Børn som har en søster eller bror med et handicap er en ofte overset
gruppe. Gruppen er større end vi aner. Får børnene den rigtige opmærksomhed, når forældrene nødvendigvis har et større fokus
på barnet med handicap, stilles der større krav til søskende, må de lide et afsavn,
fordi håndteringen og opdragelsen af barnet med handicap kræver mere tid og
dermed forældrenes fravær?
Der er mange flere spørgsmål og sikkert lige så mange forskellige svar, men
faktum er, at søskende til børn med handicap har nogle særlige opvækstvilkår.
Ingen er ens, så der findes ingen standard søskende, men derimod en masse
forskellige børn og unge med forskellige behov. Alle har behov for at finde
anerkendelse, genkendelse og spejling hos andre.
Forskel på viden
Netop derfor har Ådalskolen i Ringsted i flere år, med stor interesse,
arbejdet med området og har herigennem høstet erfaringer fra søskendekurser og
oplæg. Ådalskolen har nogle gode bud på, hvad der skal til for at få en familie til at fungere og sætte større fokus på søskende. Grundlæggende er det vigtigt, at man fortæller søskende,
hvad barnet med handicap fejler og hvilke udfordringer det giver i hverdagen.
Men det er ikke ligegyldigt, hvad man siger, og hvordan man siger det, det skal
være aldersvarende, relevante informationer og det er bestemt ikke så
kompliceret, som man skulle tro, at tale med børn om svære emner. Der er
forskel på, hvad man skal vide, når man er 5 år og 15 år, men det er vigtigt,
at børnene kan genfortælle, diskutere og bruge den nye viden. Omvendt har de heller ikke behov for at blive overinformeret. Der er ingen facitliste
på, hvad man som forældre skal gøre for at skabe de bedste søskenderelationer,
heller ikke i en familie med et handicap. Men det er vigtigt at inddrage
søskende i hverdagen og give viden der er brugbar.
Justeringer er vigtige i overgangene
I børnehavealderen har børn ofte en meget konkret tankegang og sætter
de voksnes budskaber ind i deres helt egen forståelse, her er det vigtigt at
tjekke deres forståelse og rydde ud i eventuelle misforståelser. Det kan skabe stor
forvirring, hvis de f.eks. tror, at bedstefar døde af en blodprøve, og det
egentlig var en blodprop.
I skolealderen begynder søskende at have en mere abstrakt tankegang, som gradvis
udvikles. De er mere afhængige af kammeratgruppen. Søskende skal være dygtige til at vide og forklare, hvad det er ens søster eller bror fejler,
hvilken konsekvenser det har, at han han f.eks ikke kan gå, at det er svært for ham at tale osv.
Og når vi kommer til teenage-gruppen, så begynder de at ligne de voksne med blandede følelser og mange flere konkrete tanker om fremtiden. Hvad skal der ske om 10 år, hvem skal passe min bror eller søster og hvor skal han bo? Søskende begynder også at tænke
mere over årsager og arvelighed og her starter samtidig en løsrivelsesproces - i alle
overgangene er det vigtigt at justere sine informationer til børnene. Netop søskenderelationer og håndteringen af forskelligheder
er udgangspunkt på Ådalskolens søskendekursus. Det er igen en meget stor succes med deltagelse af 14 søskende og med Birgit, Birgitte og John som
oplægsholdere. Der er flere forskellige emner på et søskendekursus og hvert kursus er forskelligt og afhængige af de søskende som deltager. Det er gruppeledernes erfaringer, at søskende ved en masse om handicap,
deres bror eller søster også selv om de ikke siger det. Det kaldes tavs viden,
og det er bl.a. det, som kommer frem, når de er på søskendekurser, fortæller John.
Han vurderer, at søskende til børn med handicap ofte er mere modne, hvilket naturligvis har
mange positive sider. De forstår sociale sammenhænge, som deres
klassekammerater måske aldrig når frem til i deres liv. De bliver opmærksomme
og kærlige med masser af social kapital at øse af, og det skal vi også huske at
sætte pris på som en fin menneskelig kompetence, understreger John Quist
Frandsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar