torsdag den 25. september 2014

Søskende fortæller at de føler sig mødt og anerkendt

Ådalskolens søskendekursus har nu fungeret i næsten 3 år og vi arbejder fortsat på at justere vores koncept og strømline retningen så den passer præcis til de børn som deltager. Det er en spændende og udfordrende opgave for søskendekurset er nemlig aldrig helt ens. Hver gang er der forandringer og kurset tager flere drejninger undervejs. Vi gruppeledere fra søskendekurset vurderer, at børnene er rigtig glade for at deltage på søskendekurset. De peger blandt andet på, at børnene er glade for den ekstra opmærksomhed de får og at der bliver kræset om dem med snacks og hygge. En af drengene siger for eksempel, at det er sjovere at komme til søskendekurset end at gå i klub, og en mor fortæller om hendes søns begejstring for, at de havde spist pizza i forbindelse med søskendekurset, at ”det er ligesom fest for ham.” Bortset fra når en enkelt er syg, er børnene kommet op hver gang. Den dreng, Jonathan som er 11 år, der til at begynde med var meget skeptisk over for at være med på søskendekurset, kommer efterfølgende og siger, at det var det bedste han nogensinde havde gjort. Du kan læse hans historie et andet sted her på hjemmesiden. At børnene har haft en god oplevelse på søskendekurset hænger ifølge gruppelederne ikke alene sammen med, at der bliver hygget om dem. De vurderer, at det også er vigtigt for børnene, at de er bliver set, anerkendt og taget alvorligt: ”Jeg tror, at særligt drengene har fået mere rum til refleksion og mulighed for at tale end i de rum de almindeligvis er i – der tror jeg, de vil være mere tilbageholdende. Så på den måde tror jeg, de er blevet taget mere alvorligt, end de måske er blevet før”, udtrykker John Quist Frandsen som er en af gruppelederne bag Ådalskolens søskendekursus. Det har blandt andet gjort, at der er kommet en tættere relation og fortrolighed mellem børnene og os gruppeledere som er med til at køre gruppeforløbene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar