- Kan din søster lave mad?
- Nej det kan hun ikke, men hun kan godt lide at spise det.
- Hvordan gør I hjemme hos jer?
- Vi spiser på faste tidspunkter.
- Hvorfor det?
- Det kan min lillebror bedst klare?
- Jeg troede kun, at det var sådan hjemme hos mig.
Sådan begynder en snak blandt søskende på søskendekurset imens der
anrettes frokost til de andre børn. Når søskende deltager på Ådalskolens
søskendekursus er der god mulighed for at få vendt en masse ting mens vi står
og anretter til frokost. Børnene er meget aktive og villige til at hjælpe til
og vi oplever det er en god "icebreaker" til at få delt erfaringer og
oplevelser samtidig med at det hele foregår i en uhøjtidelig og afslappet atmosfære.
Pigerne er enige om at det kan være udfordrende at have en søskende med et
handicap og nogle gange føler de, at de skal tage hensyn og ansvar for deres
bror eller søster med handicap og gør det også gerne. ”Han er jo min lillebror”.
Mange søskende kommer derfor til at blive hurtigere voksne og mere ansvarlige
end deres jævnaldrende. Selvom forældrene tror, at hvis man bare snakker om det
når ungerne er i seng eller ikke er hjemme så kan man skåne dem for bekymringer
og belastninger. Alligevel så rører der sig mange tanker hos søskende som
forældre ofte bliver meget overraskede over når de kommer frem. Når børn
deltager på et søskendekursus er det begyndelsen på et vigtigt fællesskab. Et
fællesskab som børnene oplever som et befriende sted, hvorfra verden kan
indtages, og hvor det fælles univers giver mulighed for samvær, udvekslinger og nye meningsforståelser. Det giver derfor god mening for søskende, når de er sammen, lærer
sammen, leger sammen og udveksler oplevelser sammen. Når rammesætningen på et
søskendekursus giver disse muligheder – at være på egne præmisser, fortabe
sig i et fælles univers og indleve sig i rammerne og indholdet – så opleves det, som betegnes som ”flow” og er selve kernen i søskendekurserne på Ådalskolen i Ringsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar