er anderledes. Allerede fra en tidlig alder er det vigtigt at være åben overfor barnet og fortælle, at deres bror eller søster har et handicap og vil være anderledes resten af livet. Senere skal søskende acceptere at sådan er livet, det kan være svært og tage tid og accept af en situation er noget som kommer gradvis for de fleste. Forældre kan tidligt i skoleforløbet fortælle klassen om handicappet og være med til at skabe den dialog som der virkelig er brug for. Når noget bliver tys tys bliver det også mere spændende og jo mere klarhed andre kan få om handicappet jo mindre mulighed er der også for at der kan opstå myter. På et søskendekursus er der god mulighed for at søskende kan fortælle om det de synes er pinligt. Det er med til at skabe den accept af situationen som er så meget brug for. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tager emnet op og hjælper søskende i at "vinde over pinligheden".
Takket være Ådalskolens søskendekursus
At få vores dreng hjem fra en god weekend er altid dejligt, men at få
en dreng hjem fra et søskendekursus som oven i købet er så glad og træt er en endnu dejligere
fornemmelse som far og mor. Vores søn har netop deltaget i søskendekurset som blev afholdt af
Ådalskolen i Ringsted og i morgen torsdag sætter vi ham så på toget til Odense. Han skal
besøge en af hans kammerater fra søskendekurset i Kristi Himmelfartsferien. Et
kammeratskab som er opstået over de sidste 3 måneder. Selvom de 2 drenges søskende er meget
forskellige har de flere fælles interesser. Særligt fodbolden er deres store
passion, og igennem fodbolden og de spændende aktiviteter på søskendekurset har de støttet hinanden til at få en større
forståelse for deres søskende. Der er blevet snakket, oplevelserne og erfaringer er blevet vendt og
drejet. Jeg kan i hvert fald sige, at for vores familie har det været
en fantastisk mulighed. Vores dreng har i flere år holdt det lidt hen med at tale
om hans bror som er handicappet, men i dette forår har han fået modet til at
være mere åben. Han har heller ikke haft lyst til at tage med hen på hans
brors specialskole og deltage i deres arrangementer. Også det tror jeg er anderledes nu.
Min kone og jeg er meget glade for at der findes sådanne kurser for børn har
har søskende med handicap og vil bare opfordre alle til at benytte dette
tilbud. Endnu engang tak for jeres indsats – den er meget meget gavnligt.
tirsdag den 12. maj 2015
Livet er ikke svært - men omgivelserne er...
At blive mødt, at blive set og blive forstået er vigtigt for alle mennesker. Men det er fuldstændigt afgørende for éns trivsel, hvis man i sit liv har et ekstra vilkår fordi man er søskende til et barn med et handicap. Vi har netop afsluttet et meget succesfuldt søskendekursus og en af pigerne på 11 år fortæller os undervejs følgende, ”livet er ikke svært - men omgivelserne er”. Hendes ord illustrerer meget tydeligt, at det er i mødet med omgivelsernes holdninger og syn, at hun mærker den anderledes rolle som søster til en handicappet allermest. Ofte er første skridt til at blive set og forstået, at man selv kan få lejlighed til at sætte ord på sine tanker og følelser. Det kræver, at man bruger tid og energi på at lære at forstå det handicap som ens bror eller søster har og særligt udforske, hvilken betydning det har i netop sin egen familie. Det kan også kræve, at man har mulighed for at mødes med andre, udveksle erfaringer med andre, som er i en lignende situation og kender til nogle af de samme udfordringer i hverdagen. Netop derfor er Ådalskolens søskendekursus "sat i verden" for børn i alderen 9-12 år. Ådalskolen er en specialskole i Ringsted og vi har igennem flere år arbejdet for, at søskende som har en bror eller søster med særlige behov tidligt skal have en øget forståelse for egen situation, skal have mere viden om handicap og mere indsigt i hvordan de kan nemmere kan håndtere de udfordringer, et særligt behov tilfører en familie.
Der er flere pladser på søskendekurset som begynder i foråret 2016.
Der er flere pladser på søskendekurset som begynder i foråret 2016.
søndag den 10. maj 2015
Tak for denne gang
Ådalskolens søskendekursus er slut for denne gang. Vi vil gerne sige
dig tusind tak fordi du var med og særlig fordi du var med til at bidrage med et så
fantastisk kursus. Den måde du har været på har hjulpet mange af de andre
søskende, givet os voksne ny inspiration, energi og ved fælles hjælp er I alle sammen
kommet et skridt videre i Livets flod.
Vores søskendekursus læner sig op af det ordsprog som lyder:
Vores søskendekursus læner sig op af det ordsprog som lyder:
“Don't cry because it's
over, but smile because it happened”. Hvis vi oversætter det til dansk betyder det
“græd ikke over at det som er slut men smil fordi det fik lov at ske”.
Nogle mennesker lever det meste af deres liv i fortiden og beklager sig
over alle de tabte øjeblikke. Andre lever i fremtiden og med en evig bekymring
om, hvad det næste øjeblik vil bringe. Alligevel vil det at leve i nuet, nyde de nuværende øjeblikke sammen med din familie og dine søskende være en rigtig god grøn
tanke, som vi håber du også tager med dig fra søskendekurset udover kammeratskab, fodbold, fjolleri og alt det andet sjove. Børnenes evaluering af søskendekurset
Jeg vidste ikke rigtig, hvad et søskendekursus gik ud på, da min mor en eftermiddag tilbage i februar kom og sagde, at hun havde meldt mig til. Et søskendekursus er for børn, som har en bror eller søster med et handicap og en mulighed for at lære mere om handicap og tale med andre jævnaldrende børn. Jeg havde i begyndelsen forstillet mig, at de voksne sagde, du kan gøre det og det. Men sådan er det ikke foregået. De voksne ledere på søskendekurset har sådan spurgt mere ind til os børn, om hvad vi kunne bruge fra de andre søskende. Det syntes jeg, at jeg har fået meget ud af. Egentlig ved jeg jo godt noget af dét, vi sidder og snakker om på søskendekurset, men der er også rigtig meget som jeg ikke snakker om, f.eks. når der er et eller andet der går mig på. De voksne er gode til at spørge ind til det så jeg kan få sat nogle ord på. Det giver en ro i kroppen. Jeg syntes Ådalskolens søskendekursus virker rigtig godt. Man får ikke kun sit eget blik, man får også andres, og hver gang er der en, der har noget at fortælle. F.eks. havde vi en der hedder Anne, hun havde på et tidspunkt et virkelig dårligt forhold til sin lillesøster. Så er de voksne gode til at fange det og spørge hvad vi andre tænker om det? Har I nogle gode råd til hvad Anne kan tænke? ”Det fik vi så snakket om. Jeg husker, at Anne synes det var meget rart, at få andres indblik på det. Det var ikke svært at bidrage med noget, fordi man kender alle de andre børn efter nogen tid. Der har været en åben stemning og en positiv energi. Jeg åbnede mig mere i forhold til, hvad jeg gjorde til dagligt. Jeg kan snakke mere personligt nu, uden sådan rigtig at tænke over det, ikke kun i min familie, men også mere generelt i klassen. Det har været rigtig rart at være på søskendekursus. Man er gået derfra hver evig eneste gang og tænkt, det var sgu da meget rart det her. Nu er jeg sådan 50 procent gladere i dag.
En rød dug og en rød løber
Ja Ådalskolens søskendekursus har det hele og så har vi også bare de
mest fantastiske søskende. Tusind tak fordi I alle var med til at skabe endnu et
godt søskendekursus. Tak for de mange gode bidrag undervejs og husk at det både hjælper
jer selv ved at fortælle om jeres erfaringer, men også at de andre børn kan spejle sig i dine
oplevelser. Vi håber I kom godt hjem alle sammen og sov nu en god nat søvn og
kom frisk og glad i skole i morgen.Vi savner jer alle sammen
De bedste knus
Birgitte, Birgit og John
torsdag den 7. maj 2015
Søskendecamp på lørdag
Kære alle søskende
Så er det på lørdag at søskendecampen begynder og som vi har skrevet i deltagerbrevet begynder vi kl. 09.00. Efter en kort velkomst på skolen kører vi ud til den hytte hvor vi skal bo. Den ligger midt i skoven og vi har bestilt det gode vejr så det krydser vi fingre for. Naturligvis glæder vi os også rigtig meget til at se jer alle sammen igen. Vi håber, I har haft det godt siden vi var sammen sidst, fået lært en masse nyt og spændende i skolen og nydt at dagene er blevet lysere og sommeren er på vej. Vi ved også, at nogle af jer har været heldige og har været på ferie og andre har haft fødselsdag. En masse er sket og vi glæder os til at høre om det hele. Så bare fortæl. Vi har forberedt et godt og spændende program som både er seriøst og sjovt på samme tid. Der bliver tid til det hele. Søskendecampen er det helt særlige højdepunkt på Ådalskolens søskendekursus og den tid, hvor hele "søskendekurset flettes sammen". Vi skal altså høre om jeres søskende, dele og bytte endnu flere erfaringer, lytte til andres gode råd, arbejde med vores egne styrker og hvordan det er muligt at bruge styrkerne også når det bliver vanskeligt. I husker sikkert det vi talte om sidst med tanker. De tanker som vi alle sammen har i hovedet. Vi siger de enten kan være røde eller grønne. De røde tanker er dem som gør os triste og modløse og de grønne tanker der dem som gør os glade og optimistiske. Som John også fortalte sidst så "bliver du hvad du tænker". Det snakker vi lidt mere om på søskendecampen. Der bliver som sagt masser af god tid og endnu engang så kan vi næsten ikke vente indtil det bliver lørdag. Husk at checke op på pakkelisten, lytte til vejrudsigten og få jeres scrapbog med. Indtil vi ses på lørdag må I alle have det super fantastisk.
De bedste hilsner
Birgitte, Birgit og John
Så er det på lørdag at søskendecampen begynder og som vi har skrevet i deltagerbrevet begynder vi kl. 09.00. Efter en kort velkomst på skolen kører vi ud til den hytte hvor vi skal bo. Den ligger midt i skoven og vi har bestilt det gode vejr så det krydser vi fingre for. Naturligvis glæder vi os også rigtig meget til at se jer alle sammen igen. Vi håber, I har haft det godt siden vi var sammen sidst, fået lært en masse nyt og spændende i skolen og nydt at dagene er blevet lysere og sommeren er på vej. Vi ved også, at nogle af jer har været heldige og har været på ferie og andre har haft fødselsdag. En masse er sket og vi glæder os til at høre om det hele. Så bare fortæl. Vi har forberedt et godt og spændende program som både er seriøst og sjovt på samme tid. Der bliver tid til det hele. Søskendecampen er det helt særlige højdepunkt på Ådalskolens søskendekursus og den tid, hvor hele "søskendekurset flettes sammen". Vi skal altså høre om jeres søskende, dele og bytte endnu flere erfaringer, lytte til andres gode råd, arbejde med vores egne styrker og hvordan det er muligt at bruge styrkerne også når det bliver vanskeligt. I husker sikkert det vi talte om sidst med tanker. De tanker som vi alle sammen har i hovedet. Vi siger de enten kan være røde eller grønne. De røde tanker er dem som gør os triste og modløse og de grønne tanker der dem som gør os glade og optimistiske. Som John også fortalte sidst så "bliver du hvad du tænker". Det snakker vi lidt mere om på søskendecampen. Der bliver som sagt masser af god tid og endnu engang så kan vi næsten ikke vente indtil det bliver lørdag. Husk at checke op på pakkelisten, lytte til vejrudsigten og få jeres scrapbog med. Indtil vi ses på lørdag må I alle have det super fantastisk.
De bedste hilsner
Birgitte, Birgit og John
onsdag den 6. maj 2015
Søskendekurset giver 4 gode pointer
Børn som pårørende befinder sig i en særlig situation, da de er i et
særligt afhængighedsforhold til sin søskende med handicap. Der er derfor
brug for særlig opmærksomhed og støtte for at forebygge, at situationen
medfører vanskeligheder for søskende. Ådalskolen i Ringsted tilbyder
søskendekurser for børn i alderen 9-12 år og en af gruppelederne John Quist
Frandsen giver her 4 gode pointer til hvordan man som forældre kan håndtere
det.
- 1. Vær tydelig og troværdig
Brug enkle formuleringer og ord i børnehøjde og lad være at give for
mange indviklede forklaringer. Svar på det børnene spørger om og kun det.
Fortæl også barnet, hvad du ser og tænker, så I får hul på snakken. Sig fx ”Jeg ved godt, du kan have det svært når Martin
er hjemme” eller ”Jeg kan se, at du er bekymret for din brors udvikling, er det
rigtigt?”
- 2. Styrk barnet
Styrk barnets selvværd ved at vise tillid og anerkendelse. Fortæl hvor
stærk hun er (giv præcise og virkelige eksempler), at hun klarer sig godt
selvom hun har en søster med et handicap. Fjern noget af det fokus som er på
handicappet også selvom det ”fylder” rigtig meget. Forklar hende, at hun ikke
er alene, og at der er andre børn i samme situation som alle dem på
søskendekurset. Giv tips til at tackle de svære situationer, som fx: ”Lad os
tænke sammen om, hvad du kan gøre, når du kommer hjem, og din bror er overtræt eller
er i dårligt humør. Kunne du gå over til naboen eller har du mere lyst til at
se fjernsyn?” Denne snak kan være med til at skabe åbenhed om hvad det er
søskende oplever som udfordrende i hverdagen og konflikterne mere
overkommelige.
- 3. Forklar om handicappet eller diagnosen
Fortæl barnet, at hun på ingen måde er ansvarlig for hans søskendes
handicap eller problemer. Sig sandheden lige ud: ”Det er ikke din skyld – det kan
aldrig blive din skyld – du har ikke gjort noget forkert”. Det skal gentages
mange gange, før barnet begynder at tro dig. Fortæl barnet, at far og mor nok
skal tage hånd om den søskende som har et handicap og at selvom at der en gang
imellem er svært så er der også mange gode dage. Synliggør de gode dage.
Forklar, at hun ikke kan løse problemet og at det heller ikke er hendes ansvar.
- 4. Giv stabilitet og frirum
Samværet og samtalen med dig er et frirum – en tiltrængt pause, hvor barnet kan lukke frustrationer, være ærlig, irritation og vrede
ud, hvis hun har behov for det. Forsøg at skabe en tryg atmosfære med få
forventninger, hvor hun har lov at være det barn, hun er. Snak også gerne om,
hvordan hun selv kan skabe sig nogle rammer, der gør hende mere tryg derhjemme
og spørge ind til hvad hun selv godt kunne tænke sig det skulle være.
tirsdag den 5. maj 2015
Vi er her også…positive erfaringer fra søskende
Søskende udtrykker naturligvis også, at der er mange positive fordele
ved at have en bror eller søster med et handicap. Det kan være en højere grad
af tålmodighed, tolerance, medfølelse/empati og naturligvis en sand
multikunster i konfliktløsning. Alt sammen rigtig gode sociale
kompetencer som er styrkende for børnene. Kompetencerne og styrkerne giver børnene
selvtillid, når de står overfor at skulle håndtere andre udfordrende situationer senere i livet. Trods minimal forskning på området er der alligevel belæg for at sige,
at børn oplever deres forhold til deres søskende med et handicap som positivt
når:
- Når de har en forståelse for deres søskendes handicap
- Når de får støtte til at forstå hvordan de bedst håndterer deres søskendes udfordringer
- Når de oplever positive reaktioner fra forældre og jævnaldrende kammerater til deres bror eller søster
En tilfældig søndag eftermiddag
En søndag eftermiddag ringer vores søskende telefon og i den anden ende
præsenterer en dreng på 11 år sig som hedder Benjamin. Han har fået at vide af sin
mor, at han skulle ringe til os. Det er vi rigtig glade for og særlig tak til
dig Benjamin fordi du gav os lov til at dele vores samtale her på bloggen.
Benjamin har en storebror som har infantil autisme og hans mor og far vil gerne
have at han deltager på Ådalskolens søskendekursus, men Benjamin ved ikke
rigtigt og siger at han ikke har lyst. Samtalen begynder sådan her:
John: Hvor gammel er du og hvor bor du?
Benjamin: Jeg er 11 år og kommer fra Holbæk?
John: Hvad tænker du at et søskendekursus er?
Benjamin: Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har ikke lyst?
John: Hvad er det du ikke har lyst til?
Benjamin: Til at sidde og fortælle om alt det pinlige min storebror
gør?
John: Hvad er det egentlig han gør?
Benjamin: Han tvickler, farer omkring, skriger, ser underlig ud, løber
i forretningen, piller ved varerne, min mor må nogle gange gå ud med ham i
bilen og en ellers hyggelig indkøbstur slutter før den er begyndt osv.
John: Hvad laver du og din storebror sammen?
Benjamin: Ikke ret meget for vi leger ikke så meget sammen. Han vil
lege de samme ting igen og igen og han kan ikke det jeg gerne vil.
John: Hvordan har du fortalt dine kammerater om din storebrors
handicap?
Benjamin: Der er kun en kammerat der ved noget og det er ikke ret meget
for jeg taler helst ikke om det. Faktisk forsøger jeg at glemme det og undgår
de situationer, hvor mine kammerater kommer til at se min storebror. Jeg har
heller ikke så meget lyst til at tage med til hans skole fordi der er mange
andre handicappede og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Min storebror er heller
ikke med til mine svømmestævner.
John: Hvordan kunne du godt tænke dig, at det var?
Benjamin: Ja faktisk rigtig meget for så er det jo ligesom en normal familie…
Sådan fortsætter snakken i nogen tid og det er egentlig en fantastisk
god snak som tilsidst bekræfter Benjamin i, at et søskendekursus ikke er noget
”farligt”, men et søskendekursus er et sted hvor man mødes med andre børn som
også har en søskende med særlige behov eller et handicap, laver sjove
aktiviteter sammen og deler de erfaringer og oplevelser man har med sine
søskende. Ved at dele og fortælle om sine oplevelser har de en stor tendens til
at blive mindre, det føles som om at de forsvinder ud i den blå luft. Som en en
anden søskende har sagt ”man føler sig lettere når man skal hjem”.
mandag den 4. maj 2015
Et søskendekursus er som en ekstra familie
Når Ådalskolens søskendekursus er slut er der altid mange søskende og forældre
som skriver og fortæller, hvilken stor hjælp det har været og hvordan deres
virkelighed er forandret. Det er vi naturligvis meget glade for og vi siger naturligvis tak
også til dig fordi det er dig selv som har været med til at forandre den måde
du ser din søskende på. Man kan sige at du har taget nogle ”andre briller på”.
Og det er netop lige pointen når man er søskende til en bror eller søster med
et handicap. Du, vi eller dine forældre kan ikke forandre det faktum at din
bror eller søster har et handicappet, men du kan forandre den måde du tænker om det
på. Derfor giver det god mening at du forandre nogle af dine røde tanker og
arbejde på at erstatte dem med nogle som er mere grønne. Mette fra
søskendekurset skriver: Søskendekurset har været som en ekstra familie at støtte mig til. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er alene om at have de følelser og
tanker. At der er nogen, der forstår, hvordan det er at have en søskende, der
er fuldstændig afhængig af en, og den dårlige samvittighed jeg nogen gange har, fordi jeg føler, jeg burde gøre endnu mere, end jeg gør.
Store søskende har også behov for et søskendekursus
Søskende er som oftest en meget betydningsfuld del af livet for en bror
eller søster med et handicap, fordi de er barnets nærmeste netværk, en
del af barnets livshistorie, og bedre end nogen andre kan give den vedvarende
støtte. Søskende kan derfor have en stor positiv indflydelse på barnets
mulighed for en mere meningsfuld og stabil hverdag og skal betragtes som
vigtige samarbejdspartnere i den professionelle indsats. Det er derfor meget centralt
at inddrage og støtte søskende som en værdifuld ressource i barnets forløb, men
altid i overensstemmelse med søskendes ønsker og i det omfang, det er ønsket og
hensigtsmæssigt for den enkelte søskende. De fleste søskende har brug for
løbende og nogle gange gentagen viden og information, som kan gives på
forskellige måder. Nogle søskende deltager sammen med andre børn i et
søskendekursus, hvor de kan mødes med andre i samme situation. Læs mere om
søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted
som er for børn i alderen 9-12 år.
Børn som pårørende befinder sig i en særlig situation, da barnet er i
et særligt afhængighedsforhold til sin søskende med et handicap. Der er derfor
brug for særlig opmærksomhed og støtte for at forebygge, at situationen
medfører udfordringer for søskende. Nogle børn giver ikke udtryk for deres
bekymringer, og risikerer derfor at blive overset. Søskende til
et barn med et handicap har behov for at blive lyttet til, inkluderet og taget
alvorligt og få forklaringer på deres brors eller søsters handicap. Nogle børn kan opleve, at det er tabubelagt og svært at tale om handicap både i og udenfor
familien, og der er derfor brug for, at de social- og sundhedsfaglige
medarbejdere er opmærksomme på at bryde tabuet og hjælpe børnene med at sætte
ord på situationen.
søndag den 3. maj 2015
En lillebror er en lillebror – uanset hvem han er!
I disse uger afsluttes Ådalskolens søskendekursus og i næste weekend
tager vi alle sammen afsted på søskendecamp. Søskendekursets højdepunkt. Det glæder vi os til og særligt til at se
jer igen. Når vi spørger søskende om deres liv er anderledes end
andres, fordi de har søskende med et handicap får vi mange forskellige svar. Nikolaj svarer her på det spørgsmål ”min
lillebror er udviklingshæmmet og jeg skal hjælpe mere til med praktiske ting
hjemme, opvask, gå ud med skraldespanden og den slags. Rasmus kan ikke. F.eks kan han ikke selv bære sin
tallerken ud. Jo jeg er mere hjælpsom. Han har de dage, hvor han græder og
græder. På den måde er det hårdt engang imellem at have en handicappet lillebror, men en lillebror er en lillebror. Hvis Rasmus ikke var udviklingshæmmet, så
ville jeg nok få mere opmærksomhed. Min mor bruger meget tid på Rasmus. Nogle
gange ville jeg ønske, han var normal. Men jeg skulle nok vænne mig til
forskellen. Det ville være tamt, hvis han ikke var der og det går fint som det
er.
Ådalskolens super søskende forår 2015 |
fredag den 1. maj 2015
Det handler om at guide sig rundt i det liv man har
Man skal ikke have
været lærer eller pædagog i mange minutter, før man støder på et barn som har
en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Og selv om der gennemsnit i
hver klasse sidder 1-2 elever som kender til de anderledes hverdagsvilkår giver de
færreste skoler dem mulighed for at lufte deres tanker og bekymringer i et
organiseret forum. Børn som har en bror eller søster med særlige behov eller et
handicap har brug for at tale om, hvordan det er at være søskende i en sådan familierelation.
Nogle søskende kan opleve, at de kan have svært ved at få deres hverdag til at
hænge sammen, nogle tænker en masse bekymrende alene tanker og værst er det,
hvis søskende begynder at ”trække sig”. At være søskende er en livslang opgave
som går længere end forældrenes levealder og nogen sagsbehandler eller pædagog.
Derfor giver det mening at fokusere på søskende og John Quist Frandsen fra
Ådalskolens søskendekursus forklarer og anbefaler søskendekurser, for at søskende
kan få mulighed for at sætte ord på deres oplevelser, erfaringer, iværksættelse af et
frirum og mærke at man ikke er ”Palle alene i verden”. På et søskendekursus
opdager børnene, at de er fuldstændige som de andre og at andre børn også kan opleve det
pinligt, når deres søskende bliver vrede i supermarkedet eller pludselig
sætter sig ned, begynder at skrige og ikke vil længere. På søskendekurset skal
vi ikke kun tale om børnenes bekymringer, men vi skal hjælpe dem til
at mestre den anderledes og måske nye situation: Hvad kan jeg ellers tænke, når jeg ønsker min storebror af pommeren til? Hvem kan hjælpe mig? Søskende skal ikke lære
at leve i et nyt liv, men mere at guide sig anderledes rundt i det man har, fortæller John.
Min storebror trives bedst med rytme og struktur
Jeg er lillesøster på 11 år til en bror med ADHD og i øjeblikket er jeg på Ådalskolens søskendekursus hvor jeg lærer en masse. I begyndelsen var jeg
meget nervøs for at skulle afsted fordi jeg vidste jo ikke, hvad et
søskendekursus var og hvem jeg kom til at møde. Det viste sig at være total
sjovt, en masse andre søskende, sjove aktiviteter og nogle rigtig søde voksne.
Jeg har fået lov til her på søskendekursets blog til at skrive lidt om ADHD
fordi det er den diagnose min storebror har. Når man har ADHD har man ofte
svært ved at skabe overblik, organisere og planlægge i hvilken rækkefølge ting
eller aktiviteter skal foregå. Min storebror er konstant på overarbejde i
forhold til at forsøge at holde styr på hans hverdag. Det, de fleste andre børn
ikke bruger særlig meget energi på, er for ham en labyrint uden en rød tråd. Min
storebror trives bedst med forudsigelighed ellers overvældes han af krav og
forventninger og oplever ofte at være i en kaostilstand som giver ”rod i
hovedet” og frustrerer. Strukturen i vores hjem er med til at give hans hverdag
rammer og forudsigelighed, og jeg som lillesøster er være med til at skabe og
tydeliggøre den struktur, der gør det nemmere for ham at overskue og klare sig
hensigtsmæssigt i hverdagen. I vores køkken har vi en stor ugetavle hvor vores
aktiviteter står skrevet. I starten synes det var pinligt at vi havde en sådan
kalender med billeder hængende. Jeg så det aldrig hos mine veninder og syntes
faktisk det var meget unormalt. På søskendekurset hørte jeg, at der også var
mange andre børn som også brugte en kalender til deres søskende. De voksne
sagde, at hvis ens søskende nu sad i kørestol så ville man give ham en rampe
til at køre op ad og sådan er det også med ADHD – de skal have en køreplan for
så kører de bedre.
Ekstra søskendekursus
Ådalskolen i Ringsted
arrangerer et EKSTRA søskendekursus i efteråret 2015 fordi forårets kursus
meget hurtigt blev overtegnet. Et søskendekursus er for børn i alderen 9-12 år
som har en bror eller søster med et handicap. Hjælp os med at italesætte
søskendes behov for at møde andre børn som er i samme situation og som gerne vil dele erfaringer
og oplevelser. Hjælp os også med at italesætte at søskende er en meget vigtig ressource
i familien. Så når du deler informationen er du med til at
støtte og udbrede kendskabet til søskendekurser i Danmark.
Abonner på:
Opslag (Atom)